”Vreden Gudinde besyng, som greb peleiden Achilleus”, begynder Homers næsten 3.000 år gamle hexameter-digt ´Iliaden´, og vred er denne Achilleus i norskfødte Eline Arbos instruktion af ´Iliaden´ på Betty Nansen Teatret. Det er man ikke i tvivl om.

Det er ikke en nemt tilgængelig handling, men teatret har meget venligt givet et illustreret handlingsreferat og personkarakteristik af de otte karakterer i sæsonprogrammet. Historien handler om 50 dage under den Trojanske Krig, da den har raset i omkring 10 år, med fradrag af ni dages pest og tolv dages mishandling af den døde Hektor. Konflikten udspiller sig mellem grækere, trojanerne og de græske guder. Den store konflikt starter, da den græske hærleder Agamemnon og krigshelten Achilleus bliver uvenner.

Achilleus er vred, krænket og teenagefornærmet over, at han tvinges til at afgive sin slavinde krigsfangen Briseis, så han vil ikke længere deltage i krigen og hjælpe Agamemnon. I stedet sender han sin bedste ven Patroklos, som bliver forklædt som Achilleus. I udkanten af sceneriet befinder havgudinden Thetis, Achilleus mor, sig.

På den trojanske side hersker kong Priamos, der er far til prins Hektor og prins Paris. I kong Priamos´ varetægt befinder den smukke Helena sig. Hun er gift med den græske kong Menelaos, men er blevet bortført af Prins Paris.  

Det er teksttungt, og man skal holde tungen lige i munden for at holde personer og navne ude fra hinanden.

Alle skuespillere var i sort og befandt sig allerede på scenen, da publikum blev lukket ind i salen, og der blev interageret med os både før og under forestillingen. Scenografien var et råt slagterum med fliser på vægge og gulv og i flere niveauer. Teaterblodet flød på plastic, der blev rullet ud på gulvet, når ligene skulle pakkes ind og bortskaffes.

Det vrimlede med navne på levende og døde, når de blev remset op af Helena, stående på et tableau.

Forestillingen løftede og samlede sig i anden afdeling. Her viste kong Priamos sig sårbar, da hans søn Hektor var død i krigen, sendt afsted af sin far. ”Du har aldrig kendt frygt, før du har et barn”, funderede han.

Hektor selv har været i tvivl om deltagelse i krigen. Han kendte sin pligt, men blev holdt tilbage, fordi hans hustru Andromache bestemt ikke var fan af, at han drog afsted og lod hende blive tilbage med deres spæde søn.

Alle medvirkende spiller overbevisende, deres diktion er bevidst skolet, og den tyste musik af Thijs van Vuure spillet af de medvirkende fungerer godt. Mathilde Arcel var et fantastisk skue i en balkjole i sort taft med en gigantisk sløjfe bagtil. Man fangede hendes hjælpeløshed, når hendes liderlige (næsten) svigerfar Kong Priamos gjorde tilnærmelser, som hun ikke helt kunne flette sig ud af.

Mathias Bøgelund blev som Patrokles i kærlighedens navn nødt til at erstatte Achilleus i krigen. Han var presset af omstændighederne og af sin åbenlyse forelskelse i sin ven. Om Achilleus – Mathias Rahbæk – gengældte følelserne, blev ikke afsløret. Rahbæk fremstod som”bad boy” i bar overkrop under den rå læderjakke. Der var, så det battede – ikke underligt at han og Agamemnon var kommet på kant. Attituden svandt dog, da han lagde sit hoved i sin mor Thetis´ skød. Hun blev spillet af Ida Cæcilie Rasmussen, der tænkte meget, men ikke sagde ting højt. I publikum fik vi dog indblik i hendes tanker.

Anders Budde var magtsyg og krigsliderlig som Agamemnon. I krig skulle han – koste hvad det ville. I stramt militærkostume, der næsten var Hitler værdigt, hylede og skreg han og kastede sig på gulvet, når ting ikke passede ham.

Ena Spottag og Xenia Noetzelmann udspillede en desperat sexscene som Hektor og Andromache, der ikke ville slippe hinanden, før han drog i krig.

Eline Arbo forherliger bestemt ikke krigen – tværtimod. Hun har fokus på smerten, forældres sorg over at miste børn og indvirkningen på de personlige relationer, der træder i forgrunden. Det er det paradoks, at mændene slås om kvinderne, der på deres side er tvunget ind i en passiv rolle som mor eller elskerinde, der interesserer i denne opsætning.

Det er tungt, teatralsk, besværligt, men også interessant og vedkommende i 2023, hvor krig og pest desværre stadig huserer, og hvis man har en eksamen i oldtidskundskab lurende til sommer, er forestillingen et must.

Iliaden på Betty Nansen Teatret

Medvirkende: Mathilde Arcel, Anders Budde, Mathias Bøgelund, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Mathias Rahbæk, Ida Cæcilie Rasmussen, Ena Spottag

Manuskript: Frit efter Homers Iliade på dansk af Otto Steen Due

Dramatiseret af: Tom Silkeberg og Eline Arbo

Instruktion: Eline Arbo

Scenografi: Ida Marie Ellekilde

Musik: Thijs van Vuure

Lysdesign: Christian Alkjær

Varighed: 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Spilleperiode: 11. marts til 19. april 2023