På bavnehøjen i Frøbjerg har man spillet sommerspil siden 1986, hvor stykker lige fra ‘Elverhøj’ til ‘Den Eneste Ene’ har været taget under kærlig bearbejdning af de dygtige folk. I år har man givet sig i kast med ‘Grease’, der vel nærmest er elsket verden over og som ikke bliver dårlige af at blive opsat i det fynske.

Meget få er ikke bekendt med historien om Sandy og Dannys sommerflirt, der udvikler sig og skaber både kaos og problemer, da sommeren er overstået. I Frøbjerg hedder de to unge mennesker bag Sandy og Danny Emma Sofie Eckhoff og Vito Gram, to skuespillere, der for alvor leverer deres ypperste for at give publikum en god oplevelse.

Eckhoff er sød og uskyldig i rollen som Sandy, helt som hun skal være. Hun leverer en sopran, der er Olivia Newton John værdig og hendes samspil med både Gram og de resterende medvirkende er beundringsværdigt. Vito Gram er skøn og charmerende som Danny, om end han ikke når Eckholdts musikalske niveau, så kommer han virkelig langt med sit skuespil og charme.

Holdet bag Pink Ladies spilles af Emma Augustesen, Frida Marie Bertelsen, Anna Gjerløff og Sofie Brylle, et fantastisk firkløver, der i den grad spiller hinanden stærke. Hver og en leverer en perfekt udgave af den enkelte karakter, men det er dog især Brylle som Jan og Bertelsen som Frenchy, der løber med opmærksomheden. Brylle er skøn, kikset og underholdende som den madglade Jan mens Bertelsen er fantastiske og sød som den naive Frenchy, der ikke helt kan finde ud af hvilket ben, hun skal stå på. Sammen udgør de fire unge damer det perfekte team, en klike man ville ønske, man var en del af.

Pink Ladies’ mandlige modstykker udgøres af T-birds, spillet af Jonas Cheblaoui Jensen, Anton Lillesø Bentzen, Simon Skytte og Mads-Emil Frederiksen. Cheblaoui er skøn og charmerende som Kenickie, der måske ikke er den mest intelligente type, men som er en helt uundværlig del af gruppen, også kan han i den grad synge, hvilket han beviser i klassikeren ’Greased Ligtnin’. De tre øvrige unge herrer er skønne på hver deres måde. De bidrager til historien og den festlige aften med både humor, sang og dans og små kække bemærkninger.

Forestillingens absolutte joker bliver dog Michael Eich-Høilund, der med charme, en fantastisk sangstemme i bedst Elvis eller Johnny Cash stil, sexappeal og dygtighed både er englen i ’Beauty School Dropout’, rektor og Johnny Casino, der leverer flere flotte og velkoreograferede numre, der i den grad imponerer.

Alt i alt må ‘Grease’ på Frøbjerg Bavnehøj siges at være en vellykket og velsmagende cocktail at dygtige skuespillere, sangere og dansere samt et stærkt kreativt hold, der har sørget for en skøn koreografi, flotte kulisser og perfekte kostumer. Det eneste der kan påtales er, at materialerne til kulisserne godt kunne trænge til fornyelse. Scenen er absolut fantastisk sat op og udnyttelsen af rum og plads er imponerende helt ud til placeringen af det dygtige orkester og oplysningen af dette samt brugen af biler på scenen, netop derfor er det synd, at man kan se, at materialerne kæmper med slitage og fugt.

Instruktør Carsten Friis har igen formået at få det ypperste ud af dygtige amatører, amatører, der virkelig giver den alt, hvad de har. Historien viger dog nogle steder lidt for meget fra originalen, og man har valgt at udelade ting, som synes vigtige for historien og som måske gør Frøbjerg-versionen lidt rodet – dog ikke nok til, at oplevelsen forringes.

Frøbjerg Festspil er hyggelig, fyldt med initiativrige og arbejdsomme frivillige og et hav af dygtige amatører – hvis man overhovedet kan tillade sig at kalde dem det med det niveau, de leverer og når ja, så har de en Vince Fontaine i skikkelse af Rune Daugaard, der er lige så selvfed og irriterende, som man husker ham, og som han netop skal være.

’Grease’ spiller ved Frøbjerg Festspil fra 4. til 20. august 2022.

Instruktør: Carsten Friis

Kostumer: Lasse Spangenberg

Koreograf: Patrick Svingholm Terndrup

Scenograf: Anders Vesterholm

Korleder og kapelmester: Julie Strange

Medvirkende: Vito Gram, Emma Sofie Eckhoff, Emma Augustesen, Frida Marie Bertelsen, Anna Gjerløff, Sofie Brylle, Jonas Cheblaoui Jensen, Anton Lillesø Bentzen, Simon Skytte, Mads-Emil Frederiksen, Alberte Linea Borup, Rune Daugaard, Michael Eich-Høilund m.fl.