Katastrofeteateret ”I tilfælde af..” af dramatikeren Howard Barker er oprindeligt fra 1987, men er nu blevet taget op som en del af Det Kgl. Teaters Skuespilhuset.
Forestillingen består af ti forskellige scenarier, forskellige steder i forskellige tidsperioder, som alle har det tilfældes at det foregår i forbindelse med krig. Det omhandler mennesker der alle er fanget i krigstilstande, der gør dem både paniske, voldelige og desperate.
Der bliver i stykket slået ihjel for et godt ord og det er bestemt ikke rationelle handlinger der står øverst hos de mennesker, vis historier vi får korte indblik i, men måske er det meget realistiske billeder på, hvad krig i virkeligheden kan gøre vi os mennesker.
Umotiveret vold på uskyldige mennesker, mord og bedrag på sine elskede er noget af de vi som publikum skal overvære i krigens tegn..
Det er nogle meget store, dramatiske følelser der bliver kastet ud over scenekanten, på en helt Shakespeare agtig facon, men Howard Barker er også poet (og britisk) foruden sin dramatik, så det er nok ikke så stor en overraskelse, at sproget er på denne måde, men måske mere en overraskelse at det er blevet så bevaret og ikke blevet ændret i en nyfortolkning. Det er måske heller ikke tilfældigt at Howard Bakers satiriske katastrofestykker også er blevet opført på bl.a. Royal Shakespeare Company. Shakespeare var jo heller ikke bange for mord, vold og katastrofer for menneskeheden.
Rekvisitterne er sparsomme og vedvarende hele stykket igennem, et stort rødt træningsstativ med maskiner og udstyr udgør den vedvarende scenografi. Idéen bag dette fortæller iscenesætter Henrik Grimbäck kom fra en tanke om at maskiner også er ambivalente størrelser, som vi bruger til at forme vores kroppe og bla. blive større og stærkere end modstanderen i krig. Det er derfor kun tøjet de fire stuespillere skifter til de forskellige sceneskift og det bliver gjort løbende på selve scenen. Ligesom alle skuespillerne også er på scenen uanset om de er aktive eller ej.
Der er samtidig ekstra indragende elementer med til dette stykke, i form af blæsemaskine til vind, lyd, lysglimt og røg, for at publikum ikke bare skal mærke stemningen, men nærmest være en del af den.
Der er som beskrevet kun fire skuespiller på gulvet. To mere erfarne af slagsen Marina Bouras og Tom Jensen, og så de to lidt nyere i branchen, men som absolut på alle måder kan måle sig med de andre Alexander Bryld Obaze og Karla Rosendahl. Alle fire gør det virkelig godt med de få remedier og lynhurtige sceneskift de har at gøre godt med og deres præstation er helt sikkert grunden til den sidste stjerne.
Ifølge Henrik Grimbäck behøver man som publikum ikke gå derfra og have afluret det hele og at man skal rammes i maven frem for intellekt. Dette beskriver egentlig meget godt den følelse man som publikum gik derfra med – lidt forvirret, ramt og med noget at tænke over.
Dramatiker: Howard Barker
Iscenesættelse: Henrik Grimbäck
Scenografi og kostumedesign: Christian Friedländer
Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel
Oversættelse: Ida Mackintosh og Jens Christian Grøndahl
Medvirkende: Tom Jensen, Marina Bouras, Alexander Bryld Obaze, Karla Rosendahl
