… and electrified the world

Det er ikke mange mennesker forundt at være genier. Netop derfor er det så meget desto mere fascinerende at høre om et menneske som Nikola Tesla (1856-1943), fysiker, opfinder og elektroingeniør – kendt for at have opfundet vekselstrøm.

Publikum møder Tesla i hans hotelværelse på Hotel New Yorker, da han er 86 år gammel. Han har boet her i næsten 10 år og ser tilbage på sit liv. Han konkluderer, at han aldrig har tjent penge, og ikke en gang det hotelværelse han bor på, har han råd til at betale selv. Det gør dog ikke noget. Han har nydt arbejdet, sine opfindelser og det gode, de har gjort for verden. Han har været drevet af nysgerrighed – og så har han leget. Det startede allerede, da han som 3-årig strøg en kat over ryggen, så det gav gnister. Hans far forklarede ham, at det var elektricitet. Tænk hvis naturen var én stor kat, fabulerer han, og hans nysgerrighed var tændt for resten af livet.

Barndommen i Smiljan i Kejserriget Østrig (nuværende Kroatien) var lykkelig, og livsbanen syntes udstukket, for i familien blev mændene enten præster som hans far eller gik i militæret, men unge Nikola havde ikke lyst til nogen af delene. Han drømte kun om at blive ingeniør og fik lov til det.

Det er historien om et geni, men også om en mand, der var sygeligt angst for bakterier og nødigt rørte andre mennesker. Tesla brændte sit lys i begge ender og arbejdede hårdt og klarede sig i lange perioder med én times søvn i døgnet. Sygdom og nervøse sammenbrud blev derfor også en brik til puslespillet om manden Nikola Tesla. Sociale relationer kan ikke have været nemt for ham, og intimitet med en kvinde blev det heller ikke til. Sidstnævnte var ofte et emne for journalister, hvilket generede ham. De skulle skrive om hans arbejde og ikke hans privatliv, og hvor er det sandt.

Forestillingen blev spillet i foyeren i Teatret ved sorte hest med de iboende reoler og en sofa som scenografi. Nathan Meister som Nikola Tesla gjorde det fremragende. Det kræver sin skuespiller at være mindre end halvanden meter fra sit publikum og være alene på en hel time og gestalte et helt livsspand fra barndom til død. Man fornemmer den barnlige glæde og ydmyghed over at have opnået store resultater hos Tesla. Glæden og stoltheden er også til at tage og føle på, når talen falder på hans venskab med Mark Twain.

Tanja Mastilos monolog om Nikola Tesla minder os om at gøre det, vi brænder for og ikke være for optaget af økonomisk udbytte heraf. Ret tankevækkende på en aften, hvor kun 10 mennesker havde fundet vej til det lille teater på Vesterbrogade.

På Teatret ved sorte hest fra 6. til 9. juni
Medvirkende: Nathan Meister
Dramatiker: Tanja Mastilo
Skabt af: Sue Hansen Styles, Barry Wesil, Tanja Mastilo, Nathan Meister og Mr. Peach
Grafik: Kenneth Kikkenborg
Produceret af: Why not theatre company
Forestillingen spilles på engelsk
Varighed: 1 time uden pause