For godt et år siden opsatte Dronning Dorothea Teatret Astrid Lindgrens ’Pippi Langstrømpe’ i de små lokaler oppe under loftet på den gamle købmandsgård. I anledningen af den forestående højtid spilles der nu i stedet ’Pippi Langstrømpe fejrer jul’.
Julestemningen er på sit højeste; i enhver krog sidder der nisser og det altid glade personale tager imod med åbne arme, det eneste der mangler, er vel egentlig lugten af glögg og æbleskiver. På scenen mødes man af Pippis stue, der danner rammen om hele forestillingen, når den skiftevis er Pippis hus, skole eller Tommy og Annikas hus. I 2021 var der ikke sparet på farverne, i det øjeblik man trådte ind i salen befandt mig sig i Villa Villakulla og blev nærmest 7 år igen. Denne følelse udebliver desværre lidt denne gang, hvor selve scenografien ikke synes helt så imponerede og fantasifuld. Generelt kan man konstatere, at Dronning Dorothea Teatrets største konkurrent i dette tilfælde er dem selv.
Sidste år var der nemlig ikke sparet på noget, hverken scenografi, originalitet, musikalitet eller skuespillernes talenter. Skuespillerne fejler dog ikke noget. Lærke Schou Andersen er igen skøn som Pippi, faktisk i en sådan grad, at man er sikker på, at der må have boet en Pippi i hende, siden hun var helt lille. Sille Holm Christiansen og Colum McQuhae er skønne som henholdsvis Hr. Nilsson og Pippis hest Lille Gubben, desværre synes de to karakterer nogle gange lidt for menneskelige i deres ageren og især savner man ”gummikyllingen”, der udgjorde Hr. Nilsson lyde tidligere.
Håkon Panduro Tranberg og Emma Katrine Ryhmann Bak er søde som søskendeparret Tommy og Annika og har et dejligt samspil, der netop afspejler det næsten lidt for idylliske forhold mellem de søskende.
Forestillingens utvivlsomt bedste makkerpar er dog Marco Goth Thorsen og Mathias Jensen, der både spiller tyvene Blom og Dunder Karlson samt politibetjentene Kling og Klang. De to herrers venskab lyser ud af karaktererne, men netop på en måde der gør hver figur stærkere. Deres skøre påfund er forestillingens humoristiske højdepunkt.
Overordnet set er det en flot instruktørdebut for Louise Pontoppidan. Forestillingen består af de mest kendte af Pippis påfund, hvilket er en sikker vej at gå, men der er dog også plads til forbedringer. Teatret har generelt for vane at gøre brug af mellemgangen i det lille teater, hvilket som regel også fungerer rigtig fint. Men i dette tilfælde bliver det næsten for meget, især fordi flere scener udspiller sig i en sådan vinkel, at publikum nærmest vrider nakken af led, mens en ny scene sættes. Det er med til at gøre det samlede billede lidt rodet og generelt kan der arbejdes med de enkelte sceneskift.
Der er dog tænkt rigtig mange gode tanker med blandt andet en ”Hr. lærerinde”, kostumer, hvor især Pippis vintertrøje kunne være taget direkte ud af filmene fra 1970’erne, Kling og Klangs version af champagnegaloppen og deres knap så elegante ankomst på tandemcykel, og som altid er det et godt, solidt og sammentømret hold, der sætter julestemningen for det lille teater i Kolding.
’Pippi fejrer Jul’ spilles for udsolgte huse på Dronning Dorothea Teatret i Kolding.
Instruktør: Louise Pontoppidan
Lyd: Johnny Andersen
Lys: Søren Brandbyge
Byggeleder: Aage Møldrup
Kostumer: Solveig Poulsen m.fl.
Medvirkende: Lærke Schou Andersen, Sille Holm Christiansen, Colum McQuhae, Håkon Panduro Tranberg, Emma Katrine Ryhman Bak, Mathias Noah Jokszies, Marco Goth Thorsen, Mathias Jensen, Tove Bjørn Jensen, Finn Hyldgård Jensen, Laura Henriette Bager, Ea Kaiser Beck, Karina Briede, Majken Stokbæk Jensen