De voksne havde en fest hos de toneangivende hippier i 1970-erne. Der var fri sex, kollektiv med bollerum og bevidsthedsudvidende stoffer, og så havde de en utopi om at de i fællesskab kunne omstyrte verden. Alt skulle være på nye måder – ”Vi er jo én stamme”, sagde de. En stemme fra den ene stamme, tilhørte Ebbe Kløvedal Reich, forfatter og politisk aktiv på venstrefløjen – og kendt af de allerfleste danskere. Og de der har kendt ham, har formentlig oplevet en karisma omkring ham. Det gjaldt i hvert fald for en hel del kvinder, for dem kunne Ebbe godt lide, og mange kvinder kunne lide ham. I hans adskillige relationer lykkedes det ham også at få fire børn. Et af disse var Nadia Kløvedal Reich, der i 2023 fik udgivet bogen ´Det bedste man kan sige´ – en erindringsbog om hendes barndom i de tumultariske 70-ere. Thomas Markmann har dramatiseret Nadia Kløvedal Reichs bog til et teaterstykke med samme titel. Stykket er Teatergrads sommerforestilling, der i år har forladt den fornemme residens ved Sofienholm til Lyngby Mølle. Her er opstillet et stort telt, så både publikum og skuespillere ikke behøver spekulere på, om det skulle sætte ind med regn. Publikum sidder ved teltets to lange sider. Det regnede heldigvis ikke ved premieren, og teltets sider kunne forblive rullet op, så der var udsigt til Lyngby Å – meget idyllisk.
Malin Rømer Brolin-Tani, Anne Gry Henningsen og Brian Hjulman spillede alle roller, mens Christine Worre Kann var den gennemgående musiker og sanger, der iført armygrøn nederdel og ditto bluse med tilhørende fjerøreringe, pandebånd og en syngeskål. Så blev hippiestilen skudt i gang. Christine Worre Kann fortolkede forestillingen igennem smukt Marie Louise von Bülows kompositioner.
I historien følges den voksne Nadia, der prøver at afæske både sin mor og far svar på, hvad der var foregået i hendes barndom. På dette tidspunkt er Ebbe imidlertid i stærke smerter p.g.a. en fremskreden kræft og tyr mere end en gang til at ryge en joint.
Malin Rømer Brolin-Tani er Nadia, der som voksen har sat sig for at skabe en stabil base både for sig selv, sin ægtefælle og sine børn. Forestillingen starter juleaften, hvor der både er pynt, god mad og et veldækket bord. Det symboliserede den orden, hun ikke oplevede i barndommen. Brolin-Tani er iført anonyme bukser og ditto bluse i mørkeblåt. Som tilbehør har hun sin bærbare Apple computer – så kan det næsten ikke blive mere borgerligt. Brolin-Tani udstråler lige dele indignation, vrede og kærlighed til begge sine forældre. Hun skåner ingen af dem, for hun vil gerne have svar eller en stillingtagen til, om de for alvor syntes, det var en god ide, det de havde gang i. For eksempel om det var på sin plads, at hun skulle sørge for mad til sin lillebror efter at have skiftet ble på ham. Brolin-Tani er intens i sin spørgelyst, og oplagt er hun som Nadia ikke bange for, hvad hun vil få at vide.
Anne Gry Henningsen spiller de skiftende partnere og elskerinder til Ebbe. Nadias mor var billedkunstneren Alice (Møller Kristensen). Set udefra havde hun ikke det store styr på hverken eget eller sin datters liv, og i de efterfølgende samtaler med sin voksne datter reflekterer hun ikke videre over, om hun har begået fejl, der kunne opfattes som fatale over for et barn. Anne Gry Henningsen er god til at udstråle hippietidens laisser faire holdning til såkaldte almindeligheder, der forekommer i ethvert liv.
Brian Hjulman er fantastisk som Ebbe Kløvedal. Ikke alene ligner han ham – han er også god til at få sine (Ebbes) budskaber ud. Det er lige før, han tror på det selv. Det er fællesskabet, det gælder, og det inkluderer ikke nærværet til et biologisk barn. Du har jo tanter og onkler i kollektivet, som han siger.
Nikolaj Heiselberg Trap har skabt en velfungerende scenografi med trækasser på hjul, der på et splitsekund kunne gå fra at være stole til borde til opsatser, der kunne kravles op og ned på. Selvfølgelig var de alle malet i klare farver med hippieblomster. Det gav mindelser til ethvert teenageværelse i 70-erne, hvor gammeldags ølkasser af træ blev dekoreret og brugt som bord. Også kostumerne var i tidens ånd, hvor Olivia Hetman havde fremtryllet hønsestrik, pandebånd og ponchoer. Vi er i en svunden, men farverig tid.
Selvfølgelig bliver der også plads til politik. Der er slagord og demonstrationer – blandt andet demonstrationen mod Verdensbanken i 1970, hvor Nadias mors kæreste til Nadias store sorg deltager og efterfølgende kommer til skade og anholdt. Hun så en farskikkelse i ham, men han kom aldrig tilbage til hende.
Det er interessant at se historien gennem et barns øjne. Det er på en gang vidende, personligt og naivt. Nadia Kløvedal Reich fik en utopi med sig sammen med en hel del traumer. Nogle fremstående hippier satte sagen over det personlige. Mon enkelte af dem har reflekteret anderledes end Ebbe Kløvedal Reich.
Forestillingen er både interessant, underholdende og anbefalelsesværdig. Det syntes de skræppende ænder i Lyngby også, hvilket bare gav ekstra kolorit til premieren.
,
Kløvedal – Det bedste man kan sigeMedvirkende:Malin Rømer Brolin-Tani, Anne Gry Henningsen, Brian Hjulman og Christine Worre Kann
Instruktør:Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker:Thomas Markmann, efter Nadia Kløvedal Reichs bog ´Det bedste Man Kan Sige´
Komponist:Marie Louise von Bülow
Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap
Kostumier: Olivia Hetman
Dramaturg: Christine Worre Kann
Producent:Det Flydende Teater
Idé og koncept: Teatergrad
Varighed: 1 time og 15 minutter
Spilleperiode: 14. til 28. august 2025 ved Lyngby Mølle. Forestillingen tager efterfølgende på turné rundt i landet frem til den 11. oktober 2025.
