‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ er rørende, autentisk og dybt troværdig.
Det kan være farligt at tage et kendt værk, og iscenesætte det på ny, men Peter Høegs fantastiske roman om Smillas kamp for retfærdighed bliver om muligt mere autentisk i denne indpakning.
‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ bringer endnu engang de menneskelige konsekvenser for den grønlandske minoritet frem i lyset. Det er fortsat et utroligt akutelt emne, og der er stadig meget, der skal gøres for den grønlandske befolkning. Frøken Smilla søger retfærdigheden i sagen om den døde grønlandske dreng. Hvad var det der skete? Og hvorfor? Det rammer dybt i hjertet, at opleve hvordan det er at være grønlænder i det danske samfund.
På scenen står de to eminent dygtige skuespillere; Mille Maria Dalsgaard og Jonas Littauer. Og de fanger publikum fra første sekund. Timingen sidder lige i skabet hver eneste gang, og det er en sand fornøjelse, at se hvordan de glider ind og ud af de mange roller, hvordan deres samspil gror ind i hinanden, og krydsningen mellem dialog, monolog og skarpe sangtekster er imponerende.
‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ flår sit publikum ud på en voldsom rejse gennem hele følelses-registret. Man sidder og bliver helt fortrolig med skuespillerne, der helt får lov at styre sindets tilstand.
Det er intenst og historien er uhørt skarp. Det er en fornøjelse, at se to skuespillere, der mestrer håndværket så grundigt som her.
‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ er til dem, der forlanger lidt mere af en teaterforestilling. Du får ikke alene en enestående teateroplevelse – du får i sjælden grad lov til at føle det, som hovedpersonen Smilla føler – Det er troværdigt og giver masser af stof til eftertanke.
‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ havde urpremiere på ‘Teatret ved Sorte Hest’ i forbindelse med CPH:STAGE 2015, men drager ud på turné fra 17. november 2015 – 10. marts 2016.
Instruktør: Krzysztof Minkowski.
Medvirkende: Mille Maria Dalsgaard og Jonas Littauer.