Det er på en gang grumt og meget sjovt at overvære ægteskabsdramaet med Marianne og Johan – det tjekkede akademikerægtepar, der har været gift i ti år og har to små piger. Det, der begynder som et glansbillede af ideel og velsmurt familielykke, får hurtigt ridser i lakken. Marianne har en affære med en ganske ung mand og forlader nærmest uden at se sig tilbage både mand og børn. Tilbage står Johan og fatter ingenting. Skal han hjælpe hende med at pakke, skal de have sex en sidste gang – eller? Han ved det ikke, og da han erfarer, at vennerne omkring dem har vidst, at hans kone var på vej ud i Verden uden ham, føler han sig for alvor alene – fedt hva’?
Det er Ingman Bergmans TV-serie fra 1973, der får en kærlig behandling i Thomas Bendixens iscenesættelse. Rollerne er byttet om, så Marianne forlader Johan og ikke omvendt som hos Bergman. Vi er i 2017, hvor kvinder går på rov efter et ungt bytte sådan som mænd har gjort det i tusinder af år.
Sofie Gråbøl og Morten Kirkskov spiller overbevisende i deres famlen efter meningen med livet og med parforholdet. De vil og vil ikke hinanden på én og samme gang, og det er problematisk. Det er kærlighed og sex imod alle odds også efter ægteskabet, og man kan kun gætte på, at kun de to mennesker forstår, at de elsker hinanden. De tilgiver dybest set hinanden deres fejl og ufuldkommenheder, og der er en del.
Sofie Gråbøl er sjov, når hun uden at blinke fortæller om sit forhold til sin nye flamme Paul og ikke kan forholde sig til, at hendes mand martres. Til gengæld skal vi alle forholde os til, at hun er ”retrospektivt jaloux” på sin 23 årige elskers tidligere forhold. Gråbøl er grusomt ærlig i sin beskrivelse af sit forhold til de børn, hun har forladt. Hun føler afsky for de forkælede unger. Det er stærke sager for en mor at sige, og det må være svært at forsvare så grænseoverskridende et synspunkt.
Morten Kirkskov er desperat i sin ensomhed og i sin kamp for at slippe fri af sin ekskones fangarme. Han vil gerne en ny kærlighed, men har øjnene åbne for, at sandsynligheden for at, det lykkes, ikke er overhængende.
Der er både bid og humor i teksten og fantastisk timede skuespilpræstationer, og uden de elementer ville det ikke være til at holde ud.
Da Scener fra et Ægteskab løb over skærmen i 1973, lå gaderne øde og skilsmisseprocenten steg. Man må ikke håbe, der bliver flere skilsmisser – der er allerede rigelige. Til gengæld er refleksioner over parforholdet generelt og ens eget specielt altid på sin plads.
Spiller på Skuespilhuset til den 14. februar 2018
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Medvirkende: Sofie Gråbøl og Morten Kirkskov
Scenografi og lysdesign: Mårten K. Axelsson
Oversættelse: Lars Kjeldal
