KT-stjerner-5
Danica Curcic er noget af det fineste den danske teaterhimmel har at byde på netop nu. Hun er smuk i sig selv, og hun kan med sin skønhed og udstråling fylde en hel scene – bare ved hendes simple tilstedeværelse. Det er intet under, at hun er nomineret til årets Reumert for denne forestilling.

Da dørene går op, sidder hun allerede på scenen med ryggen til, og helt som gud har skabt hende.

Hun er sårbar som hun sidder der, og hun repræsenterer en generation, der vil gøre hvad som helst for at opnå 15 sekunders berømmelse. Det er medrivende, trist og stærkt. Hun fortæller om hele sin rejse, om sin døde far, om at blive udnyttet på vejen mod berømmelsen, om fascinationen, og om at skabe det billede, hun ønsker at hele verden skal have af hende. Hun indvier sit publikum i, hvad hun har måttet stå model til – “For man må jo give sig selv fuldt ud, og man må tage de chancer, man får”, som hun så ærligt siger – Og det er ikke så lidt ‘Lort’ hun har måttet finde sig i.

Danica leverer varen, hun har et talent, der ikke er til at overse, Hun har publikum i sin hule hånd fra første øjeblik. Man føler virkelig med denne nøgne pige, der egentlig bare gerne vil elskes og accepteres.

‘Lort’ blev vist i forbindelse med CPH:STAGE 2015 på Husets Teater.

Instruktør: Simon K. Boberg
Medvirkende: Danica Curcic