Statuen af Knud Rasmussen står og skuer ud over Øresund – ikke langt fra Bellevue Teatret, hvor teaterdirektør Pia Jette Hansen i den grad har været heldig og dygtig med sin timing af forestillingen ´Den sidste Slæderejse´ om relationen mellem Knud Rasmussen og Arnarulunnguaq. Jesper B. Karlsen har i sin fiktive fortælling om de to taget udgangspunkt i den 5. Thule-ekspedition, der fandt sted fra 1921-24. De to var sammen hele vejen på den 18.000 km lange slæderejse.
De to mødes i forestillingen på et hotelværelse i New York, hvor de finder ud af, at de allerede er døde. Dog mener Knud Rasmussen ikke, han er død. ”Jeg er jo en helt, så jeg kan ikke dø”, siger han. I publikum fornemmer man, at dramatikeren vil pille lidt af helteglansen af Knud Rasmussen og få Arnarulunnguaq frem i lyset med, hvad man kunne forestille sig, var hendes livshistorie. Oprindeligt skulle Arnarulunnguaq have deltaget i ekspeditionen med sin mand, men han døde kort før ekspeditionens start af lungebetændelse. Arnarulunnguaq valgte alligevel at tage med på den farefulde færd.
Nukaka Coster-Waldau og Caspar Phillipson gestalter de to, og de gør det begge fremragende. Nukaka Coster-Waldau kunne ikke være castet bedre. Hun har udseendet og sproget, der giver præstationen en autenticitet, der er essentiel i historien. I flere passager taler hun grønlandsk, og bortset fra ordet nanok er der ikke meget, det dansktalende publikum kunne følge med i. Der havde grønlænderne blandt premierepublikummet en dejlig fordel. Caspar Phillipson gav sin karakter kant samtidig med, at han gjorde en anelse grin med den let opblæste polarforsker. Phillipson balancerede overlegent mellem heltemod og forfængelighed, så publikum både grinede og fik respekt for hans figur.
Nukaka Coster-Waldau og Jens Simonsen har komponeret musik til forestillingen. Der er nordiske klange og trommerytmer, der slår en spirituel stemning an. Både Nukaka Coster-Waldau og Caspar Phillipson er begge musikalske og velsyngende, og sangene binder forestillingen fint sammen og giver lidt pauser i det højspændte drama mellem de to.
Scenografi, lys og video af henholdsvis Benjamin La Cour, Jona Bøgh og Søren Knud er en stor del af forestillingen. På scenen står to gammeldags skriveborde, der ud over den oplagte anvendelsesmulighed, f.eks. kan blive til hundeslæder. Bagest på scenen er der et transparent blåt gardin, der i en halvcirkel hænger foran de videoprojektioner, der skifter gennem de 90 minutter forestillingen varer. Der er skyskrabere i New York, der er snelandskaber i al slags vejr og masser af vand. Det er effektfuldt, og når der blæses sne ud på scenen, er stemningen lagt. Det fungerer i den grad.
Ingen ved præcis, hvad der foregik mellem Arnarulunnguaq og Knud Rasmussen. Vi kan dog være sikre på, at en farefuld rejse på 18.000 km alt andet lige må have bragt dem tæt på hinanden. Om vi lidt nyfigent skal antage, at de havde en kærlighedsrelation, må være op til den enkeltes fantasi.
Forestillingen sætter fint fokus på en kvinde, der alt for længe har stået i skyggen af Knud Rasmussen. Her bliver vi bekendt med hendes eksistens og kan derudover glæde os over, at hun kommer til at pryde en af Nationalbankens nye pengesedler i 2028.
Jesper B. Karlsen rammer ned i tidsånden i Danmark i 2026, hvor vi danskere er blevet tvunget til at se på vores rolle overfor og med Grønland.
,
Medvirkende:Nukaka Coster-Waldau og Caspar Phillipson
Dramatiker: Jesper B. Karlsen
Komponister: Nukaka Coster-Waldau og Jens Simonsen
Scenografikonsulent: Benjamin La Cour
Lysdesigner: Jona Bøgh
Videodesigner: Søren Knud
Instruktør: Kamilla Bach Mortensen
Varighed: 90 minutter uden pause
Spilleperiode: 18. februar til 1. marts 2026
