Nørrebro Teater danner rammen for det tragikomiske stykke ”Kirsebærhaven” skrevet af russiske Anton Tjekhov, kaldet ”Kirsebærhaven – en komedie om fråds og forandring.”

”Kirsebærhaven” handler meget enkelt fortalt om Godsejerinden Ranévskaja, der efter at have levet i Frankrig, hvor hun desværre er blevet bestjålet sin formue af hendes elskede, vender tilbage til familiegodset i Rusland. Til familiegodset hører der et stort stykke land til, hvor der er anlagt en kirsebærhave.

Desværre er godsejerinden løbet tør for penge, og hele godset og haven står til at komme på tvangsauktion. Købmanden Lopákhin forsøger at fortælle godsejerinden, hendes familie og ansatte, at de skal udstykke grunden til sommerhusgrunde og fælde kirsebær- haven, men han taler for døve øre. Godsejerinden og familien lever det gode og søde liv og vil slet ikke se i øjnene at storhed står for fald.

Det fine og meget smukke ved Anton Tjekhovs stykker og romaner er hans enestående evne til at observere og skildre mennesker og deres skæbner. Russiske Anton Tjekov anses sammen med dramtikerne Henrik Ibsen og August Stringberg som en af de centrale figurer i den tidlige modernisme i teateret.

I denne opsætning af ”Kirsebærhaven” spilles der på flere plan, og det er netop det, som gør dette stykke, og især denne fremstilling betagende.  

Der gives plads til, at skuespillerne kan folde deres roller ud, og alle 12 skuespillere er hjertens dygtige til at spille på de mange tangenter, som stykket giver dem mulighed for.

Alle skuespillere er i deres és på scenen, og sammenspillet mellem skuespillerene er betagende. Dialogen mellem skuespillerne er beskrivende, iscenesættende og interagerende både mellem skuespillerne og med publikum.  

For at nævne nogle få af hovedrollerne. Godsejerinden Ranevskaja, der spilles af Christiane Gjellerup Koch, og det gør hun med en styrke og indlevelse, det gør hende yderst troværdig i rollen, som den lettere overfladiske godsejerinde med det store gode hjerte.

Gájev, Ránevskajas bror spilles af Ole Lemmeke, og det gør han virkelig godt og meget humoristiske i rollen som den livsnydende broderen og onkel, hvor han virkelig portrætterer det lyse og positive sind i enhver situation, og hans replikker er utrolige morsomme leveret

Anton Tjekhov har selv udtalt om sit stykke ”Kirsebærhaven”: ” Det er ikke et drama, men en komedie. Nogle steder endda en farce”. Tjekhov kan være meget tungt og bestemt ikke nemt at opsætte, men på Nørrebro Teater formår stykket at blive lettere og vældig morsomt.

Scenografien er stort set ikke eksisterende, og det fungerer faktisk rigtig godt, for skuespillerne kommer til at fremtræde ikke kun i deres karakterroller, men også som rekvisitter for hinanden.

Denne fremstilling af ”Kirsebærhaven” er utrolig nærværende, og publikum medindrages i direkte tale fra skuespillerne. Og der grines hjerteligt på publikumsrækkerne.

Stykket ” Kirsebærhaven” er skrevet i 1904, men stykket er på mange måder tidsløst, at det lige så godt kunne være skrevet i 2020. Og netop dette udefinerbare tidsløse aspekt formår teamet bestående af instruktør Madeleine Røn Juul, Scenografi Sven Dahlberg, koreograf Esa Alanne, samt oversætter Thor Lange i den grad at skabe på scenen.

En form for levende iscenesættelse af en historiefortælling overfor publikum, hvor vi som vidner til deres historie oplever en gruppe menneskers forfald, storhed, kvaler men med en meget humoristisk vinkel.

Medvirkende: Mikael Birkkjær, Michelle Bjørn-Andersen, Sarah Boberg, Christiane Gjellerup Koch, Tina Gylling Mortensen, Asbjørn Krogh Nissen, Ole Lemmeke, Henrik Lykkegaard, Josephine Park, Marie Tourell Søderberg, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Jacob Weble.

Instruktion og Bearbejdelse: Madeleine Røn Juul

Oversættelse: Thor Lange

Scenografi og Kostumer: Sven Dahlberg

Koreograf: Esa Alanne

Premiere 21. februar 2020

Varighed: 2½ time inkl. Pause.