Okay, lad os lige starte med at slå en ting fast. Teatret ved Sorte Hest er et af Københavns allermest hyggelige teatre, for os føles det lidt som at komme hjem. Og med Maria Vinterberg ved roret som teaterinstruktør og teaterchef har teatret haft stor succes med flere virkelig fine forestillinger.
Vi nåede desværre ikke at se ‘Inden vi dør synger vi en sang’ af gæste-instruktør Kamilla Wargo Brekling, da den havde premiere tilbage i 2022, derfor var det også med begejstring, at vi erfarede, at den ville få repremiere i 2023.
Et stærkt hold af skuespillere toner frem på scenen og giver os et smukt wake-up call til at leve livet fuldt ud hvad enten du er midt i 50’erne eller på den gode side af 80. Teatrets tidligere leder Maria Stenz går forrest med sin visdom, og hun synger stadig som en drøm, når hun giver os et glimt af fordoms tid med sit dansktop-hit ‘Hvor er alle drømmene’ fra 1973. Det er rørende og smukt. Denne kabaret af en forestilling er en smuk blanding af et nostalgi-potpourri af musikalske glimt med pianisten Olivier Antunes og anekdoter fra Maria, Peter Oliver Hansen og Camilla Bendix’ erindringer fra et levet liv. Og de kommer vidt omkring. Du sidder somme tider og studser lidt over, om det er skuespillernes egne historier – altså fra deres eget liv, hvis ikke, er det både umanerligt godt skrevet og autentisk formidlet.
Du kan ikke undgå at se dig selv i mindst en af disse små monologer. Der er lidt til både lattermusklerne og tårekanalerne. Og til trods for, at ‘Inden
vi dør synger vi en sang’ kun varer 1 time og 10 minutter, så når den alligevel at tanke os op med glæde, musik og temaer til refleksion til mange dage.
Musikken er den femte hovedperson i denne perle, og vi drømmer os væk af benovelse for de smukke klaver-remixes, der blander fortiden med nutidens radio-hits. Der kæles virkelig for øregangene.
Forestillingen kan ses på Teatret ved sorte hest frem til lørdag den 16. december.
Medvirkende: Maria Stenz, Camilla Bendix, Peter Oliver Hansen og Olivier Antunes.
Instruktør: Kamilla Wargo Brekling
Manus: Hele holdet
Lyddesigner: Lasse Svarre Christiansen