Krigen er tabt, skattekammeret er tomt og landet Montania har forlangt Kongens vægt i guld inden Jul hvis ikke de skal forvandle slottet til en omgang byggesjusk på halvanden meters højde. Men Kongens vægt er ikke lige sådan at overse og landet er på randen af bankerot.

Hvem kender ikke julehistorien om den skønne prinsesse Miamaja, den smukke Prins Valentin, den godmodige og lidt for tykke konge, søster Fedorika, Far Magnum, Mor Trisse, Fimpebarn, den onde Grev Rapsenfuks og alle de andre på slottet? Historien blev første gang fortalt som u-landskalender på DR1 i 1986 og har siden været en af de helt store klassikere, når det kommer til danske julekalendere.

Netop denne historie har Dronning Dorothea Teatret i Kolding med instruktør Marco Goth Thorsen ved roret kastet sig over, når de skyder Julen i gang på det lille amatørteater i hjertet af Kolding. Alle sejl er sat til og der er for alvor leget med både lys og lyd på et niveau der sjældent før er set i det lille teater. På trods af det lidt skæve musikvalg ved blandt andet sceneskift så fungerer både lys- og lydeffekter rigtig godt og hæver forestillingen fra et almindeligt amatørniveau til ekstra højder.

Lyd og lys gør det dog ikke alene. Et højt niveau fra skuespillerne er uden tvivl den væsentligste del af forestillingen. Her bør især den elskede og lidt for trivelige konge nævnes. Thomas Johannes Larsen leverer en præstation, der ville have fået Morten Grundwald til at smile af ren begejstring. Han er skøn og lige så naiv som Grundwald oprindeligt var det i rollen som kongen. Larsen er en af de noget mere erfarne skuespillere på teatret, dette ses især, når han uden at stjæle rampelyset diskret guider hans medspillere og danner rammen om de enkelte scener. Prinsesse Miamaja fortolkes denne gang af den dygtige Laura Krogsgaard Schrøder. Men hende på scenen går du aldrig helt galt i byen, hun er sød og yndig, stædig og forkælet som en rigtig Miamaja bør være samtidig med at hendes samspil med den unge Prins Valentin (Tobias Kaas) er rigtig flot. Kaas er mere kæk og fremadstormende i sin udgave af Valentin end Jens Sacho Boye oprindeligt var det, men absolut ikke et dårligt bud.

Niels Jakobsgaard Ravn er en noget mere uhyggelig Grev Rapsenfuks end Waage Sandø oprindeligt var det, men hans blinde øje og uhyggelige udseende giver han forestillingen lidt ekstra kant – et fællestræk med Sandø er dog de koleriske anfald, som Rapsenfuks af og til får. Søstrene Kristine og Ida Krogh er efterhånden også blevet en uundværlig del af de små forestillinger på Dronning Dorothea Teatret. I rollen som Baronesse Von Wissenwas er Kristine Krogh både snobbet, spydig og lige så forfærdelig som en Baronesse fra Montania med skumle hensigter bør være. Ida Krogh er fantastisk i rollen som Astralius og synger Astralius’ ”Alkymistsang” helt perfekt. Hun er skøn og fjern som en stereotyp alkymist. Værd at nævne er dog også Astralius’ laboratorium, der med små pærer i væggen og masser af røg skaber den rette stemning.

Ingen ”Jul på Slottet” uden nissefamilien bestående af Mor Trisse (Lærke Schou Andersen), Far Magnum (Rasmus Dalsgaard Hansen), Fimpebarnet (Jeppe Adolph Jensen) og Faster Mirko (Laura Bager). Ikke en finger kan der sættes på den lille familie, hver og en leverer en fantastisk præstation. Fimpe er lige så vims som Allan Olsen og Mor Trisse synger lige så skønt og flot som Ellen Winther Lembourn – lidt af en præstation, da sangene i den grad kræver, at man kan ramme de ekstra høje toner.

”Jul på Slottet” bliver ikke dårligere af at komme under Marco Goth Thorsens vinger. Hans ideer er mange og samles i skøn forening uden at blive for meget. Flere steder sætter han små skønne referencer og små løjerlige påfund ind, når blandt andet ”Raketta Bombardina” bliver en del af Astralius’ remse inden det hele sprænger i luften eller når Sysmund (Calum Kure McQuhae) på sjoveste vis melder om audiens med konge ved at trutte i en lille kazoo for ikke at tale om, når Miamaja pludselig lider af Stockholmsyndromet. Han formår at bruge hele teatersalen, og skiftene mellem scenerne fungerer upåklageligt. Goth Hansen ligger inde med kræfter, som det helt sikkert er værd at lægge mærke til og følge fremover.

Julen er for alvor kommet til Kolding og det ikke mindst på grund af hele holdet bag ”Jul på Slottet”.

 

Instruktør: Marco Goth Thorsen

Medvirkende: Thomas Johannes Larsen, Laura Krogsgaard Schrøder,  Tobias Kaas, Tove Bjørn Nielsen, Niels Jakobsgaard Ravn, Rene Christoffersen, Kristine Krogh, Ida Krogh, Calum Kure McQuhae, Nanna Brandholt, Rasmus Dalsgaard Hansen, Lærke Schou Andersen, Jeppe Adolph Jensen, Laura Bager, Peter Beierholm

Produktionsleder: Jakob Esman

Regi: Kirsten Knudsen

Kostumer: Solveig Paulsen

Scenografi: Aage Møldrup/Helmer Kristensen

 

Forestillingen spiller på Dronning Dorothea Teatret i Kolding fra den 22.november til 15. december.