Tre personer bærer hver især på en mental byrde, der ikke lige sådan er at slippe af med. Alice Trace – pensioneret landskabsarkitekt på 60 år – har mistet både sin mand og 16-årige søn i en bilulykke. Forretnings- og investeringsmanden Kendall People er blevet forladt af sin hustru, fordi hun havde fundet en anden. Endelig Simon Craddock – en ung mand der har skadet sin ryg i krig i Øst Afrika i 2027 og har været igennem intet mindre end 6 operationer. Ud over de konstante fysiske smerter, der er omfattende og invaliderende, lider han af hjertesorg. Han var/er forelsket i sin overordnede løjtnant og fik aldrig erklæret sin kærlighed til ham. De tre bliver placeret i samme rum i det militære laboratorium, de alle har indvilliget i at opholde sig i. De håber på, at det eksperiment, de har sagt ja til, kan hjælpe dem med at få skabt en ny mental virkelighed. Den eller det, der skal hjælpe dem, er AI, der materialiserer sig via en stemme og som gerne vil ses som en medicinsk kapacitet.
Stemmen aka Nathan Meister hundser i den grad med de tre på en jævnt hen usympatisk måde. Især Alice har det stramt med ikke at blive taget hånd om, og at hun ikke kan få en forklaring på, hvorfor hun skal dele værelse med de to. Hun kommer mildt sagt ikke godt ud af det med Kendall, der er decideret uforskammet overfor hende.
Håbet og meningen for de tre er, at de i hvert fald et par timer om dagen kan gennemgå en session, hvor virkeligheden ser lys ud.
I Jacob Stages meget fysiske instruktion folder de tre medvirkende sig ud. Han har især fået Daniel Neil Ash som den forrevne tidligere soldat til at fremstå med et alvorligt handicap, som ingen er i tvivl om, ikke forsvinder. Jacob Stages danserbaggrund lyser ud af hans instruktion, og alle medvirkende har suget til sig. Også Sue Hansen-Styles og Bennet Thorpe er på fysisk. Der er et samspil mellem de tre, hvor man kan mærke desperation, irritation og endelig ægte samhørighed. Det er en kunst – især når publikum er ekstremt tæt på de optrædende i Bådteatrets lille scenerum.
Jonathan Hjorth har lavet en sci-fi scenografi. Store firkantede kasser med lys i flyttes rundt på forskellige måder, så de medvirkende kan stå op af dem, ligge eller sidde på dem. Gennem forestillingen projiceres videoer, der fremstår som en spacet jernbaneplan. Siderne af scenen er dækket af tykt plastik, der er svært at se igennem.
Reumert-vindende Tanja Mastilo er forfatteren bag ´Enter Copy´. Hun har gennem de seneste mange år bidraget med flere roste teaterstykker – opført af ´Why Not Theatre Company´. Hendes tekst er en skræmmende fremtidsdystopi om, hvorvidt den kunstige intelligens vil tage over, hjælpe menneskeheden – eller en blanding af begge dele.
Det rigtig uhyggelige er, at stykkets ”virkelighed” ikke føles fuldstændig ud i det blå. AI er her, og den er helt sikkert kommet for at blive. Om vi kan bruge den på bedste vis, vil en nær fremtid vise os.
Endnu en gang er det københavnske publikum blevet forkælet med en forestilling spillet på engelsk.
,
Enter Copy på Bådteatret
Manuskript:Tanja Mastilo
Instruktion:Jacob Stage
Scenografi og lys og lydkonsulent: Jonathan Hjorth
Medvirkende: Sue Hansen-Styles, Bennet Thorpe, Daniel Neil Ash og Nathan Meister
Forestillingen spilles på engelsk
Varighed: 1 time og 40 minutter uden pause
Spilleperiode: 28. november til 18. december 2024
