Det kongelige Teater har fået adgang til hele Anne Linnets musikbank.
Hendes sange egner sig perfekt til rammerne – den Gamle Scene på Det Kongelige Teater.

‘Jeg er jo lige her’ – er et brag af en moderne, folkelig, farvestrålende og festlig hyldest til en af Danmarks bedste sangskrivere Anne Linnet, og samtidig også en forestilling midt i en Corona-tid, der ønsker at skabe lys, glæde og fest med stort F. 

Skuespillergruppen bestående af Johanne Louise Schmidt, Tammi Øst, Sara Viktoria Bjerregaard, Sofie Torp, Laus Høybye og Kenneth M. Christensen er skuespillere, men de virker næsten til at være sangere i stedet. For de kan synge, og de kan endda synge rigtig godt alle sammen. Hvilket gør ‘Jeg er jo lige her’ til en stor sangmæssig fornøjelse på højt plan.  

Sofie Torps stemme har næsten samme hæshed som Anne Linnet selv, og til tider kan man være i tvivl om det er Sofie eller Anne som synger. Tammi Øst folder også sin flotte sangstemme ud og giver den gas som tatoveret diva på scenen. Og ganske nyt er det at høre Laus Høybye og Kenneth M. Christensen fremføre Anne Linnets sange. Laus med sin lyse fine stemme og Kenneth med sin varme, dybe, stemme formår virkelig at nyfortolke sangene med deres flotte stemmer og indlevelsesevne. Både Johanne Louise Schmidt og Sara Viktoria Bjerregaard rammer også publikum lige i hjertekulen med deres stemmers smukke bredde og klarhed. 

I ‘Jeg er jo lige her’ fremføres Anne Linnets legendariske sange som individuelle moderne musiske universer. Åbningsscenen er fremragende, som et brag af en festintro. ”Du er så smuk og dejlig” fremføres af Laus Høybye, mens han kravler op på den langt højere Kenneth M. Christensen i en meget vellykket og morsom nyfortolkning af en duet. Alle skuespillere og dansere er på scenen iklædt farvestrålende kostumer, der glitrer og glimter, som var det et gensyns med ABBA’ kostumer. Der er humor, glæde og kærlighed i luften. ‘Jeg er jo lige her’ er ikke en komedie som sådan, men forestillingen byder på flere sjove scener.

Et lille men er, at grundet stykkets iver efter at ramme ind i publikums egen kærlighedshistorie og kærlighedsrelationer, er det som om, at sangenes nyfortolkninger går lidt ud af sangernes ellers formidable formidling. Anne Linnets sange bliver fremført, sådan som Anne Linnets sange nu lyder, der er ikke en finger at sætte på skuespillernes sangstemmer. Men den ene scene efter den anden kommer til at fremstå som små noveller i en bog og ikke kapitler i en bog. Når nu rammerne er fest, kærlighed og lidt ballade, kunne der godt leges lidt mere med lyset i 1.akt i stedet for ”bare” at oplyse scenen med én farve. 

I 2. akt kommer forestillingen ‘Jeg er jo lige her’ meget stærkt igen. Åbningsscenen er sangen ”Nattog”, scenen er dramatisk sort/rød, danserne står som bastante vægge på scenen, spotlightet er lige mod midten. Og i denne scene går sang, dans, fremførsel, scenografi, lys og lyd samt følelsen af at være i teateret bare op i den helt store højere enhed. 

‘Jeg er jo lige her’ er også en danseforestilling. Især i 2. akt får de dygtige dansere virkelig plads på den meget brede scene til at udfolde sig, og det klæder forestillingen.  Stor ros også til livebandet, de formår i den grad at fortolke og spille Anne Linnets sange. Aftenen byder på et møde med en af Danmarks bedste musikformidlere af de store følelser. ‘Jeg er jo lige her’ er en forestilling, der sagtens kan ses flere gange, og Kulturtid.dk vender med glæde tilbage til et gensyn af forestillingen.

Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Tammi Øst, Laus Høybye, Sara Viktoria Bjerregaard, Kenneth M. Christensen, Sofie Torp, Sofie Topp-Duus, Rikke Bilde, Albin Ljungqvist.

Dansere: Mads Gronemann, Luc Boris Andre Kouadio, Adam Tocuyo, Arina Trostyanetskaya, Oliver Zohore

Tekst og Musik: Anne Linnet

Iscenesættelse: Thomas Bendixen, Morten Kirkskov og Signe Fabricius

Scenografi og kostumer: Maja Ravn

Lysdesign: Jonas Bøgh

Musikalsk arrangement: Jesper Mechlenburg

Kapelmester og musikalsk konsulent: Jesper Bo Hansen

Koreografi: Signe Fabricius

Assisterende Lyddesign: Jakob Bo Nystrup og  Frank Grønbæk

Ass. Instruktør: Mette Ovesen