Victor Hugos roman om straffefangen Jean Valjean fra 1862 tegner et billede af social uretfærdighed i perioden fra 1815 til 1832, og Hugo er godt og gedigent socialt indigneret.
Jean Valjean arresteres og straffes med 5 års fængsel for at have stjålet et brød til sin sultende søster. Straffen bliver forlænget af flere omgange, da Valjean forsøger at stikke af. Efter 19 år løslades han, men han er mentalt brændemærket, og ingen vil kendes ved ham. Hans ærkefjende politiinspektør Javert følger ham i årene efter.
´Les Miserables´ er ikke kun en ikonisk og stor roman. Historien blev i 1980 til en musical med musik af Claude-Michel Schönberg og er siden blevet opført i utallige lande.
På Betty Nansen Teatret bliver der ikke sunget en tone. De er tilbage til den ekstremt sørgelige historie om Jean Valjean, den menneskelige biskop Myriel, der ikke angiver Valjean, selv om han har stjålet noget sølvtøj fra ham, politiinspektøren Javert, der forfølger Valjean, Fantine, der er blevet forladt af sin elsker Félix Tholomyes, som hun har fået et barn med, barnet Cosette, kroværten Thénardier i landsbyen Montfermeil, der tager Cosette ind i familien, der mishandler og udnytter hende. Kroværten kræver penge af Fantine, der ser sig nødsaget til at sælge sit hår og sine fortænder og endelig at prostituere sig. De er alle med på Betty Nansen Teatret.
Norske Kjersti Horn har i sin instruktion meget konkret sat den 4. væg op i form af et tykt plastikforhæng med en stor videoskærm på. Skuespillerne befinder sig på scenen, men deres egentlige optræden bliver projiceret op på videoskærmen. Det er et interessant greb at få de optrædende helt tæt på. Det er virkelig ”in your face” at se skuespillerne på den måde. Det er næsten bogstaveligt nøgent, når alle ansigtstræk, alders tegn med videre afsløres. Dertil kommer, at skuespillerne, så vidt ses, ikke har make-up på. Det må være en udfordring oveni skuespilpræstationen at smide alt forfængelighed over bord. Men det kan gode skuespillere, og det er alle de seks medvirkende.
Premieren var blevet udskudt. Emil Johnsen skulle have spillet Jean Valjean, men måtte melde fra på grund af sygdom. Herefter trådte Jens Albinus til og har derfor haft meget kort tid til at lære den krævende og store rolle. Det er klart, at det nærmest ikke er menneskeligt muligt inden for en snæver frist at lære så mange replikker udenad. Man har derfor valgt at være helt transparent om det, så Albinus har hele tiden sit rollehæfte med sig. Det fungerer glimrende og bliver nærmest en yderligere gimmick ved stykket. Albinus spiller fremragende, og han får alle Jean Valjeans følelser frem. Her er ikke kun en mand, der er god. Hans mange år som straffefange har (selvfølgelig) præget ham. Han har været udsat for så meget uretfærdighed, at det ikke har kunnet undgås. Han er blevet snydt for så mange oplevelser i sit liv, at det ikke er underligt, at hans personlighed har taget skade. Det er svært at opleve kærlighed, når man er bag lås og slå i adskillige år. Det er derfor heller ikke mærkeligt, at han knytter sig alt for meget til den lille Cosette, som han redder fra hendes fæle plejefamilie. Han har svært ved at give slip på hende, da hun forelsker sig, men når man kender historien, ved man, at fornuften sejrer til sidst hos ham. Cosette spilles af norske Sigrid Husjord. Med sine kun 117 centimeter er det oplagt, at hun kan være en lille pige, men lige så selvfølgeligt er det, at hun ikke er det med den alder hun har. Det er en skarp og velfungerende kontrast. I hendes ansigt ser man en lille pige, der er blevet mishandlet og udnyttet meget længe og derfor er blevet gammel før tid.
Özlem Saglanmak har flere roller, men stærkest står hendes fremstilling af den fattige og sårbare Fantine, der lader sig udnytte gang på gang og giver både sit hår og sine fortænder for at skaffe penge til sin lille piges underhold. Det er voldsomt at se, hvordan blodet flyder ud af hendes mund, da tænderne flås ud. Der er ikke noget, der sukres til i denne opsætning.
Christine Albeck Børge er den usympatiske regelrytter og politiinspektør. Hun er Jean Valjeans menneskelige modstykke. Hun og Albinus gnistrer i deres samspil, når hun gang på gang sørger for, at der ikke bliver noget af at få Valjean på ret køl i samfundet efter, at han har udstået sin straf. Joen Højerslev folder både rollen som biskop Myriel og kroværten ud. Han får lejlighed til både at være indbegrebet af godhed og som krovært at være ond, beregnende og infam. Francisco Kalle har også flere roller – blandt andet som Cosettes kæreste Marius.
Historien er, som alle ved, trøstesløst. Derfor er det godt, at der i små glimt er nogle replikker, der får publikum til at le. Det trænger man til indimellem.
Med på scenen er videoinstruktør Borgar Skjelstad, der følger skuespillerne helt tæt med sit kamera. Han er med hele tiden, og han gør det virkelig godt. Det er noget af en præstation fysisk at skulle holde det store kamera så længe og samtidig sørge for, at skuespillerne dukker op på det store lærred.
Man er holdt på pinebænken i de 3 en halv time, forestillingen varer, men det er tiden værd. Og stor tak for Jens Albinus for at springe ind i hovedrollen.
,
Les Miserables på Betty Nansen Teatret
Medvirkende: Jens Albinus, Christine Albeck Børge, Sigrid Husjord, Joen Højerslev, Francisco Kalle Navarro, Özlem Saglanmak
Manuskript: Dramatiseret af Kjersti Horn og Kristian Lykkeslet Strømskag
Romanoversættelse: Hans Peter Lund
Instruktør: Kjersti Horn
Scenografi: Sven Haraldsson
Videoinstruktør: Borgar Skjelstad
Komponist og lyddesign: Erik Hedin
Lysdesign: Christian Alkjær
Varighed: 3 timer og 30 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 26. marts til 3. maj 2025
