Det er absurd, sjovt og tragisk på en gang. Det forventer man af et stykke af Samuel Beckett, og det er Happy Days bestemt.
Det kører ikke så godt for Winnie. Hun sidder i en stor bunke jord kun med armene stikkende ud, og hendes mand ligger halvt begravet i en anden jordbunke. Der kommer ikke meget andet end en grynten, en hosten og lejlighedsvis lyde af at kaste op fra ham. På trods insisterer Winnie på, at det er en god dag, for han har næsten svaret hende. Hun kan nå sin store håndtaske, der gemmer på mange dejlige ting. Hun har en hårbørste, et spejl, en pistol, et par briller med mere. Winnie har ritualer, der skal udføres hver dag, når en ringeklokke har lydt fra oven. Hver dag skal hun synge, men det skal være på det rigtige tidspunkt. Stykket har ikke nogen egentlig handling – og dog. Der kommer alligevel noget op til overfladen fra Winnies fortid. Der var små mus, der kravlede op ad benene på hende, eller var det mon hendes far, der forgreb sig på hende. Der er gamle bekendte – mr. and mrs. Shower, der vist bare går forbi, mens hun sidder i jordbunken.
Tingene forbedrer sig ikke, og i stykkets anden halvdel er jordbunken kravlet så meget op, at kun Winnies hoved stikker op. Her er det svært for hende at bevare optimismen, stemmen bliver mere spinkel, og det er ganske forståeligt. Dog ved hun, at det hele vil blive bedre, hvis manden flytter over på den anden side af jordbunken, så hun kan se ham. Så er man nøjsom. På trods af dette slutter Winnie af med en sang, mens manden er ved at kravle op efter pistolen. Om han vil bruge den til at skyde sig selv eller hende, afsløres ikke.
Sue Hansen-Styles spiller Winnie, og hun spiller på engelsk, som i modsætning til de fleste stykker af Beckett, er originalsproget. Hun er en fantastisk og lødig skuespiller, der har givet de københavnske teatergængere mange gode oplevelser. Det er imponerende at sidde helt stille og tale uafbrudt i de halvanden time, forestillingen varer, for det er, hvad hun kan. Man kan mærke desperationen i hver en stavelse hun ytrer. Hun ydede en fremragende præstation og lod sig ikke hyle ud af en uopdragen skoleklasse, der både snakkede og tjekkede de mobiltelefoner, de ikke havde slukket under forestillingen.
Becketts klassiker er fra 1961, og med 60 år på bagen er det spændende, om stykket siger et teaterpublikum i 2021 noget. Det gør det bestemt. Tilværelsens meningsløshed mellem mennesker og i dette tilfælde ægtefæller er evigt relevant. Også bemærkningerne om, at jorden er ved at miste sin atmosfære, giver faktisk mere mening i dag end i 1961. I dag er klimakrisen ikke bare noget, der kommer en dag. Den er her lige nu. Det giver desværre uhyggelig meget mening.
Teatret ved sorte hest er nok det hyggeligste teater i København. Der er atmosfære allerede ved ankomst udenfor teatret, og det fortsætter ind i foyer- og barområdet. I teatersalen kan alle se godt i den lille kukkasse. Imidlertid er indeklimaet ikke godt. På en sensommeraften er der meget varmt, og selv om man fra teatrets side meget serviceminded udleverer vifter til alle, er det ikke nok, ligesom udrykningskøretøjer på Vesterbrogade tydeligt høres under forestillingen. Mon der kunne skrives et moderne klimaanlæg på ønskesedlen?
Happy Days
Forfatter: Samuel Beckett
Medvirkende: Sue Hansen-Styles og Kevin Kiernan-Molloy
Instruktør, scenograf og kostumer: Peter Dupont Weiss
Produceret af: Why Not Theatre Company
Varighed: 1 time og 35 minutter uden pause
Spilleperiode: 3. til 25. september på Teatret ved Sorte Hest
