Lyset var lige dæmpet i den lille teatersal i Teatret ved sorte hest, hvorefter en person let larmende banede sig vej ned ad midtergangen. Det var Vivienne McKee, der iført lys cottoncoat og en hel del pakkenelliker fra supermarkedet indtog scenen, pakkede sine varer ud og skænkede sig et lille glas hvidvin til at drikke, mens hun lavede mad. Det hjælper altid! Det er Shirley Valentine fra Liverpool. Hun er gift med en noget krævende mand, har nogle forkælede børn, der er flyttet hjemmefra, og hun har et par veninder, der hver på deres måde er lidt af en mundfuld. Mest af alt er hun dog ensom, må man forstå. Ellers er ens foretrukne samtalepartner nok ikke væggen i ens køkken.
I modsætning til Pauline Collins, der spillede Shirley Valentine i filmatiseringen fra 1989 af Willy Russels historie, har Vivienne McKee ingen medspillere at spille op ad. Hun er alene på scenen, og det kræver godt nok sin kvinde at holde et publikum i ånde i mere end halvanden time. Det kan Vivienne McKee om nogen. Gennem monologen får vi indblik både i Shirleys liv, men også i, hvordan personerne omkring hende er, og hvordan de påvirker hende.
Vi forstår hurtigt på Shirley, at livet lidt har overhalet hende indenom, og at hun i den grad går glip af de ting, hun har drømt om. Hun vil gerne rejse, og muligheden kommer, da hendes feministveninde Jane inviterer hende med til Grækenland.
Da hendes mand i raseri og frustration sender spejlæg og pomfritter over i skødet på hende, fordi han ikke har fået bøf, som han plejer at få om torsdagen, er det mentale bæger ved at være fyldt op for Shirley. Hun tager derfor til sin mand og datters store fortrydelse imod invitationen. I Grækenland møder Shirley en græsk herre – en af dem, der ser det som deres mission at forføre kvinder, der er taget på charterrejser og således også med Shirley. Hun går dog ind i eventyret med åbne øjne og opdager en side af sig selv, som hun ikke har været i kontakt med i lang tid.
Shirley klarer tilværelsen ved at have en humoristisk sans, der som forsvarsmekanisme får hende til at overleve og udstille livets groteske sider – både i hendes ægteskab og i relationen til sine veninder, der ikke altid er helt, som de udadtil fremstår. Man forstår den kvinde, der ikke har selvtilliden i orden, men som ikke har opgivet håbet om en lysere tilværelse.
Vivienne McKee har et energiniveau, der vil gøre enhver duracelkanin misundelig. Ikke alene kører hun sin skøre julecabaret i Tivoli hvert år. Hun får også tid til at påtage sig et mere smalt kunstnerisk projekt som monologen om Shirley Valentine. Hun ser vidunderlig ud – både i forestillingens første afdeling, hvor hun iført cowboynederdel a la 1980-erne og i anden afdeling, hvor hun har skiftet til sarong, solbriller og stor hat. Hun favner figuren fantastisk, og hun indfanger både desperation og håb i Shirleys personlighed med en ubetalelig komisk timing. Forestillingen spilles på engelsk, og Vivienne McKee har til lejligheden tillagt sig en helt fantastisk ”liverpudlian” accent.
Willy Russels tekst fra 1986 er umiskendeligt engelsk og kan ikke overføres en til en til danske forhold, hvor de fleste kvinder (forhåbentlig) ikke i midt-80-erne eller i 2022 føler sig så indelukkede bag hjemmets fire vægge som Shirley fra Liverpool.
Historien har dog en almenmenneskelig følelse, et menneske kan have, når hun eller han føler sig overflødig, ensom og overset. Her har Vivienne McKee og instruktør Helen Tennison set rigtigt i deres valg af teksten.
Shirley Valentine på Teatret ved Sorte Hest
Medvirkende: Vivienne McKee
Forfatter: Willy Russel
Instruktør: Helen Tennison
Scenograf: Kirsten Brink
Lysdesigner: Bjarne Olsen
Producent: London Toast Theatre
Varighed: 1 time og 40 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 23. april til 14. maj 2022
Forestillingen opføres på engelsk.
