Stærke kvinder, storhed der står for fald, overmod, magtbegærlighed, enevælde, jalousi, storhedsvanid og foræderi – alt sammen er det bare nogle af ingredienserne i Odense Teaters helt store satsning, der med Peter Langdal, Odense Symfoniorkester og et væld af dygtige skuespillere på holdet leverer en præstation, publikum sent vil glemme.
Scenen er sat; efter mange års forsøg på at komme til magten, hvilket har resulteret i anklager om landsforræderi mod både den danske og svenske stat og konge, lever Leonora Christina – datter af Christian 4. – en ensom og isoleret tilværelse i fangenskab i Blåtårn. Her plages hun af sin både gode og dårlige samvittighed i form af manden i hvidt (Lars Simonsen) og den svenske anklager (Christian Mosbæk), der sammen med hende fører publikum tilbage til hendes halvbror Frederik 3. s forlovelsesfest med den nordtyske Sophie Amalie, hvor intrigerne og forræderiet for alvor tog fart. Simonsen og Mosbæk er fantastiske i rollerne som medfortællere, der stiller de spørgsmål, som publikum brænder inde med.
Som 9 årig forloves Leonora Christina med den 15 år ældre Corfitz Ulfeldt. Som datter af Christian 4. og Kirsten Munk, hvis ægteskab endte i et ulykkeligt brud er Leonora hverken horeunge eller prinsesse men har heller ikke ret til adelige titler. I ægteskabet med Ulfeldt opnår hun dog alligevel titlen grevinde og stiger senere yderligere i graderne. Men en evig magtbegærlighed og jalousi mod Frederik 3. og Sophie Amalie bliver starten på både Leonora og Ulfeldts mange plager og endeligt.
Historien er tankevækkende, barsk og kompleks, men det er først og fremmest en god fortælling, der skildrer en i den grad omdiskuteret magtkamp i det danske kongehus, mens kampen om enevælden for alvor raser. Peter Langdal har i samarbejde med dramatiker Andreas Garfield, komponist Stephen Henriksen og sangskriver Torben Kirkegaard udviklet en forestilling, der river benene væk under dig. Allerede fra første taktslag begynder gåsehuden at indfinde sig og forventninger stiger – ret hurtigt finder man ud af, at ens store forventninger for alvor bliver indfriet. Odense Symfoniorkester danner en fantastisk musikalsk ramme omkring fortællingen sammen med fløjtenist Poul Høxbro, der med sit imponerende fløjtespil gør stemningen på scenen endnu mere sublim og autentisk.
Xenia Lach-Nielsen blomstrer i rollen som den stærke, intelligente og magtbegærlige Leonora Christina. Hendes talent er nemt at få øje på og hendes sangstemme og kraft, kan der ikke sættes en finger på. Indlevelsen i Leonora Christinas situation og liv er fantastisk og medrivende og hendes samspil med de øvrige medvirkende er imponerende. Blandt andet leverer hun i samarbejde med Cecilie Gerberg i rollen som Sophie Amalie en virkelig kraftfuld duet ”En slagen kvinde”, der for alvor understreger kampen mellem de to rivaler. Gerberg er et godt match til Lach-Nielsens kraftfulde præstation. Hendes figur udvikler sig fra en stille ung pige, der giftes med den kommende konge til en stærk kvinde, der spiller en væsentlig rolle i blandt andet indførelsen af enevælden i Danmark. Sammen med Joakim Lind Tranberg i rollen som Frederik 3. giver de gåsehuden frit spil i duetten ”Pigen og Prinsen”, der bliver starten på udviklingen af deres forhold. Sammen udvikler de to karakterer sig fra usikre unge mennesker til stærke regenter, en udvikling som de to skuespillere forstår at skildre med bravour.
Den magtbegærlige, udspekulerede og dog alligevel svagelige Corfitz Ulfeldt spilles af Troels Lyby, der tegner billedet af en mand, der med magt og snilde kæmper sig til toppen men med et brag mister sin plads blandt eliten i forsøget på at tilegne sig endnu mere gods og guld. Lyby skildrer både en mand i sin storhedstid men også en mand i forfald. Han tegner billedet af en mand, der ville mere end han kunne og som samtidig var stærkt påvirket af sin kones holdninger og ideer.
Generelt er det et stærkt hold, der er sat; omend Stig Rossens rolle som Fuchs ikke er den største, så bidrager han i den grad til det musikalske. ”Nye tider” der synges af Rossen, Lind Trandberg og Ensemblet er en flot skildring af kongens usikkerhed og støtte fra folket og forener Odense Symfoniorkester med resten af holdet. Med Stig Rossen på scenen er der altid garanti for gåsehud. Også Frederik Mansø Boutrup som den krigsgale Karl X Gustav er et morsomt indslag og en underholdende indgangsvinkel til fortællingen. Herudover leverer stykkets yngste skuespillere rigtig flotte præstationer om blandt andet Leonora og Corfitz børn, men især Jonathan Tage Pedersen i rollen som Ludvig 14. er en klasse for sig; han viser en både sød og naiv side af en lille dreng, der alt for tidligt blev pålagt et alt for stort ansvar.
Leonora Christina er i den grad vellykket. Holdet er godt og stærkt sammensat og sammenspillet er på højt niveau. Med Odense Symfoniorkester bag det musikalske er standarden for alvor sat – og den er sat højt. Omend forestillingen varer lidt mere end 3 timer, så når man aldrig at kede sig eller føle, at tiden er lang.
Leonora Christina spiller på Odeon fra 22. januar til 15. februar 2019
Instruktør: Peter Langdal
Dramatiker: Andreas Garfield
Komponist og Orkestrator: Stephen Henriksen
Orkestrator: John Syberg
Sangtekster: Torben Kirkegaard
Scenografi: Ashley Martin-Davis
Kostumer: Karin Betz
Koreografi: Peter Friis
Dirigent: Casper Schreiber
Medvirkende: Xenia Lach-Nielsen, Corfitz Ulfeldt, Lars Simonsen, Christian Mosbæk, Anders Gjellerup Kovh, Joakim Lind Tranberg, Cecilie Gerberg, Christina Elisabeth Mørkøre, Stig Rossen, Natali Vallespir Sand, Odense Symfoniorkester m.fl.
Fløjtespiller: Poul Høxbro