Ingen, inklusive højtstående militærfolk, synes, at krig er af det gode. Ind i mellem har stater alligevel vurderet, at der ikke er anden vej ud af en konflikt end at tage militære midler i brug. Krigens rædsler og tab af menneskeliv er en del af krigens pris. Det er vi alle – eller burde vi alle være – klar over. Det er rædselsfuldt nok at tænke på, at Danmark inden for de seneste 20 år eller mere, har krigsenker- og enkemænd. Det er mennesker, der ikke ser deres elskede mere, og hvis børn skal vokse op uden deres mor eller far.
En anden overordentlig sørgelig følge af krig er de overlevende ofre, der med sig hjem fra krig har en mental bagage af psykiske lidelser, som de færreste af os kan sætte os ind i.
Med sit stykke ”I støvet fra Regnen” sætter Magnus Iuel Berg fokus på denne følge og på det ansvar, Danmark som stat på et meget tidligere tidspunkt skulle have taget på sig.
”I støvet fra regnen” foregår på en gammeldags bodega, hvor to soldaterkolleger mødes syv år efter deres hjemvenden fra Irak krigen. På jukeboksen spiller meget apropos John Mogensens ”Der er noget galt i Danmark”. Det er en fantastisk kulisse for historien, og illusionen om et brunt værtshus er helt autentisk.
Quist (Paw Henriksen) og Lassen (Martin Hestbæk) er de to soldater, der mødes over en øl og en pot billard, om end det hurtigt viser sig, at Quist har sagt farvel til alkohol de seneste to år. Så han skal kun have vand?
De to har hver deres ar efter krigen. Lassen har mistet det ene ben og kan ikke tåle høje lyde – selv ikke et uskyldigt rocknummer. Så farer han sammen. Quist (Lassens tidligere delingsleder) fremstår mere hårdkogt, men giver udtryk for at have fået styr på sit liv uden den store hjælp fra systemet. Han giver ikke mange potter pis for hjælp – han er blevet erklæret rask flere gange, når han har henvendt sig.
Lassen derimod har fået hjælp mod den PTSD, han ganske åbenbart lider under, men der skal ikke meget til, før han bliver slået ud af kurs.
Forestillingen igennem bliver de tos historie foldet ud, og publikum bliver delagtiggjort i, hvordan og hvor meget, deres skæbner er viklet sammen.
Martin Hestbæk overtog rollen for kun 14 dage siden fra Janus Nabil Bakrawi, der måtte melde fra grundet en alvorlig skulderskade. Dette gør kun hans præstation så meget desto mere imponerende. Både Paw Henriksen og Martin Hestbæk er utrolige i deres nærvær og troværdighed. Hestbæk trækker på det ben, der ikke er der mere, og når lydene bliver for høje, dirrer hele hans krop af angst. Paw Henriksen er utrolig som den barske soldat, der ikke kan fungere i et almindeligt job, og som dybest set ikke har nogen anelse om, hvordan han skal hjælpe sig selv. Oplagt er det, at han står helt alene.
Per Scheel-Krüger har iscenesat, så man som publikum sidder yderst på stolen og er nervøs for, hvad hver eneste replik vil afsløre.
Forestillingen er en vigtig kommentar til og påmindelse om, hvilket ansvar et land har for at tage vare på sine udsendte, når de vender hjem efter udstået militærtjeneste.
Spiller på Teater Grob til 5. maj
Medvirkende: Paw Henriksen & Martin Hestbæk
Manuskript: Magnus Iuel Berg
Iscenesættelse: Per Scheel-Krüger
Scenografi: Laura Rasmussen
Lysdesign: Sonja Lea
Lyddesign: Weronika Andersen
