’En guide til en (lidt) lysere fremtid’ er rent faktisk en guide til en (lidt) lysere fremtid eller måske endda endnu lysere. Hvis du sætter dig til rette i teatersalen på Nørrebro Teater med et tungt sind, så kan det måske være svært at se lyset hos de mange skæbner, vi møder i denne forestilling. Det kan være svært at se sig selv udefra, hvis du lever dit liv i mørke. Men hvis du derimod har overskud til at reflektere med optimist-brillerne, så kan du gå rig fra teatret og hjem. Rig på tanker, lys og håb.
Nanna Cecilie Bang har skrevet teksten til denne fremragende forestilling, der gør hvad den kan for at lede os fra mørket ud i lyset. Der er brug for lys i verden, og måske meget mere netop nu, end vi egentlig forstår. Scenografien er lækker og opløftende, Gulvlange gardiner i en mint-grøn farve, opsluger publikum og giver et hint af håb, i det øjeblik vi sætter os til rette i de røde fløjelsbløde sæder. I anden akt skifter vi til drømmende lyserøde toner.
Hvis du er i stand til at holde fast i optimismen trods den indledende monolog fremført af Alexander Bryld Obaze, hvor pointen er klar; denne forestilling kommer højst sandsynlig ikke til at gøre en forskel for dine tanker om fremtiden, så er der håb. For han har givetvis helt ret, men det kan i hvert fald heller ikke skade at se den. Faktisk gør forestillingen en forskel ved netop at være opsat.
’En guide til en (lidt) lysere fremtid’ er fantastisk for øjnene, ørerne og hjernen. De otte skuespillere bidrager hver og en til hovedpointen i forestillingen. Som arketyper giver de os en efter en et glimt af livet set med deres briller fra deres ståssted.
Forestiller du dig nogensinde, at du er en ko imens du ligger på alle fire og lægger rent på sengen ligesom Andrea Øst Birkkjær? Det er virkelig morsomt? Eller er det rasp eller raps, der er på marken? Og hvad kan en hulahopring nytte?
Det er stærke skuespilpræstationer over hele linien både i monologer, dialoger og med hver deres Marie Key sang.
Trods det seriøse budskab, så er Johannes Lilleøre et skønt indspark, når han svinger hulahopringen, vi bliver aldrig trætte af hans talent på en scene. Et andet absolut højdepunkt i denne forestilling er Mette Horn og hendes evne ud i det absurde og humoristiske. Hun er morsom, overbevisende og kontrollerer sin ansigtsmimik og timing helt som få. I anden akt sidder hun på sin gynge blandt skyer og synger finere end fint, det er spøjst med fisken, men det fungerer. Kitt Maiken Mortensen leverer så meget energi og wow-effekt, at hendes smerte kunne mærkes helt ned på bagerste række. Også Jens Jørn Spottag lyser til trods for sin lidt sortseende karakter og så har han både tone og rytme.
Det er godt set, at få Marie Key til at levere tekst og musik til ’En guide til en (lidt) lysere fremtid’ hendes lyd og sjæl er med til på en eller anden finurlig vis at binde forestillingens mange ender sammen.
Kort og godt, vi tror på en lysere fremtid, gør du? Ellers kan vi varmt anbefale dig en tur i teatret.
Forestillingen kan ses på Nørrebro teater frem til og med 20. april 2024.
Medvirkende: Andrea Øst Birkkjær, Isa Marie Henningsen, Mette Horn, Johannes Lilleøre, Tue Lunding, Kitt Maiken Mortensen, Alexander Bryld Obaze og Jens Jørn Spottag
Musiker: Rumle Sieling Langdal
Komponist: Marie Key
Scenografi og kostumer: Mie Riis
Dramatiker: Nanna Cecilie Bang
Iscenesættelse: Niels Erling