Randers Revyen 2017 – 10 års jubilæum
Allerede til Sønderborgrevyen i Sommers beviste Jacob Morild og Rasmus Krogsgaard for alvor, hvad de er værd på den danske revyscene. Til dette års Randers Revy gjorde de det endnu engang, og især Jacob Morild formåede at komme helt udover scenekanten.
Politisk satire og hverdagens problemer er nogle af hovedtemaerne i 10 års jubilæumsudgaven af Randers Revyen. Holdet består af den erfarne revydame Pernille Schrøder i selskab med Rasmus Krogsgaard, Jacob Morild og Mette Marckman, der tilsammen udgør et fejlfrit og meget harmonisk hold. Randersrevyen udgøres af en flot samling af diverse revynumre indhentet fra flere forskellige revyer blandt andet Sønderborg- og Cirkusrevyen. Disse samles i skøn forening. Hvert nummer virker anderledes og mere intimt, når det fremføres på den noget mindre scene. Selv Rasmus Krogsgaards ”Gi’ mig et break’, der tilnærmelsesvis kan kaldes ”dette års revyplage”, fik tilført noget nyt i de mindre lokaler og til stor begejstring for publikum. Generelt må det siges, at Jakob Krogsgaard igen leverer varen. Dette sker blandt andet i hans monologer og parodier af diverse kendisser men også i samspil med Pernille Schrøder, da de i fællesskab og med tungen lige i munden for alvor får afprøvet og slået knuder på det danske sprog, da de blandt andet leder efter ”tutten til sutten” i ”Ta’ den Bitten”.
Pernille Schrøder kan der aldrig sættes en finger på, når det drejer sig om revyer. Om det er som en stakkels, træt Lars Løkke, der må klamre sig til Tulle og i særdeleshed slet ikke trives ved at stå op, eller det er som en midaldrende kvinde, der gerne vil have bragt lidt ”Fifty Shades of Grey” ind i det lidt for trivielle ægteskab, formår hun at rive hele lokalet med, så selv de bagerste bryder ud i latter. Hun er underholdende, dygtig og knivskarp på en revyscene.
Overfor Pernille Schrøder står Mette Marckman, der er dette års Randers Revys nye skud på stammen. Mette har optrådt på diverse scener landet over i flere år og supplerer de andre skuespillere flot. Blandt andet i nummeret ”De sølvgrå ulve” agerer hun i den grad det friske pust og forsøger at sprede stemningen på scenen til publikum.
Jacob Morild formår i den grad at komme helt udover scenekanten, blandt andet da han som spindoktor får revset diverse politikere og kan berette om, hvordan Inger Støjberg og Thyra Frank egentlig ligner hinanden ret meget, idet de begge ”ikke ved en skid, men egentlig er meget søde at snakke med.”, men også da han i sine forskellige roller som både midaldrende og ældre mænd har meget ondt af sig selv.
Alt i alt må det siges, at et besøg hos Randers Revyen er det værd. Du efterlades med ømme mavemuskler og trætte håndflader. Scenen er lille men revyen intim, og skuespillerne dygtige og underholdende.
Revyen spiller fra den 14. september til 16. december 2017.
Medvirkende: Pernille Schrøder, Rasmus Krogsgaard, Jacob Morild og Mette Marckman
Instruktør: Jeanne Boel