Molières satiriske komedie fra 1673 har stadig relevans i 2025. Til alle tider har mennesket været angst for at fejle noget. Der har i lige så lang tid været mennesker, der har udnyttet at profitere på personer med eller uden sygdom. I nutiden er der diverse alternative behandlere, hvis lødighed, der kan sættes spørgsmålstegn ved. Det samme gjaldt formentlig i det 17. århundrede, hvor patienter nok ikke stillede spørgsmål ved lægens autoritet. De fleste af os kan ikke sige os fri for indimellem af lide lidt af hypokondri, men ikke så mange lider af det i et niveau, som rigmanden Monsieur Argan gør. Han fejler ikke et dyt, men alligevel fylder han sig med dyr medicin og piner sig selv med lavementer og mirakelkure, som pengehungrende læger skriver ud til ham.

Kulissen i Odd Fellow Palæets Have i Grønnegårdsteatrets forestilling med makkerparret Argan og hans snu og skrappe tjenestepige Toinette er bygget op som et medicinsk amfi-laboratorium med døre og trapper, så de medvirkende kan løbe ind og ud og op og ned. I centrum heraf er opstillet en patientstol, så Argan kan blive undersøgt flere gange daglig til hans omgivelsers fryd og afmagt.

Der er bogstaveligt meget lort og latrinær snak i denne opsætning, som Trine Wisbech og Charlotte Munksø har tekstbearbejdet. Vi møder Monsieur Argan i færd med at besørge i et gammeldags bækken. Det er en besværlig affære, og detaljerigdommen i beskrivelsen er enorm. Når han er færdig, får vi herlighederne at se i følgeskab med den natskjorte, der er fyldt med bremsespor. Olaf Johannesen er den utålmodige og barnligt naive Monsieur Argan, og han er et fortræffeligt valg til rollen. Han er et komisk syn med kæmpe grå paryk – i øvrigt en beklædningsgenstand, der burde fylde ham med angst med alle de bakterier, den må indeholde. Over for ham er Ann Eleonora Jørgensen Toinette, og hun giver ham kamp til stregen, når hun både føjer ham og modarbejder hans evindelige luner. Ann Eleonore Jørgensen har det rette glimt i øjet, når hun går i rette med sin herre.

Det er også hende, der sørger for, at datteren Angelique (Andrea Øst Birkkjær) får den kæreste, hun er forelsket i og ikke den udkårne, hendes far har udtænkt sig til hende. Hun har gennemskuet, at Argan kun ønsker en forlovet, der er læge, så han kan hjælpe sin svigerfar med alskens diagnoser.

Camilla Lau er Argans hustru nummer 2, og hun har helt givet ikke giftet sig af kærlighed. Hun håber i stedet på, at Argan for alvor stiller træskoene. Hendes begejstring er til at tage og føle på, da Argan spiller død. Så er pengene lige indenfor rækkevidde. Heroverfor står Angeliques sorg, da Argan laver det samme stunt på hende.

Tryggvi Sæberg Björnsson, Nicolai Jørgensen, Mikkel Arndt og Steen Stig Lommer svæver rundt om hovedpersonerne som friere, læger og bror. Alle gør det fortrinligt, men som i Det Kongelige Teaters opsætning i 2021 fremstår de lidt som statister i historien. Hovedhistorien er overvejende hos Argan og Toinette.

Det er altid en oplevelse at opleve udendørs teater. Både publikum og medvirkende er i konkurrence med hylende måger, hujende studenter og vejrets luner, der den dag vi så forestillingen viste sig fra sin mere blæsende side.

Der er masser af komik, overdrevne kostumer og lune i replikkerne. Alle ved godt, at det er for sjov det her. Det hele bliver dog en anelse for letbenet. Det ændrer dog ikke ved, at der er gode grin i den time og 35 minutter, forestillingen varer.

Så smut til Odd Fellow Palæets Have og nyd især Olaf Johannesen.

Den indbildt syge af Molière

Medvirkende: Olaf Johannessen, Ann Eleonora Jørgensen, Andrea Øst Birkkjær, Nicolai Jørgensen, Mikkel Arndt, Camilla Lau, Tryggvi Sæberg Björnsson og Steen Stig Lommer 

Iscenesættelse: Charlotte Munksø 
Scenografi og kostumer: Laura Løwe
Soundscape: Charlotte Munksø og Marianne Sørensen
Sangarrangement og indstudering: Marianne Sørensen
Tekstbearbejdelse: Trine Wisbech og Charlotte Munksø
Varighed: 1 time og 40 minutter uden pause

Spilleperiode: 26. juni – 24. august 2025 (dog spilles der ikke i uge 29, 14. – 20. juli)

Spillested: Odd Fellow Palæets Have