Skuespilchef Morten Kirkskov er en modig mand, når han tager livtag med en af de største klassikere i dansk teater. Siden premieren på ´Indenfor Murene´ i 1912 har stykket i forskellige perioder været opført mere end 500 gange på nationalscenen og har blandt mange andre haft Poul Reumert og Clara Pontoppidan på rollelisten. De fleste kan nikke genkendende til flere af stykkets replikker i historien om den jødiske Familien Levin, der foruden patriarken Adolf og hans hustru Sara tæller sønnerne Hugo og Jacob og datteren Esther, der bliver forelsket i den kristne Jørgen Herming, med hvis far Adolf Levin har et fjendskab på grund af dennes afslag på et lån til ham, fordi han var jøde. Det er et fjendskab, der ligger mange år tilbage og som Adolf Levin har holdt ved lige gennem årene. Der er derfor lagt op til alvorlig konflikt, da Esther meddeler, at hun er blevet forlovet.
Jens Albinus er ikke umiddelbart billedet på en jødisk vekselerer, men man tror i den grad på hans karakter. Han spiller næsten afdæmpet og hæver ikke stemmen unødigt, men man er helt klar på hans holdning, da han erfarer, at hans hustru og datter har holdt ting fra ham. Han er eminent i bitterheden overfor Herming og sjov, når han gør grin med dennes livsstil. Hjerteskærende er han, når han indser, at han ikke skal fornægte sin datter.
Bodil Jørgensen er fru Levin, og hendes sprøde stemme egner sig fortrinligt i fremstillingen af denne kvinde, der hviler i sin skæbne. Lykken og glæden ved børn, børnebørn og ægtefælle lyser ud af hende. Hun elsker at hygge om dem alle, som traditionen foreskriver. Hun er den stærkeste i ægteskabet. Hun tillader ikke sin mand at lade ham følge sit instinkt, da raseriet over Esthers forlovelse er ved at overmande ham. Helt sikkert var han blevet den lille, hvis han havde holdt på sit og forbudt alliancen. Samspillet mellem Albinus og Bodil Jørgensen er uforligneligt.
Selve historien er dramatisk. En ung pige kæmper for at få den mand, hun elsker og bliver bremset af sine forældre, der i hendes øjne er gammeldags i deres fokusering på traditioner og religion. Hun finder ingen tryghed i dette – kun kedsomhed. Det kunne blive meget tungt, men stykket er også morsomt, og der bliver gjort kærligt grin både med jøder og kristne. Der bliver slået ned på nogle ømme jødiske ligtorne, når Adolf Levins had til Herming aldrig lægger sig.
Zaki Nobel er sjov som den naive, selvoptagede, meget talende og noget irriterende bror Jacob, der helt ukritisk lever efter jødisk tradition, og han bakkes kraftigt op af sin højgravide hustru Dina (Jela Natius Abildgaard).
Lægen Hugo Levin, spillet af Emil Prenter, er den mere pragmatiske og intellektuelle bror, der både forstår sin søster og deres forældre. Sympatisk og empatisk trøster han søsteren og forsøger sig med en forklaring af forældrenes synspunkter.
I periferien står Adolf Levins medarbejder Meyer, der håber at blive gift med Esther. Man har ondt af den let håbløse træmand, der aldrig ville have en chance hos den unge pige. Han spilles humoristisk af Nicolai Hamilton.
Emilie Kroyer Koppel er Esther, og hun er sød i forelskelsen i Jørgen Herming (Joachim Kubel) og inderlig, da hun indser, at hendes ungdommelige skråsikkerhed ikke helt holder. Dertil kommer, at det er påfaldende, at hun på en gang står ved sit valg af kæreste, men at hun vil have sin mor til at knække nyheden til faderen.
Etatsråd Herming og frue spilles af Lars Brygmann og Stine Stengade. Han er iklædt silkehjemmejakke og er sjov i sin opblæsthed, arrogance og dumhed. Man kommer næsten til at elske ham. Stine Stengade viser styrke i sin skrøbelighed som den sygelige etatsrådinde. Hun leverer sammen med Bodil Jørgensen et af forestillingens mest rørende øjeblikke, der opstår under hr. og fru Levins besøg hos familien Herming. I samtale mellem de to kvinder opstår et enkelt lys, da fru Herming rækker fru Levin hånden, og de er enige om, at de har deres børns lykke på sinde. De mener det begge.
Steffen Aarfings scenografi er tung, men enkel. I Levinfamiliens hjem består middagsscenen kun af nogle lette stole, der alle vender ud mod publikum. De kan se os, og vi kan se dem. De tunge mure står i baggrunden. Hos familien Herming er interieuret noget mere moderne for tiden og malerier af Ring, Køpke og Eckersberg er bare nogle af de kunstnere, der er repræsenteret. Modsætningen mellem de to hjem er til at tage og føle på.
Henri Nathansens stykke, der har mere end 100 år på bagen, er stadig aktuelt den dag i dag. Helt bogstaveligt forfølges nogle jøder i Danmark på grund af situationen i Mellemøsten. Det er galt, når der ikke tilbydes dialog, men bare chikane. Problemer med relationer på tværs af religioner være sig kristendom, jødedom, islam eller sågar ateisme kan sagtens lægges ind over teksten, og det gør den endnu mere vedkommende, for de forekommer både i lille og stor målestok. Lukkede miljøer findes overalt. Også konflikter mellem generationer er formentlig kommet for at blive, men hvis alle på tværs af skel inviterer til samtale, er der måske en vej frem.
Lad os håbe på det.
´
Indenfor Murene på Det Kongelige Teaters gamle scene
Dramatiker: Henri Nathansen
Iscenesættelse: Morten Kirkskov
Scenografi og kostumedesign: Steffen Aarfing
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyd-design: Mogens Laursen Hastrup
Koreografi: Sofie Akerø
Medvirkende: Jens Albinus, Bodil Jørgensen, Emilie Kroyer Koppel, Joachim Kubel, Lars Brygmann, Stine Stengade, Emil Prenter, Zaki Nobel, Jela Natius Abildgaard, Nicolai Dahl Hamilton, Frederikke Kofoed Heiberg, Lene Strate og Jakob Haahr Andersen.
Varighed: 3 timer inkl. pause
Spilleperiode: 19. januar til 17. februar 2024
