I år er der for alvor gang i fejringer og markeringer i Kolding. Byen fejrer nemlig ikke kun dens 750 års jubilæum men hylder også en dansk kunstner, der i øjeblikket også hyldes på de danske filmlærreder med Rasmus Bjerg i hovedrollen. Aftenens hovedperson på Dronning Dorothea Teatret i Kolding er John Mogensen, om end teatret består af amatører, er der tale om en hyldest, der i den grad ærer den afdøde kunstner, der i år ville have været fyldt 90 år.
Baren er åben og scenen er sat, når teaterkoncerten tager udgangspunkt i et af John Mogensens største hits Sidder på et værtshus, der ved hjælp af forskellige strofer løbende fremføres og udgør den røde tråd i forestillingen. På værtshuset er flere og mere eller mindre triste og dog stadig morsomme og charmerende skæbner samlet, for hver især at fortælle deres historie ved hjælp af forskellige af Mogensens numre. I løbet af godt to timer føres publikum igennem et potpourri af de godt 31 sange, som Mogensen efterlod sig ved sin død, og det går ikke stille for sig med instruktøren Marco Goth Sørensen ved roret. Sangene er smeltet sammen til en fin fortælling iblandet en god portion humor – til tider bliver det dog en anelse for meget lagkagekomik, men publikum er uden tvivl godt underholdt.
I en af de mest markante roller ses Thomas Johannes Larsen, som man kun kan elske. Larsen er elskelig, sjov, underholdende og en skøn krammebamse på knap to meter på scenen. Han får hurtigt indlemmet publikum i sangene og især i sangen om Karl og Ann-Katrin går der nærmest Dansk Top Fest i den. Det samme gør sig gældende, da han mere eller mindre banker samtlige mænd på værtshuset og truer det mandlige publikum, fordi de kigger på Connie og Connie bliver hos mig. Larsen er entertainer i stor stil og bidrager i høj grad til stykkets helhed.
I rollen som den fallerede og dameglade ungkarl ses en af teatrets efterhånden faste navne Peter Beierholm. Beierholm er en underholdende og fantastisk historiefortæller og samtidig en dygtig formidler, når han blandt andet beretter om Erik Oluf Andersen, eller når han som den ene del af Bonnie og Clyde truer publikum til at klappe ekstra højt og hans stemme passer perfekt til John Mogensens sange.
Samtidig skal Vibeke Holm Frydenlund have ros for hendes fortolkning af en slidt ældre kvinde, der mere eller mindre udgør det faste inventar på stamværtshuset. Hendes stemme er rå og gør sig godt til både sangene og deres historie. Dette gør sig især gældende, da hun leverer Der er noget galt i Danmark, og med et vildt kor af brokkehoveder bag sig pludselig gør sangen yderst aktuel og skaber associationer til de uendelige facebookopslag om alt og intet.
De resterende skuespillere leverer hver især rigtig flotte præstationer. Laura Schrøder har en fantastisk stemme, som sagtens kunne have fået endnu mere tid på scenen. Samtidig er Maria Elisabeth Farre både sød og underholdende i sin rolle som den lidt mere forsigtige pige. Kristjana Jonasdottir bør også nævnes for sin flotte stemme, dog er det en skam at hendes accent nogle steder bliver så markant at teksten forsvinder. Dette er både synd for Jonasdottir såvel som sangen, da teksterne i Mogensens sange bør være tydelige for at kunne skabe den rette sammenhæng.
Forestillingen er flot sat op og yderst vellykket, særligt taget i betragning at der er tale om frivillige såvel som amatørkræfterne. Hver og en bidrager til en rigtig god og underholdende forestilling, der gør John Mogensen ære. Dog er der stadig plads til forbedringerne. Enkelte sangstemmer burde have været finpudset mere end de var og flere gange svigtede koreografien, når skuespillerne satte sig på gulvet eller i positioner, hvor kun den forreste del af publikum kunne følge med i, hvad der foregik, og resten måtte rejse sig op.
Alt i alt må det siges at være et godt sats for det lokale teater og ikke mindst en flot præstation fra de mange frivillige kræfter, der er med til at give Kolding en plads på det kulturelle landkort.
Spiller på Dronning Dorotheateatret i Kolding fra den 5. april til og med 5. maj.
Medvirkende: Peter Beierholm, Thomas Johannes Larsen, Laura Bager, Laura Schrøder, Kristjana Jonasdottir, Lasse Lauridsen, Vibeke Holm Frydenlund, Maria Elisabeth Farre
Instruktør: Marco Goth Thorsen