Det er en gammel sag fra 1952, Folketeatret har kastet sig ud i at opføre på deres store scene – nemlig ´Musefælden´ af krimidronningen over dem alle; Agatha Christie. Forestillingen har siden premieren spillet mere end 30.000 gange i London. Det må anses for ret imponerende.
Nu er den klassiske mordgåde så kommet til København. Vi befinder os i pensionatet Monkswell Manor – et stykke udenfor London. Netop denne dag har det nygifte par Molly og Giles åbnet stedet. Det er vinter, og det sner. Parret har ikke fuldt styr på stedet, og placering af de gæster, der har booket sig ind og den sidst ankommende gæst, der bare har siddet fast i sneen, volder kvaler. Det hele krydres af, at man i radioen hører, at en kvinde er fundet myrdet, og at politiet efterlyser en mand med mørk frakke og blød hat. Selvom det er en beskrivelse, der er tilpas vag og kan passe på mange, passer den desværre godt til den unge pensionatsejer. Så er mysteriet i gang, og mon der kommer flere mordofre?
Det er ”Cluedo” udsat for teaterstykke, for var det Molly i biblioteket med slagterkniven eller majoren i dagligstuen med ildrageren. Der er virkelig mange muligheder.
Frederikke Dalum har lavet scenografi, og den er spektakulær. Folketeatrets scene er omdannet til en gammeldags dagligstue i to planer. Et gardin kan trækkes for på den bageste del af scenen. Der er to vinduer, så man kan se, hvem der kommer og går til huset. Der er en trappe til førstesalen, der er en lille trappe til receptionen, hvor man kan se overtøj. Der er en dør ud til køkkenet. Det hele er holdt i sorte/hvide/grå nuancer, så indtrykket er en forestilling, der bare ikke er i farver. Det er godt lavet, for illusionen er der fra start af. Det giver både en illusion af en gammel krimifilm, og så er det lidt tegneserieagtigt. Det er stumfilm med tale.
Skuespillerne fremstår nærmest gråkalkede i ansigtet, og deres tøj er holdt i samme nuancer som interiøret.
Historien er umiskendeligt engelsk og ikke kun fordi den foregår i England. Det er en vibe af engelske traditioner.
Alle personer i historien har hemmeligheder og er hver på deres måde mærkværdige. De holder kortene tæt ind til kroppen, men meget kommer naturligvis for en dag, når kriminalassistent Trotter for alvor trykker dem på maven. For hvorfor har de valgt at komme til dette sted lige på dette tidspunkt kunne et af spørgsmålene være.
De otte skuespillere er seriøst på arbejde. Rollerne er teksttunge, og der er ekstremt meget timing, der bare skal sidde i skabet. Ellers er det ikke sjovt. Ligesom mordgåden er det et puslespil, hvor alle brikker skal passe. Karaktererne er hver for sig noget egne. Alt er overdrevet. Der er den gamle Mrs. Boyle, der driver alle til vanvid med sit pedanteri, den unge mystiske Miss Caswell, Major Metcalf, den mentalt forstyrrede Christopher Wren, den sidst ankomne Mr. Paravicni, der vist ikke har rent mel i posen, Molly og Giles Raiston – det unge par og endelig kriminalassistent Trotter, der kommer til stedet på ski. Alle agerer flot og sjovt, for selvom der er tale om død og ulykke, må forestillingen ganske overvejende anses for en komedie.
Mikkel Becker Hilgart evner til fulde slapstick, og hans desperation over at hans ski på et tidspunkt er væk, er skøn. Andreas Dissing Hyttel vimser rundt og kaster med håret, hans karakter er oplagt forstyrret, og hans historier om at være arkitekt hænger ikke sammen. Han er sjov, og hans betagelse af husets frue er til at tage og føle på. Alexander Clement er den sidst ankomne gæst, og iført en traditionel dametaske er det oplagt, at han vist ikke kender forskel på dit og mit. Amanda Bøgestrøm kommer som husets frue Molly hele følelsesregistret igennem af skræk, forelskelse og desperation. Hun bærer meget af forestillingen. Karla Rosendahl er den unge, mystiske Miss Caswell. I jakkesæt og slips har hun et sjovt androgynt look. Haesam Jakir er majoren, der ved mere, end man først tænker. Det er en lidt tilbagetrukket rolle, men sjov. Charlotte Elizabeth Munksgaard er ubetalelig som den evigt klagende gæst Mrs. Boyle, som ingen af de resterende gæster kan holde ud. Kasper Krassimir er husets herre Giles. Gennem forestillingen falder han mere og mere fra hinanden, alt imens mordgåden opklares.
Der er fart over feltet gennem hele forestillingen, men især i anden halvdel speedes der op. `Musefælden´er sjov, tankevækkende, men også en anelse altmodisch.
Og hvem gjorde det – gå i teatret og find ud af det!!!
,
Musefælden på Folketeatrets store scene
Dramatiker: Agatha Christie
Oversættelse: Niels Henning Krag Jensby
Konceptualiserende instruktør: Kristoffer Lundberg
Realiserende instruktør: Viktor Tjerneld
Scenografi: Frederikke Dalum
Medvirkende: Mikkel Becker Hilgart, Andreas Dissing Hyttel, Alexander Clement, Amanda Bøgestrøm, Karla Rosendahl, Haesam Jakir, Charlotte Elizabeth Munksgaard, Kasper Krassimir
Teaterforlag: Nordiska ApS
Varighed: 2 timer og 20 minutter inkl. pause
