´Når vi døde vågner´ er sidste del af Husets Teater og Odense Teaters samarbejde om en trilogi, de to teatre har kaldt ´Spøgelsestrilogien´, hvor tre skuespil af Henrik Ibsens sene skuespil er taget under kærlig behandling og sat i en moderne ramme.
Den fysiske ramme er skabt af Petruska Miehe-Renard, som står for både scenografi og kostumer. Det er enkelt og nutidigt. I indledningsscenen er der midt på scenen et lille aflukke lavet af blafrende tynde gardiner, i hvilket der står to drømmesenge. Bag dette befinder en søjle med et bord, der både bruges til buffet, ligesom de medvirkende kvinder bevæger sig på den.
Tredje og sidste forestilling er ´Når vi døde vågner´ oprindeligt fra 1899, Henrik Ibsens sidste skuespil.
Den berømte billedhugger Rubæk lever sammen med sin noget yngre hustru Maja. De er på badehotel og skulle for så vidt nyde livet, men Rubæk er ikke tilfreds. Han savner kunsten og sin tidligere muse Irene, som inspirerede ham til at skabe kunst, der skaffede ham berømmelse og anerkendelse.
Rubæk giver ret utvetydigt udtryk for, at han er træt af sin hustru, der heller ikke trives i ægteskabet og længes efter en tur op i bjergene. Man ser den manglende samhørighed bare man iagttager dem på hver deres drømmeseng. Det er ikke to mennesker, der hører sammen.
Da den nu modne Irene dukker op og bringer ekstra forstyrrelse i parrets liv, vågner Rubæk mentalt. Han husker tilbage på deres tid sammen. Irene på sin side bebrejder Rubæk for at have stjålet hendes livskraft og gjort den til kunst. Rubæk vil gerne tilbage til, hvad de kunne sammen for mange år siden, mens Irene anklager ham for at have stjålet hendes livskraft.
De tre skuespillere er på hårdt arbejde. I husets lille black box scene er de foruroligende tæt på deres publikum. Forestillingen er i gang allerede mens publikum finder deres pladser. Benjamin Kitter og Rosemarie Mosbæk ligger helt stille i hver deres drømmeseng i et lille privat indelukke på deres hotel. Det kræver koncentration at ligge næsten dødlignende stille, men det mestrer de.
Benjamin Kitter bærer forestillingen som den let afdankede og selvcentrerede kunstner Rubæk, der har mistet sin kunstneriske glød. Han er intens, når han på det groveste afviser sin hustru, og når han klynger sig til håbet om at genoplive kunsten ved gensynet med Irene. Det lykkes ikke for ham, og han hader den tomhed, der har besat ham.
Louise Davidsen er Irene, der dukker frem som et drømmesyn – først nøgen bag blafrende tynde gardiner og senere i kød og blod, da hun tager et længe tiltrængt opgør med sin tidligere partner, der ender i endnu en kunstnerisk proces mellem de to.
Rosemarie Mosbæk er den unge Maja. Der er noget skønt fandenivoldsk over hende. Når hendes ægtefælle ikke vil hende, tager hun op i bjergene alene. Hun bliver ikke til evig tid, men tager tilværelsen i egen hånd.
Liv Helm har stået for bearbejdelse af forestillingen, men har denne gang (grundet barsel) overladt instruktørstolen til Anastasia Holst Nørlund.
Det er flot, at så stort projekt nu har nået sin slutning.
,
Forestillingen spiller til 14. oktober.
Når vi døde vågner
Medvirkende: Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Rosemarie Mosbæk
Instruktion: Anastasia Holst Nørlund
Tekst: Frit efter Henrik Ibsen
Bearbejdelse: Liv Helm
Konceptuerende scenograf & kostumedesigner: Petruska Miehe-Renard
Realiserende scenograf og kostumedesigner: Franciska Zahle
Dramaturg: Sosha Teperowska
Lyddesign: Erik Christoffersen, Steen Ejler Penhoat Askegaard
Lysdesign: Christian Vest Berntsen
Varighed: 1 time og 20 minutter uden pause
Spilleperiode: 12. september til 14. oktober 2026
