Mikkel Arndt er den nybagte far til en lille datter, som det har været en udfordring at få. Hans hustru var 39 og han selv 42 – altså begge i en alder, hvor fertiliteten hos både den kommende mor og far er for nedadgående. Lykken over at være blevet far overskygges i den grad af, at hans hustru dør lige efter fødslen. Han står tilbage med en lille pige i en papkasse og er i sin fortvivlelse overbevist om, at hustruens død skyldes den kunstige befrugtning, parret var nødt til at ty til. Han vender al teknik og videnskab ryggen. Der slukkes for strøm, skærme – alt. Han er totalt fra den mentalt, og da han ikke gennemfører sit planlagte selvmord, må han afreagere på en anden måde. Sorgen driver ham ud ad en rabiat og fanatisk tangent, som skal det vise sig, bliver endnu mere ”gennemført”, som de næste generationer vokser op.
Historien starter i nutiden og løber fremad over 80 år og skildrer generationerne, der bliver mere og mere rabiate i deres metoder for at afskaffe al videnskab. Stemningerne skifter fra inderlig kærlighed til vold på linje med den, Bader Meinhof banden lagde for dagen for at nå deres mål. Det hele er sat i ramme af David Gehrt, der har lavet en enkel firkantet scenografi holdt i grå toner, der passer godt til `Mellemgulvets´ lille black box scene. På bagvæggen kører dystre scenarier af bombninger, indtil der i sidste eventyrkapitel åbenbarer sig psykedeliske mønstre, som var vi med i et syretrip.
De fem skuespillere har forskellige roller gennem kapitlerne i de meget teksttunge monologer og dialoger. Især Mikkel Arndt har en lang monolog i begyndelsen af stykket, hvor han fører os ind i historiens univers. Han er intens, mens han langsomt inviterer os ind i sin smadrede tilværelse, der ikke kun har ødelagt hans eget liv, men kommer til at ændre hele befolkningers liv på grund af ”Bevægelsen”, der skyder op. Under hele monologen forsikrer han dog både os og den spæde pige om, at alt er ok. Maria Rossing spænder over et stort følelsesregister, når hun bliver forelsket i den meget yngre fyr, som er med i ”Bevægelsen” til vrede over, at han senere bliver skudt, og hun bliver alene med de tvillinger hun venter med ham. Alvin Olid Bursøe er god som hendes kæreste og senere som en ung Adonis, der bliver adopteret af et gammelt gnavent ægtepar. Man oplever den kynisme, der opstår i ham efter at ægteparret har spærret ham inde under gulvet i et år!! Jonathan Bergholdt Jørgensen er sjov og indlevende som gammeldags beskyttende over for den søster, der tillader sig at have nogle seksuelle følelser for en ung fyr. Det bryder han sig ikke om, må man forstå. Cecilie Bogø Bach har en ungdommelig sødme, når hun forsøger at sige sin mildt sagt forstokkede bror imod, og når hun i en anden scene skildrer sin forelskelse i veninden Sol. Hun udfolder også i sin monolog, hvordan man i dette samfund må tale. Kun én vokal i alle ord. Hvis man forbryder sig mod det, bliver man straffet. Man er altså ikke lykkelig, men ”lyk”.
Den dystopiske fortælling er stærkt inspireret af George Orwells ´1984´. Der er en overordnet bevægelse, man får at vide, hvordan man skal tænke via bastante paroler, der prædikes i et vist omfang seksuel undertrykkelse, og der laves regler for sproget, så Orwells ”New Speak” har ikke levet forgæves, og at bøger er forkerte, kommer fra samme litterære ide.
Mange relevante og genkendelige emner kommer op gennem forestillingen. Der trædes på de ømme tæer om, at mange først i en moden alder beslutter sig for at få børn, ligesom for ihærdig brug af teknologi under mange former bestemt er en drøftelse værd. Dennis Kelly sætter dilemmaerne på spidsen, og det er på en gang skræmmende og sjovt. Skræmmende fordi personerne i dramaet tager deres tiltag helt alvorligt. De sætter ikke spørgsmålstegn ved, om det er i orden at slå folk, der er imod, ihjel. Det samme er så det, der får publikum til at grine. Det er for grotesk at slå en masse læger ihjel, fordi de har brugt maskiner til at undersøge en patient. Ligeledes er tanken om at afskaffe videnskab og medicin fuldstændigt både tanke- og lattervækkende, men når den unge pige udtaler, at uvidenhed er lig med lykke, tror vi næsten på hende.
Det er en interessant forestilling, Thomas Bendixen har valgt, og hans iscenesættelse fungerer, men måske bliver den en anelse for lang. I de mere end to timer den varer, bombarderes man af input, man skal forholde sig til.
Dennis Kelly følger i hvert fald ikke historiens parole om enstavelsesord. Det er heldigt, ligesom videnskaben trods fortællingen nok er kommet for at blive.
Bevægelsen i Skuespilhuset Mellemgulvet
Medvirkende: Mikkel Arndt, Maria Rossing, Alvin Olid Bursøe, Jonathan Bergholdt Jørgensen og Cecilie Bogø Bach
Dramatiker: Dennis Kelly
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi og kostumedesign: David Gehrt
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Lyddesign: Jes Theede
Oversættelse: Caspar Eric
Varighed: 2 timer og 15 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 19. april til 1. juni 2024
