Lyset dæmpes. Rummet holder vejret. Ti kvinder træder ind på scenen — stærke, ærlige, levende.
De taler om at blive ældre. Om kroppen, der forandrer sig. Om at blive usynlig, begæret, overset, fri. Om styrken i at stå midt i livet – eller langt inde i det – og stadig insistere på at fylde. Allerede fra de første ord mærker vi noget særligt: en ro, en styrke og en sårbarhed, der både hviler i fællesskabet og brænder i hver enkelt.
Ulla Henningsen står solidt på scenen. Hendes stemme bærer både humor og alvor, og når hun synger linjen “Sex er som en badeby udenfor sæson”, rammer det både morsomt og rørende. Hvert blik og hver pause har tyngde — som om livet selv har skrevet replikkerne.
Ann Hjort smitter med sit lune, men frustrationen over at blive usynlig lurer under overfladen. Hun bevæger sig med næsten ninja-agtig lethed henover scenen, som kun Ann Hjort kan.
Marianne Mortensen træder topløs frem med et klart budskab. Modet i hendes tilstedeværelse forandrer rummet — publikum sidder ikke blot målløse, men med dyb respekt.
Jannie Faurschou balancerer på kanten af sammenbrud og konfronterer tabet af styrke med rå ærlighed.
Pia Rosenbaum åbner sit hjerte om livet efter tabet af sin store kærlighed — og et sug går gennem salen.
Sonja Oppenhagen leger med aldersforventninger og får os både til at le og genoverveje vores blik på skønhed og værdi.
Kirsten Olesen reflekterer over identitet efter et langt arbejdsliv og minder os om, at alder ikke er en begrænsning, men erfaringens gevinst.
Birgitte Ramberg sætter ord på, hvor svært det kan være at skabe nye venskaber senere i livet. Det er sårbart, genkendeligt og rørende.
Rikke Wölck viser med charmerende forviklinger, hvordan hukommelsessvigt kan være både komisk og ømt — vi kender det, når navne og titler roder rundt. Her smelter humor og alvor sammen.
Hanne Hedelund leverer med glimt i øjet en pointe om det at tisse en lille smule i bukserne — og rammer måske flere i publikum, end man umiddelbart skulle tro.
Forestillingen er legende let at følge. Man griner, græder, nikker genkendende og lader sig rive med. Tempo og stilhed afløser hinanden, og mellem linjerne får publikum lov til at trække vejret og spejle sig i historierne. De nyskrevne sange glider naturligt ind og løfter fortællingen med nærvær og humor.
Bag denne præcise balance står Kamilla Wargo Brekling, der både har iscenesat og skrevet forestillingen. Hendes greb er sikkert og generøst. Hun giver hver stemme plads til at stråle, men holder samtidig et stærkt fælles fokus. Teksten balancerer smerte og humor med præcision, og instruktionen lader øjeblikkene ånde. Intet forceres. Intet overforklares.
Musikken, skrevet af Alberte Winding og Andreas Fuglebæk, tilfører forestillingen et ekstra lag af varme, nærvær og eftertanke. Sangene understøtter tematisk alder, tab, begær og livsmod uden at blive sentimentale, og smelter elegant sammen med teksten.
’Renæssance’ på Nørrebro Teater er et kraftfuldt manifest for kvindelivets sene kapitler. En hyldest til erfaringen, rynkerne, sorgen, begæret og alt det, der først for alvor får dybde med alderen.
De ti kvinder står sammen — og hver for sig. Deres fortællinger om alder, tab, kærlighed og livserfaring gør aftenen både rørende og inspirerende.
Alder er ikke en hindring. Tværtimod. Erfaring, livsglæde og talent giver dybde, intensitet og et uforglemmeligt nærvær.
Tak for det.
‘Renæssance’ kan opleves på Nørrebro Teater i perioden 14. februar – 28. marts 2026.
Medvirkende: Jannie Faurschou, Hanne Hedelund, Ulla Henningsen, Ann Hjort, Marianne Mortensen, Kirsten Olesen, Sonja Oppenhagen, Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum, Rikke Wölck.
Iscenesætter & dramatiker: Kamilla Wargo Brekling
Co-iscenesætter, koreograf & dramaturg: Karina Dichov Lund
Musik & sangtekster: Alberte Winding & Andreas Fuglebæk
Scenograf & kostumedesigner: Karin Gille
Lysdesigner: Mia Jandje Willett
Lyddesigner: Alice Carreri
