Posthus Teatret, som i år kan fejre 48 års fødselsdag, danner de helt perfekte intime rammer og den helt særlige atmosfære og stemning, der gør, at teaterstykket ´Den Stille Klovn´ virkelig kommer til sin ret og får lov til at folde sig ud. Teaterstykket havde urpremiere på Odense Teater d.29. oktober 2020, men efter nedlukning grundet corona er dette vidunderlige stykke nu endelig blevet sat op på Posthus Teatret.
Arne Bjørk leverer teater på et meget højt niveau og er en virkelig dygtig formidler og skuespiller.
Han har selv skrevet stykket, som også er udkommet i bogform. Og en mere indlevende poetisk formidling af historien om den stille klovn skal man lede længe efter. Allerede fra først sætning har den melankolsk udseende klovn på scenen bevæget publikum til tårer. Monologen er smuk og bevægende. Hvert ord og hver sætning er så nænsomt skabt og bliver leveret lige så nænsomt.
Til tider minder historien ´Den Stille Klovn´ om bogen ´Den lille prins´, der går så meget igennem. For ´Den stille Klovn´ går også meget igennem i denne beretning om livet. Der drages ud på en fantasifuld rejse ind i klovnens verden, hvor grænselandet mellem magisk realisme og personlige drømme opstår.
Historien er til tider barsk, bevægende, men også legende let. Når klovnen på fineste vis fortæller en historie om koncentrationslejre, vagtmændene, og fanger der ved, at de måske nok ikke overlever eller kommer ud af lejrene. En rørende og smuk emotionel rejse bringes man på som publikum.
Arne Bjørk gør det fremragende. Ved hjælp af et meget slidt sæt træt jakkesæt og en hat der har kendt bedre dage, evner han at blande mimik, poesi og ikke mindst klovnetricks og gøgl, som man kender det fra klovnen i den store cirkusmanege. Tilsat nogle få fine instrumenter, en musikalsk sætting og en enkelt lyssætning, der perfekt går op i en højere enhed med klovnens historiefortælling.
En Klovn har jo sin helt egen måde at fortælle på og hører til på en scene i spotlightets lys. ´Den stille klovn´ er både en poetisk fortælling, men uden tvivl er den også krydret med Arne Bjørks egen livserfaring og et lidt lettere melankolsk tilbagesyn. Livserfaringen lyser ud af Arne Bjørk, de meget talende øjne der har set et langt liv samt en stemmeføring og en betoning på nærmest Rigsdansk er med til at gøre denne aften i Posthus Teatret til noget helt særligt. Man føler sig virkelig velkommen i Den Stille Klovns univers.
Hvis man ønsker en helt særlig oplevelse, kan teaterstykket ´´ Den Stille Klovn´ ´ i den grad anbefales. Dette er stor teater- og scenekunst og man går uden tvivl beriget derfra. Måske også som et lidt bedre og mere fuldendt mennesker fyldt af kærlighed, håb og tolerance, præcist som i historien om Den Stille Klovn.
Medvirkende: Arne Bjørk
Varighed 1 timer, 15-20 minutters pause og dernæst 25 minutters ageren
Premiere 26 september 2021