Den anmelderroste og prisbelønnede forestilling ´Nye Tider´ af amerikanske Bess Wohl fra 2019 er nu kommet til København i Henrik Lykkegaards oversættelse og opføres på Folketeatret i Kasper Wiltons instruktion.
Vi befinder os hos det ældre ægtepar Bill og Nancy. De bor i en komfortabel seniorbolig i to etager, og i Camilla Bjørnvads scenografi får vi indblik til begge niveauer. Soveværelserne er dækket af hvide, næsten transparente gardiner, så kun skygger af personerne kan ses der. Hele scenografien er holdt i hvidt, og det er der helt sikkert en renskuret og amerikansk pointe med.
En anelse ud af det blå annoncerer Nancy efter 50 års ægteskab over middagsmaden, at hun vil skilles, hvortil Bill noget overrasket nærmest kun siger OK. Deres to sønner og en meget gravid svigerdatter er mildt sagt forbløffede og er på ingen måde med på ideen.
Det viser sig naturligvis, at der lige under overfladen ligger grunde til, at Nancy har taget den noget drastiske beslutning. Muligvis har det noget at gøre med en vis Carla (vittigt og underfundigt spillet af Sonja Oppenhagen), der går til ”Stand Up” i samme seniorcenter som Bill. Hun synes, han er helt utrolig morsom, og den opmærksomhed er bestemt ikke gået Bills næse forbi.
Ulla Henningsen bærer forestillingen som den (vist nok afklarede) hustru. Hun udstråler en stille desperation over aldrig at have haft sin egen bankkonto på trods af, at hun har erhvervet sig som bibliotekar, hun er træt af altid at tage hensyn til børnene og ked af at have bristede forhåbninger med i den mentale bagage. Og så er hun seriøst træt af at leve efter devisen: ”Voksne kan aldrig gøre, hvad de vil”. Hun vil indsamle tøj til flygtninge, hun vil til Syrien og til Washington, og det skal ske nu! Nancy er derimod ikke så bevidst om, at hun er god til at skyde skylden for sin situation på sine omgivelser.
Waage Sandø fremstiller træmanden Bill, der aldrig har været god til at give udtryk for sine følelser og som sin hustru har ladet årene gå og formentlig på det jævne har været godt tilfreds med sit ægteskab. Han er god i rollen, hvor han ikke hidser sig unødigt op, om end han foreslår om han og Nancy dog ikke bare kan tage et ordentligt skænderi i stedet for at blive skilt.
De to sønner ser situationen helt ud fra eget perspektiv. Den ældste søn, spillet af Kasper Leisner, som venter barn, vil gerne holde sammen på det hele. Han ser sig selv som den voksne og påtager sig en forældrerolle overfor sine forældre. Han ordner og taler ned til dem, og det falder ikke i god jord hos nogen af dem. Lillebror gestaltet af Kim Hammelsvang er i den grad den mindste. Han er homoseksuel, dramalærer og han er dygtig til at tage offerrollen. Det bliver overdramatiseret en hel del.
Svigerdatteren, Marie Sandø Jondal, der arbejder som parterapeut, forsøger sig som terapeut overfor svigerforældrene. Hun er ret sjov og er på en gang irriterende og empatisk. Hun forsøger rent faktisk at se situationen fra den ældre generations side.
Det er svært for udenforstående at komme ind i en familie og helt vide, hvad der er på spil. Til gengæld er det også dem, der kan komme ind og sætte fokus på det. De ser tingene udefra og har ikke været med i familiefortællingen altid. Det er dem, der kan pille historien lidt fra hinanden. Så Carla, svigerdatteren og en herre, (Adam Schmidt) som lillebror slæber med hjem fra byen efter et stort alkoholindtag, kan sætte tommelfingeren ind, hvor det gør ondt.
Der spilles forrygende hele vejen rundt, og der er meget genkendelighed i relationen mellem personerne. Historien fungerer bedst i de små ting. Da Bill og Nancy dækker bord sammen, og de gør det efter en bestemt ”opskrift”, hvorefter Nancy retter lidt på det hele. Når Bill insisterer på at få den toaster med, som han ikke kan finde ud af at bruge, er det både komisk og som taget ud af de flestes mentale bagkatalog. Det handler jo ikke om den toaster!
I skildringen af relationen mellem børn og forældre er en del bestemt også genkendeligt. Få voksne børn har lyst til at høre om deres gamle forældres sex-liv – hverken det de måtte have nu eller det, der har været. Det er universelt. Det er bestemt også forståeligt, at børn bliver nervøse af en radikal ændring af familien, og at de reagerer (egoistisk) på det. At de så ikke overhovedet vil se det i øjnene, er en anden ting.
Til gengæld forekommer det lidt som om forfatteren bevidst har opstillet en liste over ting, der skal forarge. Der skulle være og er en ret grafisk og eksplicit homoseksuel sexscene, der fokuseres meget på, at Bill har sendt sex-billeder til Carla (om end det måske også er en anelse morsomt). Endelig bliver f-ordet brugt i en uendelighed. Der bliver foretagendet en anelse for amerikansk og karikeret. Måske skulle man have forsøgt at ”fordanske” historien lidt, men det kan være et spørgsmål om rettigheder til teksten.
Forestillingen er annonceret som en komedie, og der er mange morsomme replikker, men grundfortællingen er ikke sjov. Det handler om en svær transitionsfase sent i to menneskers liv, og her forvandler dramaet sig mere til en tragedie.
Historien tager en overraskende drejning, der tvinger personerne til at gentænke situationen. Hvad det går ud på, må man gå ind og se forestillingen for at finde ud af.
Nye Tider
Originaltitel: Grand Horizons
Manuskript: Bess Wohl
Oversættelse: Henrik Lykkegaard
Instruktion: Kasper Wilton
Scenografi: Camilla Bjørnvad
Teaterforlag: Nordiska ApS
Medvirkende: Waage Sandø, Ulla Henningsen, Sonja Oppenhagen, Kasper Leisner, Marie Sandø Jondal, Kim Hammelsvang og Adam Schmidt
Varighed: 2 timer og 20 min. inkl. pause
Spilleperiode: 12. april til 5. maj 2024 på Folketeatret
