Hvis ikke du forlader Dronning Dorothea Teatret med en tåre i øjenkrogen, må man næsten formode, at du har en Ebenezer Scrooge gemt i maven, allerede fra første tone slås an er du i julehumør. Det lille amatørteater midt i Kolding har nemlig med instruktør Marco Goth Thorsen i spidsen formået, at stable en juleforestilling på benene, som i den grad overgår tidligere år.
De fleste kender Charles Dickens’ historie om den noget julefjendske Ebenezer Scrooge, der i bedre Grinchen-stil ganske enkelt hader og foragter alt, der har med julen at gøre. Dette til trods for en noget ihærdig nevø, der virkelig gerne vil sin noget mavesure onkel det bedste. Julens ånder får nok og udsætter i fællesskab Scrooge for både gode og dårlige minder omkring julen.
Mikkel Aarestrup har tidligere haft sin gang på Teater Malstrøm i Fredericia, men er nu blevet hevet til Kolding i rollen som Scrooge – og sikke et match. Aarestrup giver dig flere gange decideret ondt i maven over hans måde at møde og behandle andre mennesker på, hans skuespil er eminent og han behersker især den hadefulde side af Scrooge til perfektion. Han er virkelig et fund, hvad angår netop denne rolle og formår også at skildre Scrooge ømhed og give os forståelse for, hvorfor han er endt, som han er.
Den pligtopfyldende kontorist Bob Cratchit spilles af Niels Jakobsgaard Ravn, der ikke er ny i Dorothea-sammenhænge. Ravn formår hele stykket igennem at sprede Bob Chratchits uforbeholdende loyalitet overfor arbejdsgiveren Scrooge og tilfører netop historien al den kærlighed og glæde, som vi alle burde besidde, til trods for de udfordringer, karakteren selv tynges af.
Der skrues i den grad op for uhyggen, når fortidens-, nutidens- og fremtidens- juleånder melder deres ankomst. Jacob Zinn spiller både rollen som fremtidens ånd, afdøde Jacob Marley og Richard, og han gør det til perfektion. Især Jacob Marleys og fremtidens ånd får næsten både børn og voksne til at gyse lidt ekstra. Ved hjælp af kropssprog og bevægelser får han ånden til at tale helt uden egentlig at gøre det. Generelt må det siges, at instruktør Marco Goth Thorsen i den grad har tænkt over symbolik og detaljer i højere grad end han plejer – det er en fornøjelse. Fremtidens juleånder kan hverken se eller tale, det tillægger både umådelig meget symbolik, men gør også ånderne lige det mere uhyggelige.
Lærke Schou Andersen og Emma Katrine Ryhman Bak er først og fremmest geniale som de to lige lovlig ihærdige damer, der forsøger at lokke en skilling ud af den vrede Scrooge. De er her, der og alle vegne og et virkelig sjovt indslag. Noget helt andet gør sig gældende, som de to fortidsånder. Her er de i bedste dukkestil uhyggelige og tankevækkende med deres fuldstændig statiske ansigtsmimik – genialt og godt fremført.
Nutidens ånd er en helt anden en af slags, han er uhyggelig med sit hoved på et fad, men samtidig virkelig underholdende, når han portrætteres af Victor Sommerlund Aaberg. Victors mimik er genial og bidrager positivt til karakteren.
Dronning Dorothea Teatret kommer virkelig godt i mål med ‘Et Juleeventyr’. Der er tænkt over detaljerne, lys og lyd supplerer i den grad historiefortællingen og underlægningsmusikken med et væld af julesange, skaber både stemning og sætter scenen i skøn forening med flotte og imponerende kostumer. Det fungerer rigtig godt og binder historien sammen.
Desværre spiller forestillingen ikke længe endnu, men er du hurtig kan du lige nå det og bør du i den grad prioritere at se ‘Et Juleeventyr’ på Dronning Dorothea Teatret.
‘Et Juleeventyr’ af Charles Dickens spiller på Dronning Dorothea Teatret til og med 17. december 2023
Instruktør: Marco Goth Thorsen
Instruktørassistenter: Majken Stokbæk Jensen og Laura BAger
Lyd- og lysdesign: Frida Hegewald Rose og Stefan Engholm
Medvirkende: Mikkel Aarestrup, Niels Jakobsgaard Ravn, Freja Elgin, Victor Sommerlund Aaberg, Lærke Schou Andersen, Emma Katrine Ryhman Bak, Jacob Zinn, Finn Hyldgård Buhl, Calum McQuhae, Majken Stokbæk Jensen, Ida Bodilsen, Marie Burmeister og Karla Nissen