Det Kongelige Teaters opsætning af Henrik Ibsens versdrama fra 1867 er i Anja Behrens iscenesættelse og bearbejdelse blevet en fusion af skuespil og dans, der er sat i en dyster ramme af norske fjelde. Alt er holdt i gråt, så vi ikke er i tvivl om, at dette ikke er for sjov.

Patrick Baurichter er Peer Gynt. Han er personifikationen af et ungt selvoptaget menneske, som ikke frygteligt meget er lykkedes for. Han er i Cairo eller Guldbrandsdalen i Norge uden at det ændrer sig nævneværdigt. Han kan nok flygte, men ikke fra sig selv. Over for ham står mor Åse, mesterligt spillet af Karen-Lise Mynster. Hun blev forladt af sin mand og har derfor lagt al energi og tro på sin søn, som er den eneste i hendes ellers isolerede liv. Hun er bitter denne kvinde, og det får Peer at føle, når hun i en ond symbiose skælder ham ud for at være løgner. Det gør hun igen og igen, når hun ikke i, hvad der føles som en uendelighed, sidder på en stol forrest på scenen og skræller kartofler.

Fanny Louise Bernth er Peers milde kæreste, der ihærdigt forsøger at bringe lidt normalitet ind i Peers tilværelse. En helt almindelig sofa sidder de i. Symbolikken er til at tage og føle på.

I kølvandet på de tre hovedkarakterer dukker Elliot Crosset Hove og Karin Heinemeier som troldeeksistenser. Karin Heinemeier vil i den grad gerne i lag med Peer. Liderligheden strømmer ud af hende.

Fire af Dansk Danseteaters dansere er med i forestillingen Amancio Gonzalez, Lukas Hartvig-Moller, Hilde Ingeborg Sandvold og Jessica Lyall, og de har i samarbejde med Anja Behrens skabt koreografien. Uden at forklejne Anja Behrens har de formentlig haft en ganske afgørende rolle i den koreografiske proces.

Amancio Gonzales er historiens dansende hovedperson som Peers alter ego eller døden. Han leverer en fantastisk præstation. Kun iført underbukser og knæstrømper med indbyggede tåspidssko snor han sin næsten magre krop ud og ind mellem borde, sidder som et usynligt element i sofaen hos Peer og Solveig. Han er hele forestillingen værd.

Hos danserne skabes stemningen af norske folkeeventyr, når de kaster sig ud i raffineret folkedans.

Det er altid spændende at se, om et gammelt klassisk værk har noget at sige et moderne publikum. Det må man sige, det har. Anja Behrens har brugt både fantasi, gys og humor i bearbejdelsen af værket. Det er intenst og handlingsmættet og ikke mindst fysisk på en gang, og det fysiske gælder for alle deltagende. (Det er så også lidt svært tilgængeligt.)

Karin Gilles scenografi er effektfuld, og da Peer Gynt udråber sig selv til kejser på et lysende tårn af firkanter, ser man enten Trump eller Elon Musk for sig. Så kan det næsten ikke blive mere up to date.

Karen-Lise Mynster fejrer sit 50-års jubilæum som skuespiller i rollen. Det er lørdag den 1. februar. (Der er stadig få billetter tilbage).

,

Peer Gynt i Skuespilhuset

Medvirkende: Patrick Baurichter, Karen-Lise Mynster, Fanny Louise Bernth, Elliot Crosset Hove, Karin Heinemeier

Dansere: Amancio Gonzalez, Lukas Hartvig-Møller, Hilde Ingeborg Sandvold, Jessica Lyall

Dramatiker: Henrik Ibsen

Iscenesættelse og bearbejdelse: Anja Behrens

Scenografi og kostumedesign: Karin Gille

Lysdesign: Súni Joensen

Musik: Emil Assing Høyer

Oversættelse og tekst: SørenR.Fauth

Koreografi: Anja Behrens i samarbejde med Amancio Gonzalez, Lukas Hartvig-Moller, Hilde Ingeborg Sandvold, Jessica Lyall

Varighed: 1 time og 25 minutter uden pause

Spilleperiode: 18.1. til 28.2.2025