Myten lever!
Trods en lidt tyndbenet historie om Kong Arthur og et England i forfald lykkes Det Kongelige Teater med en storslået forestilling, der tager publikum med på en fantastisk rejse tilbage til dengang, der var barske riddere og blide jomfruer til. Tilbage til dengang der var drager, troldmænd og rigtige hekse. Kort sagt tilbage til den tid, myter er gjort af.
Med en blanding af myte, fantasy, og science fiction er publikum med Kong Arthur, når han skal genoprejse England. Der spilles medrivende skuespil. Så medrivende at en blandt det yngre publikum med sværd i hånd grinende udbryder, at han har sværdet, da Kong Arthur ikke kan finde Excalibur. Jo, der er noget for alle aldersgrupper.
Der spilles blændende skuespil med humor, ironi og skæve referencer til alt lige fra H.C. Andersens eventyr til mere moderne miljøproblemer. Jacob Lohmanns Kong Arthur er på en gang krigerisk og sårbar men også morsom og ironisk. Hans dronning Guinnevere, der spilles storartet af Signe Mannov, er til gengæld en kvinde med ben i næsen, der nok kan klare ærterne. Sir Lancelot i Martin Bo Lindstens skikkelse bliver meget ironisk kaldt en dukkedreng, men han ser barsk ud og opfører sig bestemt ikke som en sådan. En anden af ridderne af Det runde bord, Ridder Gawain er også en barsk herre, især efter eget udsagn. Han spilles morsomt og underholdende af Søren Poppel. Fælles for ridderne er, at de er flerdimensionelle, idet de ikke blot er barske men også empatiske. Klaus T. Søndergaard giver liv til troldmanden Merlin, og det med et glimt i øjet. Ondskaben selv, Morgana, spilles af Charlotte Fich, og hun kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen med sine slangeagtige bevægelser. Hendes søn, Mordred spilles af Youssef W. Hvidtfeldt, og det gør han så overbevisende, at man svinger mellem at have ondt af Mordred og føle afsky for ham. Peter Gilsfort er som sædvanlig træfsikker og tilfører Stormesteren af Tintagel, Leodegrance lige dele alvor og humor. Mia Lerdam som Lady Elaine er Dronning Guinneveres hofdame og gift med Ridder Gawain. Hun er dronningens diametrale modsætning: blid, næsegrus forelsket i sin ridder og ikke mindst med barn. Og endelig er der Bror Karl og Brormand, der er virkelig komiske og årsag til megen latter. De spilles af Tomas Schönfeldt og Patrick Böhme.
Over og bag alle begivenhederne svæver Søens Dame, som ved hjælp af Xenia Lach-Nielsens fantastiske sangstemme og ynde bliver lige tilpas magisk, hvilket yderligere understreges af enormt smukke kostumer.
Det hele bæres oppe af et utal af dygtige statister, ryttere, motorcyklister og sangere og storslået scenografi og lys i samspil med den omkringliggende natur, som udnyttes på bedste vis. Selv de talrige og enormt flotte kostumer spiller sammen med omgivelserne. Der er i det hele taget ikke sparet på noget, og der anvendes ødselt special effects, stunts og rigtige heste, som kan lugtes og mærkes helt op på bænkerækkerne, hvilket tilfører hele opsætningen autencitet.
Sidst men absolut ikke mindst skal musikken nævnes. Den binder det hele sammen på en på én gang skæv, finurlig, festlig og alvorlig måde.
En tur til Camelot kan varmt anbefales.
Kong Arthur spiller fra den 22. maj – 29. juni 2019
Medvirkende: Jacob Lohmann, Signe Mannov, Martin Bo Lindsten, Peter Gilsfort, Klaus T. Søndergaard, Charlotte Fich, Youssef W. Hvidtfeldt, Søren Poppel, Mia Lerdam, Xenia Lach-Nielsen, Tomas Schönfeldt og Patrick Böhme
Iscenesættelse: Heinrich Christensen
Scenografi: Palle Steen Christensen
Kostumedesign: Ida Marie Ellekilde
Lysdesign: Ulrik Gad
Lyddesign: Jonas Vest
Arthur-bandet: kapelmester Kenneth Thordal, Bebe Risenfors, Thomas Hamilton, Michael Heise
Koreografi: Christel Stjernebjerg, Ida Frost
Stuntkoordinator og kampkoreografi: Kristoffer Jørgensen
