Det er ærgerligt, at Det Kongelige Teater beskriver tyske Marius von Mayenburgs ”Eks” som et komisk trekantsdrama. Der er intet komisk over det – så hav ingen forventning om det.

Trekantsdrama er til gengæld helt rigtigt. Vi befinder os i en moderne lejlighed i byen. Man kan se levet liv, for legetøjet flyder, og en tegnefilm kører på væggen. Her bor oplagt mindre børn. Deres forældre Sibylle og Daniel tilhører den øvre middelklasse og er som henholdsvis læge og arkitekt også del af åndseliten. Det lyder fint, men som det skal vise sig gennem aftenen og natten, er kærligheden skrumpet, og dagligdags frustrationer har taget over. Tredje person i miseren er Daniels ekskæreste Franziska, som dukker op hos parret sent om aftenen, fordi hun er blevet smidt ud af sin kæreste. Derefter vælter skeletter og sandheder ud af skabene og de reoler, som Franziska med stor ihærdighed tømmer.

Ægteparret har været gift så tilpas længe, at de kan få sarkasmerne til at flyde. Små stikpiller, der gør ondt på både dem og os, der er indlagt som tilhørere. Det er pakket ind i tilsyneladende venlige bemærkninger, men bare rolig – både ondskab og desperation lurer lige under overfladen. Det gælder om at nedgøre den anden så meget som muligt.

Som historien skrider frem, åbenbares det, at Sibylle ret sandsynligt var grunden til, at Daniel forlod Franziska. Som Sibylle forklarer hende, kunne Daniel ikke nøjes med at være kærester med en, der arbejdede i en dyrehandel. Hun er god til at stikke brodersaksen ind, hvor det gør mest ondt. Daniel på sin side har ikke nået sine arkitektdrømme, og i stedet for at praktisere en japansk arkitekturstil – metabolisme – tegner han nødudgange. Det lyder ikke helt så fedt. Heller ikke Sibylle er nået langt op på karrierestigen i lægeverdenen. Der er nok at være bitter over.

Smukke Marie Bach Hansen er Sibylle, og hendes persontegning er mageløs. Man tror på hvert et ubehageligt ord, der kommer ud af munden på hende. Jeg sad tilbage på stolen og tænkte, at det ville kræve en del rødvin at holde hende ud. Det kom på bordet i stykkets anden halvdel! Mikkel Arndt er Daniel, og han er fanget i håbløshed og mangel på succes – både på arbejdspladsen og i sit følelsesliv. Fejlagtigt tror han, at hvis han bare flytter sig, vil alting blive godt. Det har jo så vist sig, at det ikke virkede at forlade Franziska, og om det vil hjælpe at gå tilbage hende, er et godt spørgsmål. (Nissen har det jo med at flytte med). Mikkel Arndt får hele sin lidt forkrampede karakter frem i sit spil. Fejheden drypper ud af alle porer, og derfor har begge kvinder nemt ved at ramme ham mentalt. At Sibylle så også går til ham fysisk, er en anden ting. Julie Agnete Vang viser en sødme som den forsmåede Franziska. Oplagt er det, at hun virkelig elskede Daniel og noget katteagtigt postulerer, at det gør Sibylle ikke. Hun er heller ikke så dum, som Sibylle tænker. Nok er hun stadig forelsket i Daniel, men hun gennemskuer også, at hun ikke skal gå tilbage til ham på nogle af ham opstillede, ret besynderlige præmisser.

Marius von Mayenburg er oplagt inspireret af tidligere ægteskabsdramaer som ´Hvem er bange for Virginia Woolf´. Her drikker et ulykkeligt ægtepar sig også gennem en nat og har sagesløse tilskuere til det.

Slutningen står åben i dramaet, så om de to ægtefæller bliver sammen, vides ikke. Et bud kunne være, at de holder ud. De to usympatiske mennesker fortjener hinanden. Måske kan Franziska finde en ny kæreste, der for alvor vil hende.

Thomas Bendixens iscenesættelse fungerer, og han er kommet ind til personernes kerne. Læs også interviewet med ham i programmet.

Men igen forvent endelig ikke en komedie.

,

Eks

Medvirkende: Marie Bach Hansen, Mikkel Arndt, Julie Agnete Vang

Dramatiker: MariusvonMayenburg

Iscenesættelse:  Thomas Bendixen

Scenografi og kostumedesign: Jonas Fly

Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen

Lyddesign: MogensLaursenHastrup

Oversættelse: SørenR. Fauth

Varighed: 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Spilleperiode: 25.1. til 1.3.2025