Om det er en fordel at kende og holde af den oprindelige tekst til William Shakespeares morsomme og poetiske kærlighedskomedie, før man ser Elisa Kragerups version, er et spørgsmål. I hvert fald må det konkluderes, at Kragerup har bevæget sig langt væk fra det originale udgangspunkt. Hun har bedt Betty Nansen Teatrets huspoet Line Knutzon til blandt andet at skrive nye tekster til håndværkerne, der skal optræde ved fyrst Theseus bryllup med Hippolyta.
Efter denne vridemaskine står kun skelettet af Shakespeares historie tilbage, mens den største del må tilskrives Elisa Kragerup og Solveig Gade, der på mange punkter har taget sig en del friheder i deres bearbejdelse. Theseus og Hippolyta (eller hvad de nu hedder i denne udgave) er kendisser, der optræder i blitzlyset. Shakespeares seks håndværkere er i denne udgave tre sportsmaskotter iført bjørnekostumer. Drillealfen Puk fremstår som konferenciér i en natklub a la Cabaret i sorte knæbukser, seler og hvid skjorte og en lille piccolohat. Endelig dukker en lille pige, der er en klon af Puk op i sidste afdeling. Hvor kom hun lige fra?
Hos Shakespeare er fyrsten Theseus og alfekongen Oberon hinandens alter egoer. Hos Kragerup er de to forskellige. Niels Ellegaard er celebritypersonligheden, der skal giftes, og Mikkel Arndt er Oberon.
Håndværkernes prøver på Pyramis og Thisbe fylder ganske meget af forestillingens første afdeling, og det er noget af en skævvridning, kan man sige. De tre maskotter iført gigantiske bamsekostumer er ret uenige om den kunstneriske arbejdsmetode og tilgang til værket. Over deres hoveder hænger den trussel, at hvis opførelsen ikke er en succes, bliver de hængt. Det er sjovt og absurd især fordi denne del er nyskrevet af Line Knutzon, og en hængning ville nok være noget af en overreaktion på en dårlig forestilling anno 2019. Mikkel Arndt skal spille Thisbe, og han tager en menneskelig vinkel på samarbejdet. Niels Ellegaard skal instruere løjerne og prøver at dele sol og vind lige, for Peter Plaugborgs rolle som førsteelskeren Pyramus har en mere hårdtslående indfaldsvinkel. I den endelige opførelse af tragedien bliver Arndt til en meget feminin Thisbe, der klynger sig til sin Pyramus. Det er sjovt med de to modsætninger, hvor forskellen i de to skuespilleres størrelse hjælper dem på vej. Muren må man lidt tænke sig til, og det gør vi så.
Mødet i skoven og drømmeverdenen, hvor Puk er ude med elskovseleksir, der dryppes i øjnene på folk, er omsat til et lummert natklubunivers, hvor de besøgende er på et trip, som får dem til at opføre sig noget ud over det sædvanlige.
De fire unge har deres besværligheder i den virkelige verden. Hermia elsker Lysander, og han elsker hende. Hendes far vil ikke have, de skal have hinanden. Han vil have hende gift med Demetrius, der også gerne vil have Hermia. Helena er fuldstændig forgabt i Demetrius, og han kan ikke lide hende. Da Puk har strøet om sig med sine dråber, har både Lysander og Demetrius kastet deres store kærlighed på Helena og afviser Hermia på det groveste. Hun på sin side forstår ikke et muk af det hele. Den scene fungerer godt. Simon Bennebjergs Lysander er skøn i sin totale grovhed over for den kvinde, han ellers er stukket af med, så de kunne blive gift, og Emma Sehested Høeg er sød i sin overraskelse over kærestens pludselige forvandling.
Maria Rossing som Titania forhekses også af Puk og bliver forelsket i et Æsel spillet af Peter Plaugborg. Hans præstation som æsel er imponerende. Han kan godt nok sit fag! For øjnene af publikum forvandles han uden at behøve iføre sig et æselhoved til et dyr, og Rossing tænder totalt på ham. Om Hyppolyta efterfølgende bliver Theseus en bedre og mere levende ægtefælle vil tiden vise. Umiddelbart virker det ikke sådan – hun er brødebetynget efter sin våde drøm eller oplevelse og som brud er hun tilbage til sit gamle udvendige jeg underlagt sin klaphat af en ægtefælle iført en kæmpe marengskjole, hun ikke kan bevæge sig i.
Puk bliver spillet af Xenia Noetzelmann og egner sig godt til det lidt androgyne antræk, hun er iført. Hun har en skøn, lidt hård fysik og et blik, der gerne vil gennembore sit publikum. Desværre er hun ganske svær at forstå, og det ødelægger meget af indtrykket. Om den lille Pukkeline er en knopskydning af hendes figur, en kommentar til klimadebatten eller noget helt andet, er ikke helt klart, men man behøver heller ikke forstå alting.
Elisa Kragerup giver publikum et kraftigt spark og en opfordring til ikke at opleve deres liv gennem mobiltelefonen. Det er først, når menneskets trang til at selvdokumentere sættes på hold, at man slipper sig selv og for alvor føler noget, at livet leves. Det er en vidunderlig pointe, og scenen hvor Pyramus og Thisbe opføres ved brylluppet, og hvor alle brudepar fotograferer og optager den lille forestilling med den iphone, deres arm er forlænget med, er både morsom og bidende ond. Det ville være skønt, hvis bare en brøkdel af de, der kommer til at se scenen, vil tage budskabet til sig og beholde telefonen i tasken sat på flyfunktion – det er her, den som oftest hører hjemme.
Der bydes på fantastisk skuespil, flot fysik og meget musikalitet i forestillingen og igen et vigtigt budskab om at være i nuet. Elisa Kragerup vil gerne have sit publikum til at give slip på sig selv de timer, forestillingen varer. Det lykkedes ved Oberons genforening med sin alfedronning, hvor man følte forelskelsen mellem to mennesker. Ellers var forvekslingerne forvandlet til ren komik eller liderlighed.
Måske skulle man have beholdt mere af Shakespeares drømmeagtige poesi.
En Skærsommernatsdrøm spiller på Betty Nansen Teatret i perioden:
11. oktober 2019 til 9. november 2019
Medvirkende: Maria Rossing, Peter Plaugborg, Niels Ellegaard, Simon Bennebjerg, Mikkel Arndt, Xenia Noetzelmann, Martine Emilie Barrett Levinsen, Emma Sehested Høeg, Magnus Christensen
Instruktion: Elisa Kragerup
Scenografi: Steffen Aarfing
Af: William Shakespeare
Oversættelse: Niels Brunse
Med omskrevne scener af Line Knutzon
Bearbejdelse til Betty Nansen Teatret: Elisa Kragerup og Solveig Gade
Dramaturg: Solveig Gade
Koreografi: Signe Fabricius
Lysdesign: Christian Alkjær
