
Et af sommerens højdepunkter er Sjællands Teaters årlige sommerfarce, hvor klassikere tages under kærlig maltraktering. I år er turen kommet til ´De tre musketerer´, hvor den unge d´Artagnan krydser klinger med musketererne Athos, Porthos og Aramis, før de bliver rigtige venner og d´Artagnan endelig selv bliver musketer.
Den gamle sag fra 1844 er gendigtet af Vase & Fuglsang, og det er der kommet en gakket og morsom historie ud af.
Vanen tro foregår forestillingen i den smukke Holbæk museumsgård. Kirsten Brink har i lighed med tidligere år designet både scenografi og kostumer. Scenografien består af to parallelle vægge med to døre og en åbning, hvor skuespillerne kan komme ud og ind – eller rettere spæne ud og ind. Kostumerne er fantasifulde, og rekvisitter såsom halve heste fungerer. Der er fart over feltet hos hele castet, der tæller fire professionelle skuespillere, syv elever fra 3. årgang på Holbæk Drama College og komponist, pianist og arrangør Lars Fjeldmose. Sidstnævnte er i ulasteligt kjole- og hvidt på plads og i orden i sit ”bur” på siden af scenen, men selvfølgelig først efter at have dirigeret byens kirkeklokker. Det er altid sjovt.
Historiens skelet er stadig centreret om de snart fire musketerer, Louis den 13., hans dronning, der har noget kørende med hertugen af Buckingham, den magtsyge kardinal Richelieu og den brændemærkede Milady.
Brian Kristensen spiller hovedrollen som d´Artagnan, der hos Vase og Fuglsang er blevet til en ordkløver af rang, men også den elskelige fægter, der gerne vil hjælpe sin dronning med at få de juveler tilbage, som ligger hos hendes elsker, og som kongen har forlangt, hun skal bære til deres kobberbryllup.
Tine Gotthelf er både dronning i knibe, Milady med flere. Maria La Cour er den forfængelige konge, der får kreeret adskillige gyselige kostumer til sin store fest – af både Lagerfeld og Dior, og så er hun den i denne udgave også den ret blanke Constance, som d´Artagnan forelsker sig i.
Christian Damsgaard er kroejer i ´Den visne hest´, en indsmigrende, klam Richelieu og en liderlig Lord Buckingham.
De spiller selvfølgelig også alle fire musketerer. De er forrygende. De synger, danser og agerer fantastisk. I det hele taget er der en skøn energi og ikke mindst humor over foretagendet. Energien hjælpes kraftigt på vej af de unge mennesker fra Holbæk Drama College. De skal nok komme videre i teaterverdenen, når de er færdiguddannede.
Forestillingen har adskillige musikalske indslag, hvor hit på hit bringer handlingen frem. D´Artagnan fægter gang-nam style – øh jeg mener Gastogne style, Grease Lightning bliver til Paris Lightning og i Holbæk er vi ikke røde og hvide som i 1986, vi er røde, hvide og blå. Vi er jo i Paris. Med er selvfølgelig ´Skibet skal sejle i nat´, da rejsen går til England med ”Ryan Ferry”. Der er toner fra ´Olsenbanden´, James Bond med mange flere. Og jo – nævnes må ´Ibrahim´, der til d´Artagnan/Brian Kristensens store fortrydelse endnu en gang kommer med i en forestilling.
Historien foregår tilbage i tiden, men der er uafladeligt hip til nutiden. TEMU får en omgang, told på alt bliver naturligvis indført, og endelig gøres der i lighed med tidligere år tykt grin med dem fra Orø. Mon ikke beboerne på Orø kan tage det.
Tilbage står spørgsmålet, om Milady skal af med knoppen, eller om der venter en lykkeligere slutning. Tag til Holbæk og find ud af det og oplev en intelligent og sjov forestilling.
,
Manuskript: Vase & Fuglsang
Instruktion: Donald Andersen
Scenografi og kostumedesign: Kirsten Brink
Komponist/arrangør: Lars Fjeldmose
Koreograf: Peter Friis
Medvirkende: Brian Kristensen, Tine Gotthelf, Christian Damsgaard, Maria La Cour, Lars Fjeldmose
Ensemble:Alberte Fabrin Jespersen*, Amalie Gram Davidsen*, Clara Holmquist*, Erik Frydland-Raun*, Josefine Elisa Falck Smedegaard Hansen*, Marcus Næsby*, Matteo Vilhelm Hingelberg Battain* (*3. Årgang, Holbæk Drama College)
Produceret af Sjællands Teater
Varighed: 120 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 5. til 30. august 2026





