KT-stjerner-5Filmudgaven af Thomas Vinterbergs ‘Festen’ var fantastisk, så det er ikke uden forventninger, at man sætter sig til rette i teatrets mørke for at se eller gense den uhyggelige teater-opsætning.

Det er Helges 60-års fødselsdag, og det skal fejres med en storslået fest på familiens gods.
Familie og venner valfarter til fra nær og fjern for at tage del i festen, men under overfladen lurer en række uhyggelige familiehemmeligheder.

40 års jubilar Steen Springborg udfylder rollen som Helge med autensitet og troværdighed, ved hans side har han sin trofaste hustru Elsa (Susanne Breuning), der som enhver mor forsøger at glatte ud og rette facaden til.
Toastmasteren, der spilles af en veloplagt Jesper Riefenstahl, har nok at se til med at holde sammen på festen, og det er ikke nogen nem opgave. Festlighederne går først for alvor igang, da Helges ældste søn Christian (Mads Knarreborg) rejser sig, og holder sin sandhedstale om farens misbrug af ham og sin afdøde tvillingsøster. De to andre søskende spilles af Nikolaj Bjørn-Andersen og Julie Agnete Vang.

Spøgelserne vælter ud af skabet, men det er så absurd, at de fleste af gæsterne – nærmest i choktilstand – fortsætter med at feste. Det er som om alvoren ikke rigtig er gået op for dem.

Den lange rolleliste bugner af gode skuespillere, og forestillingen byder tilmed på en debut for det unge talent Sofie Torp, der ses som stuepigen Michelle.

‘Festen’ ridder lige nu på en bølge af succes rundt i landet. Den vises frem til 22. april 2015.
Snyd ikke dig selv for denne opsætning. Du kan se hvilke byer den kan opleves i her.

Instruktør: Geir Sveaass

Scenografi: Marianne Nilsson
Medvirkende: Steen Springborg, Susanne Breuning, Mads Knarreborg, Julie Agnete Vang, Nikolaj Bjørn-Andersen, Christopher Læssø, Lise Koefoed, Meike Bahnsen, Troels II Munk, Ulver Skuli Abildgaard, Jesper Riefenstahl, Sofie Torp