Mette Horn ER ‘Damen med de blå tænder’, det har hun været siden hun første gang tonede frem på skærmen i DR’ satireprogram ‘Emmas Dilemma’ fra 2001. Nu rykker den rødvinsdrikkende aldrende dame ind på Hippodromen på Folketeatret, hvor der er lagt op til hendes store runde fødselsdag. Festbordet er dækket til den store 70 års fejring og der lægges ud med den helt store gennemgang af den meget farverige gæsteliste. Bordplanen er nøje planlagt og i takt med præsentationen skinner det igennem, at der er lagt op til en aften med stikpiller, intriger og spandevis af rødvin til tænder og gane.
Som aftenen skrider frem begynder afbuddene et efter et at dryppe ind og det er faktisk synd. For selvom damen med de blå tænder ikke er særlig behagelig når alkoholen først begynder at virke, så får vi altså alligevel lidt ondt af hende og hendes skæbne. Ingen skal sidde selv på sin fødselsdag. Heldigvis har damen med tænderne sin tro tjener og middagspianist Torben Steno ved sin side, og som middagen og aftenen skrider frem reflekterer de over livet og årene, der er gået.
Vi var meget spændte på at hvorledes små få minutters satire-bidder fra TV ville blive foldet ud på de skrå brædder i et format der varer 1 time og 20 minutter. Men det er faktisk lykkedes at stable en fin forestilling på benene med kant, satire og følelse. Damen med de blå tænder kommer først rigtig frem i lyset efter en betydelig mængde procenter i blodet, men det giver karakteren nogle ekstra lag, da vi jo kun keder hende fra når hun har fået de 14 genstande om dagen, som Sundhedsstyrelsen anbefaler!!! For at folde historien ud er der trods afbud fra vennerne stadigvæk mennesker i damen med de blå bissers liv.
Christiane Bjørg Nielsen spiller den guitarspillende underboer der med sit hjerte af guld åbner sit hjerte og hjem for mænd fra fjerne kulturer. Hun er en god kontrast til Mette Horn og selvom vi lige ved første møde skulle fordøje, at hendes stemme var forvrænget, så accepterer vi præmissen eftersom også damen irriteres lidt af den med kommentaren om, at hun ikke har trukket vejret helt ned i lungerne i mange år. Christiane giver den også som søsteren, hvilket er meget overbevisende og samtidig hjælper det publikum til at forstå damen med tænderne lidt bedre.
Pludselig går døren op og ind træder Børge fra Olsen Banden. Det er sjovt, for Sophie-Marie Jeppesen både ligner og lyder som Kjeld og Yvonnes søn fra Valby, der nu agerer hjemmehjælper. Hun dukker også op som endnu et sidekick som den lokale Irma.butikschef, der på trods af butikkens endeligt bare måtte komme forbi til deres mest trofaste rødvinsdrikkende kunde med en lille fødselsdagsflaske.
Hatten af for ‘Damen med de blå tænder’ og for Mette Horn, det er sjovt, vedkommende, aktuelt og bare en rigtig god oplevelse.
Forestillingen kan opleves på Folketeatret indtil 16. december.
Medvirkende: Mette Horn, Torben Steno, Christiane Bjørg Nielsen og Sophie-Marie Jeppesen.
Manuskript: Lotte Svendsen
Instruktør: Christoffer Berdal
Dramaturg: Marianne Mulvad