
I 1991 løb De Nattergales ´The Julekalender´ over skærmen på TV2 for første gang og har siden været genudsendt et væld af gange. I 2024 fandt den gakkede voksenjulekalender vej til de skrå brædder på Herning Ny Teater. Nu har teaterversionen ramt hovedstaden og skal det meste af december underholde publikum i Glassalen i Tivoli.
Niels Olsen, Gordon Kennedy og Christian Damsgaard spiller rollerne som kartoffelavler Oluf Sand, Gertrud Sand, Benny Jensen, og nisserne Fritz, Günther og Hansi. Historien er kogt ned fra 24 afsnit på TV til lidt over to timer på scenen. Til det kan man sige, at alle fjernsyns-julekalendere glimrer ved, at der er en forholdsvis enkel handling, og at der 24 afsnit igennem er ganske mange gentagelser. Manuskriptet er skåret ind til benet. Det foregår som i 1991, men der er blevet plads til lidt hip til 2025, idet statsministeren i radioklippet nu hedder Frederik Mettesen.
Så hele historien kommer i store træk med. Nisserne Fritz, Günther og Hansi skal hjælpe stornissen Gammel Nok, der ligger for døden. De skal bringe ham nøglen, der kan trække spilledåsen til hans livsmelodi op. Og det haster. Til hjælp har de DEN STORE BOG, som den fæle ”Nåsåer” Benny Jensen efterstræber. Midt i de frygtelige intriger befinder kartoffelavler Oluf Sand og hans henrivende hustru Gertrud Sand sig. Mere introduktion behøves ikke. Tilnærmelsesvis alle danskere er bekendte med universet, kender sangene og vrøvlesproget ”danglish”, som nisserne benytter sig af, ligesom vi ved, at Gertrud Sand står under misteltenen og ønsker sig en foodprocessor, mens hendes mand flegmatisk siger ”det er bare dejligt” til alt, hvad folk omkring ham siger.
Der er en del logistik, der skal på plads ved en transformation fra TV til scene. Man kan ikke klippe sig ud af, at historien til stadighed skifter fra nissehule til familiens Sands smagfulde hjem. Det har scenograf Michael Simonsen klaret ved at skabe scenografien til Glassalens drejescene. Ret hurtigt kan de medvirkende springe fra det ene sceneri til det andet. Samtidig skal de dog lige nå et kostumeskift, så man kan kun gisne om, hvor travlt de tre skuespillere har bag scenen. Det fungerer fortrinligt.
Gertrud Sands julepynt er misundelsesværdigt grimt. Man kan kun elske hver lille guirlande, julekugle og ditto hjerte. Kostumerne er et nummer for sig. Nissedragterne giver lidt sig selv, men Gertrud Sands gammeldags kittel, ankelsokker og Christian Damgaards bare ben er helt uforlignelige.
Både Niels Olsen, Gordon Kennedy og Christian Damsgaard er godt castet som både nisser, mennesker og en enkelt ”Nåsåer”. De har alle tre humor, musikalitet og timing, der forestillingen igennem sidder lige i skabet.
Niels Olsen er uovertruffen som både Oluf Sand og nissen Fritz. Man kan nyde hans mimik, når han sidder i dækning bag Herning Folkeblad og ikke er med i Gertruds talestrøm, og når han koster med sin mednisse Hansi. Gordon Kennedy er sjov som ”Nåsåeren” Benny Jensen og fuldstændig uforlignelig som Hansi, der er ærgerlig over at blive sat til alle kedelige opgaver. Mest fantastisk er han dog i forelskelsen i Gertrud Sand. Overfor ham står Christian Damsgaard som Gertrud. Hun er på en gang sludrevorn til det ulidelige og sødmefyldt, for det er svært at stå for en kvinde, der er megaoptaget af hvor hendes julepynt er blevet af og ønsker sig en foodprocessor for at dupere sin søster. Christian Damsgaard har masser af komisk timing – som når han strikker i lyntempo og når han forventningsfuldt står under mistelten.
Man er i den grad underholdt i Glassalen – og lige en lille spoileralert. Gertrud Sand får ikke bare en foodprocessor. Hun får en multifunktionsmaskine, der blandt mange ting kan partere!
Tag den!!
,
De Nattergales The Julekalender i Glassalen i Tivoli
Ide, manuskript og sange: De Nattergale i samarbejde med Hans-Erik Saks
Medvirkende: Niels Olsen, Gordon Kennedy og Christian Damsgaard
Fortællerstemme: Lars Mikkelsen
Instruktør: Lars Knutzon og Michael Asmussen
Musikalsk indstudering og repetitør: Thomas Pakula
Koreograf. Peter Friis
Scenograf: Michael Simonsen
Kostumer: Elsebeth Hede
Lyddesign: Jeppe Sødergaard Nielsen
Lysdesigner: Jeppe Lawaetz
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 21. november til 20. december 2025
Original teaterproduktion: Herning Ny Teater og Michael Asmussen




