Det var intet mindre end en Verdenspremiere, publikum var vidne til på det lille teater på Vesterbro.

Fire personer er spærret inde et sted uden vinduer, men med glødepærer hængende fra loftet. De kan kun høre hinanden, men se hinanden kan de ikke. De ved ikke, hvor de er, hvor længe de har været der og i særdeleshed ved de ikke, hvornår eller om de kan undslippe.

Med dette ret triste udgangspunkt er historien i gang. Hurtigt viser det sig, at personerne alle har en relation til den smukke Mairead, Kerry Norton-Griffith. Hun har været kæreste med Peter, Nathan Meister, i otte år og har en søn med ham. Efter at han har forladt hende til fordel for en anden kvinde, har hun på Tinder mødt og forelsket sig i Noah, Kevin Kiernan-Molloy, der på sin side ikke på nogen måde skjuler, at han har masser af veninder. Den ene er Kate, Sue Hansen-Styles – en gift kvinde, der er gammel nok til at kunne være hans mor.

Potentielle intriger og debatindlæg står i kø blandt de fire. De har en fælles dagsorden om at undslippe deres fangenskab, men i den grad også hver deres. Alle mener for så vidt at have retten og moralen på sin side. Det kan man som udenforstående godt stille spørgsmålstegn ved. Der er sjældent noget, der kun er sort eller hvidt.

Kerry Norton-Griffith er hjerteskærende som den forsmåede Mairead, der konfronterer sig selv og sine kærester,  tidligere som nuværende. Sue Hansen-Styles er skøn som den selvretfærdige modne kvinde, der ikke har skrupler over for sin mand, indtil hun muligvis kunne blive opdaget J

De to herrer Nathan Meister og Kevin Kiernan-Molloy er herlige i deres infantile tilgang til kærlighedslivet.

Stykket henvender sig til alle, og alle fire skuespillere leverer varen. Kærlighedsforviklinger med dertil hørende sorger er et evigt gyldigt emne, og dårlig narcissistisk opførsel fra både mænd og kvinder er nok kommet for at blive. Der er et nutidigt twist, når Tinder kommer ind i billedet, så helt unge er også en målgruppe for den bittersøde historie om de fire, ligesom henvisningen til de allestedsnærværende quizmordgåderum er sjov. Her er twistet bare, at det er svært at undslippe et mentalt fangenskab.

Se forestillingen om du er ung eller gammel, og hvis du er engelsklærer – så tag dine elever med. Et fyldigt undervisningsmateriale kan downloades på teatrets hjemmeside. Det er for godt til at misse.

Mairead på Teatret ved Sorte Hest

Forfatter: Tanja Mastilo

Instruktør og dramaturg: Nina Larissa Basset

Lys og scenografi: Peter Rasmussen

Medvirkende: Kerry Norton-Griffith, Nathan Meister, Kevin Kiernan-Molloy og Sue hansen-Styles

Varighed: 1 time og 20 minutter uden pause

Forestillingen spiller på engelsk.

Spilleperiode: 15. februar til 9. marts 2019