Den har solgt bedre end Biblen og står i de fleste danske hjem som en fast del af husholdning. Alle kender Frøken Jensens Kogebog, men hvem kender egentlig Frøken Kristine Marie Jensen?

Kristine Marie Jensen blev født i Randers i trange kår og oplevede at miste begge forældre samt sted-mormor inden hun fyldte 12. Herfra blev alt mere eller mindre en kamp for at overleve indtil hun bliver husholderske hos familien Melchior i København. Familien består udover Hr. Melchior af de tre børn – blandt andet den verdenskendste sanger Lauritz Melchior. Kristine bliver en fast del af familien på godt og ondt – en relation, der varer helt til hendes død.

Alt, hvad Bodil Jørgensen rører ved, bliver til guld. Det synes ihvertfald sådan, og ‘Frøken Jensens Kogebog’ er da heller ingen undtagelse. Hun formår både at agere den lille såvel som den aldrende Kristine, der uden helt at være klar over det har indflydelse på mange menneskers liv. Bodil Jørgensen er en umanerlig dygtig karakterskuespiller og rollen som Frøken Jensen er ingen undtagelse, når hun jonglerer mellem det tragiske, det sårbare og det humoristiske i karakteren, der blandt andet beretter, at alt mad skal spises og alle skal dø.

Lars Mølsted jonglerer med et væld af roller, men det er dog primært rollen som Laurtiz Melchior, hvor han får lov at markere sig og for alvor giver den som musicalstjerne. Han klæder forestillingen og brillerer i alt fra blebukser og barnegråd til verdensstjerne. Generelt suppleres Bodil Jørgensen flot af de fire dygtige skuespillere, der udover Lars Mølsted også tæller Lisbeth Knopper, Rikke Lylloff og ikke mindst Bue Wandahl, der måske er den mest oversete af dem alle og for alvor slår sig fast som karakterskuespiller – alt dette flot suppleret af det dygtige Randers Teaterkor, der dog nogle gange kommer til at fylde en anelse for meget på scenen.

Lydsiden leveres af komponist og kapelmester Anders Ortman fint suppleret af violinist Clara Richter-Bæk, de er en stor og vigtig del af den flotte iscenesættelse, som Martin Lyngbo står bag og som i selskab med Rikke Juellunds flotte og tidsvarende kostumer såvel som scenografi skaber rammerne for en flot og uforglemmelig forestilling.

Der tegnes et flot og spændende portræt af Frøken Jensen, der giver en lyst til at dykke endnu mere ned i de forskellige spændende karakterer.

Forestillingen er udsolgt – og det er en skam – for den burde ses af alle, der i forvejen har bogen stående hjemme i køkkenet.

‘Frøken Jensens Kogebog’ spiller på Randers Teater, til og med 28. september

Komponist og kapelmester: Anders Ortman

Violinist: Clara Richter-Bæk

Dramatiker og instruktør: Martin Lyngbo

Scenograf og kostumedesigner: Rikke Juellund

Lysdesigner: Lars Schou

Medvirkende: Bodil Jørgensen, Lisbeth Knopper, Rikke Lylloff, Bue Wandahl og Lars Mølsted samt Randers Teater Kor