Det gode vs det onde er instrueret af Tue Biering som vandt en Reumert for sin iscenesættelse af ”Aftenlandet” på lille scene. Denne forestilling burde ALLE se, – hvis I tør?
Forestillingens fantastiske succes bygger på tre grundpiller 1. Helt og aldeles eklatante skuespillerpræstationer 2. Forestillingens gennemtænkte komposition og narrativ, og 3. Publikum inddragelse.
Denne gang er vi også på lille scene, hvor hovedpersonen Hans i sin overgang fra barn til voksen har mistet troen på det gode i verden. Forestillingen starter med de tre hovedskuespillere Jacob Moth-Poulsen, (Hans) Ena Spottag (Hans/Eva/fortællerstemme) og Marie Knudsen Fogh på scenen, hvor de byder velkommen til publikum, og fortæller os, at stykket altså er startet.
Publikums inddragelse er som nævnt en af de væsentlige baggrunde for forestillingens succes. Det ligger allerede som en præmis fra starten, at vi som publikum er med i den komplekse verden, at kompleksiteten ikke kun udspilles på en teaterscene, hvor vi kan gå hjem og fortælle hinanden, at det var det.
Vi lever med de samme grundvilkår, hvad enten vi er på scenen eller ej, vi er alle sammen en del af verdens kompleksitet og ingen slipper for dilemmaerne, som vi som gæst må tage stilling til. En gæst bliver bedt om at slå skuespillerne – hårdt og gentagne gange. Som publikum bliver vi udfordret på om vi tør vise ondskab sådan helt offentligt? Som publikum må vi derfor bryde med den bekvemme plads som tilskuer, og deltagende og være medansvarlige, reflekterende over, hvilken rolle vi selv spiller, – under hele forestillingen, og når vi forlader salen.
Handlingen starter med et anslag, hvor vi bliver præsenteret for nogle af Hans rollemodeller, som har mistet deres glans. Der er bl.a. Bill Cosby, den rummelige altoverskyggende gode fader og doktor i serien ”Cosby og Co”, som bag kulisserne, udfører grove seksuelle overgreb mod adskillige kvinder. Der er Paven, som ikke kan nævnes uden at titlen bliver associeret til pædofili, – og sådan kan vi blive ved, om mennesker, der tilsyneladende gør gode ting, men hvor de fortrængte skyggesider slå ud i vulkanudbrud.
Point of no return er da Hans mor dør. Moren der står for alt det rummelige og gode i Hans barndom. Barndommens grundlag er smuldret, og Hans går ud i verden, for at søge efter det gode. Så i en genrefornyelse af den gamle hjem-ud-hjem dannelsesfortælling, drager Hans ud i verden på eventyr, hvor vi venter spændt på, om han genfinder det gode. Alle eventyr starter med ”Der var engang” – som er indgangsvinklen til, at aktanterne i eventyret aldrig kommer tilbage dertil, så præmissen er lagt fra starten. Hans drager ud, men kommer ikke hjem til det samme trygge udgangspunkt.
Her kommer forestillingens helt fantastiske narrativ ind. Hans går igennem forskellige historiske tider, afprøver forskellige politiske korrekte agendaer, religion, uddrivelse af ”de onde” med maskingevær og gode hensigter, psykoterapi og ved at tage alle de pseudointellektuelle masker på, som vi alle sammen kan genkende.
Hans bliver på et tidspunkt til Eva, og igennem Eva figuren og dennes referencer til den nedarvede synd, som vi alle kollektivt er en del af, søger Hans/Eva en forklaring – eller en undskyldning for det onde.
I denne forestilling bliver der stillet flere spørgsmål, end der bliver givet svar. Et andet essentielt spørgsmål går på, hvordan kulturen kan være med til at få os til at reflektere over og vise os svaret og vejen fra det onde til det gode.
De helt overskyggende og fremragende skuespillerpræstationer ligger i deres troværdige, levende, overvældende kropssprog og de stemmer de lægger til rollerne. I et rigtigt eventyr er personerne flade, og det er en genkendelig genrekode, at man nemt skal kunne skelne imellem de gode og de onde. Da denne forestilling skal vise os, at Hans drager på eventyr i den virkelige verden, hvilket i sig selv er et paradoks, må aktanterne som modtager, giver, hjælper, modstander og subjekt omdefineres således, at de netop bliver så komplekse, som verden jo er. Kostumerne gemmer ingenting, tvært imod stripper de skuespillerne helt ind til det nøgne, til sårbarheden, til grådigheden og fortvivlelsen, og effekten er, at vi som tilskuer genkender os selv helt ind bag ved maskerne. Jacob Moth-Poulsen, Ena Spottag og Marie Knudsen Fogh spiller skiftevis Hans, Eva og agerer som alvidende fortællerstemmer, modstander, hjælper, givere og subjekter – og alle skuespillerne gør det, der skal til for at få den provokerende, reflekterende og subtile humor ud, som virkelig har effekt, således at man som publikum går fra forestillingen helt bjergtaget, ramt og set.
Finder vi det gode? Det skal du gå ind og forholde dig til, slutningen afsløres ikke her. Denne forestilling BØR du ikke gå glip af, hvis du vil deltage i verden og gøre dit til, at den bliver et godt sted at være I.
Instruktør: Tue Biering
Iscenesættelse: Tue Biering
Scenograf: Nicolai Spangaa
Instruktørassistent: Jara El Baz
Lysdesign: Kasper Daughberg
Lyddesign: Aske Bergenhammer Hoeg
Forestillingsleder: Pernille Elvej
Sceneformand: Bent Jacobsen
Medvirkende:
Jacob Moth-Poulsen, Marie Knudsen Fogh, Ena Spottag, Sofie Elisabeth Strunck, Emma Gonzales Busk m.fl.
