Fly me to the moon

Foto: pressefoto That Theatre company

En tak skal lyde til Ian Burns´ kone, der for mange år siden viste vej til en ung mand, hun blev stoppet af på Rådhuspladsen. Manden var Ian Burns, og mødet blev til ægteskab og bopæl i Danmark, hvor Burns har arbejdet utrætteligt lige siden som skuespiller, instruktør og i 25 år har haft sit eget engelsksprogede teater – That Theatre Company.

Jubilæumsforestillingen ´Fly me to the moon´ af irske Marie Jones er en sort komedie om to sygehjælpere, Loretta og Frances, der arbejder sammen om at passe 84-årige Davy i hans hjem – (i Irland må man tro). Davy er delvist lammet og er afhængig af hjælp. Det indtryk, man får af Loretta og Francis, er at de passer deres arbejde, men at de ikke har den store relation til deres patient. Det eneste, de ved om ham, er, at han elskede Frank Sinatra og at han spillede på heste, og at han så vidt de ved ikke har familie.  

Historien begynder en mandag, og det hele er lidt surt. Francis har ondt i ryggen og negler et par piller fra sin patient. Lorettas mand er arbejdsløs, og mellem linjerne kan man fornemme, at han ikke er nem at omgås. Dagen bliver kun værre, fordi det viser sig, at Davy er faldet ned fra toiletkummen og er død. Francis nægter at forholde sig til problemet. Jeg kan ikke håndtere død, som hun siger. Det bliver derfor Lorettas opgave. Til gengæld er Francis mere kreativ, når det kommer til en mulig fordel for de to. Hendes umiddelbare reaktion er, at det er irriterende for ham at dø en mandag, så han ikke får glæde af sin pension, som Francis eller Loretta ellers plejer at hente. Det får Francis til at tænke, at man kunne jo hente pensionen – ingen ved jo, at Davy er død. Af samme grund kunne man også hente Davys lotterigevinst.

De to damer drøfter og drøfter og bevæger sig ganske hurtigt ned ad den økonomiske kriminalitets vej. De besmykker deres motiver, der hurtigt bliver efterfulgt af skyldfølelse, dårlig samvittighed og frygt for at blive opdaget. Det er urkomisk og genkendeligt, for alle har prøvet at gøre noget forkert og bortforklare det for sig selv og omgivelserne.

Ud fra et privilegieblindt dansk middelklasseblik på de to damer, kan man gyse. Man stjæler da ikke fra en død mand, og som en af dem siger. Det er for 310 pund til hver. Det er da for dumt. Her må man imidlertid tage sig sammen. Historien foregår i Irland i 2012, hvor lønninger er lave, og hvor leveforholdene slet ikke kan sammenlignes med danske. De to damer er pressede, og en mulighed for en nem økonomisk gevinst er fristende.

Der er heldigvis mange grin i de 85 minutter, forestillingen varer, og det får det triste budskab til at glide ned, så det ikke bare bliver sur socialrealisme.

Ian Burns er god til at holde på sine skuespillere, og Alexandra Jespersen og Dawn Wall er ingen undtagelse, for de har begge medvirket i tidligere produktioner. De spiller de to sygehjælpere, og de gør det fantastisk og med en farceagtig god timing. Dertil kommer, at det er skønt at opleve en forestilling spillet på engelsk.

Det er oplagt for lærere at tage deres elever med til Krudttønden og se forestillingen. Der er meget at hente inden for flere fag.

CphPost har lavet en hel avis om That Theatre Company, som kan fås i teatret. Skynd jeg at få fingre i den. Her bliver fortalt god teaterhistorie.

Der skal lyde et stort tillykke til Ian Burns og ´That Theatre Company´ med de 25 år. Vi glæder os til 25 år mere.

Fly me to the moon på Krudttønden

Instruktør: Ian Burns
Medvirkende: Dawn Wall, Alexandra Jespersen

Forestillingen spilles på engelsk.

Varighed: 85 minutter uden pause

Spilleperiode: 28. september til 20. oktober 2022

Skriv kommentar