Det Ny Teaters opsætning af ‘My Fair Lady’ er en sand triumf: storslået, varm, musikalsk overlegen og båret af præstationer, der sætter sig fast længe efter sidste applaus. Det er musical i absolut topform – respektfuld over for klassikeren og samtidig fuldstændig levende i sit udtryk.
I centrum står Sofie Topp Christensen som Eliza Doolittle, og hun leverer en præstation, der alene er billetprisen værd. Hendes Eliza er langt mere end en sproglig forvandlingshistorie; det er fortællingen om et menneske, der langsomt opdager sin egen styrke. Hun synger strålende, spiller med stor følsomhed og præcision og formår at gøre Elizas rejse både rørende, morsom og dybt menneskelig. Publikum følger hende ikke som et projekt – men som en kvinde, der kræver sin plads i verden. Dog må det nævnes, at hendes sproglige niveau nogle gange bliver mere drevent end hvad godt er. Blandt andet skærer oversættelsen af “lovely” til “dajerligt” lige lovlig meget i ørerne.
Over for hende står Peter Plaugborg som Professor Higgins. Han er arrogant, kontrollerende og skarpt formuleret, men samtidig fyldt med nerve og humor. Plaugborgs Higgins er fascinerende i al sin uforsonlighed, og dynamikken mellem ham og Eliza er både underholdende og tankevækkende. Kim Hammelsvang giver Oberst Pickering en varme og menneskelighed, der fungerer som forestillingens moralske kompas; en stærk præstation.
Et af aftenens største højdepunkter er Susse Wold som Mrs. Higgins. Hendes comeback til scenen er både elegant og bevægende. Med autoritet, humor og et underspillet overskud indtager hun scenen med en naturlighed, der vidner om et enestående scenisk instinkt. Hver replik rammer præcist, og hendes tilstedeværelse giver forestillingen ekstra tyngde og klasse.
Tommy Kenter er ganske enkelt eminent som Alfred P. Doolittle. Med sin enorme sceniske erfaring, sit komiske instinkt og sin helt særlige musikalitet gør han Elizas far til langt mere end et muntert indslag – han bliver en af forestillingens helt store fornøjelser. Kenter spiller Doolittle med sprudlende livsglæde, skæv charme og en præcis forståelse for figurens sociale satire. Tommy Kenter stjæler ikke fokus, men han tager det, når det er hans, og efterlader et klart indtryk: Alfred P. Doolittle kunne næppe ønskes spillet bedre.
Desuden bør tre meget velspillende børn på premiereaftenen nævnes, da de tilførte stykket en helt særlig naturlighed og alvor. Børnene udgør en del af et korps, der skiftes om rollen i løbet af spilleperioden.
Scenografien er flot og velfungerende – bevægelig, gennemtænkt og smukt integreret i fortællingen. De overdådige kostumer understreger både tid og karakterer, og sammen med koreografi og musik skabes et visuelt univers, der er en fryd for øjet. Humoren sidder lige i skabet, sangen leveres med imponerende kvalitet, og helheden føles både storladen og intim på samme tid.
Bag alt dette ligger en tidløs fortælling om stærke kvinder, der lærer at klare sig på trods – og på egne vilkår. My Fair Lady bliver her ikke blot en romantisk klassiker, men en fortælling om værdighed, selvstændighed og retten til at definere sig selv.
Det Ny Teater leverer en helstøbt, rørende og teknisk imponerende musicaloplevelse, der synes aktuel selv i 2026.
‘My Fair Lady’ spiller på Det Ny Teater fra 5. februar 2026
Frit efter G.B. Shaws skuespil og Gabriel Pascals film
Iscensættelse: Martin Lyngbo
Scenografi og kostumer: Paul Farnsworth
Musikalsk indstudering: Per Engström
Koreografi: James Leece
Oversættelse dialog: Holger Bech
Oversættelse sangtekster: Karen Hoffmann
Medvirkende: Sofie Topp Christensen, Peter Plaugborg, Kim Hammelsvang, Susse Wold, Tommy Kenter, Sebastian Harris m.fl.
