Marry Me - Foto: UIP

Danmark er et svært land at være amatørskuespiller i – mest fordi at niveauet de seneste år virkelig er blevet højt rigtig mange steder i landet. På Fyn nærmest spytter de det ene talent ud efter det andet, og Vardes Sommerspil er da også kendt for kunne nå et højt og næsten professionelt niveau.

Netop derfor tager man til Varde med forventningerne skruet helt op – måske fordi de oven i købet selv har sat baren højt – med forventningerne om dygtige skuespillere, en heltstøbt historie, dygtige sangere og generelt et håb om, at man går derfra med en oplevelse, der er værd at tænke tilbage på. I programmet skriver instruktøren, at han næsten garanterer, at folk går derfra med flere af Sebastians sange på hjernen. Dette indløses da også, men desværre må man konstatere, at forestillingen er af lidt svingende kvalitet. Intentionerne er gode, det er tydeligt, at der er lagt kræfter i, men skuespilpræstationerne er af svingende kvalitet. Rent musikalsk er der rigtig mange dygtige performere og især holdet af pirater med Kaptajn John Silver (Niels Lind Brunsborg) i spidsen sætter god gang i piratsangene såvel som publikum. Rebecca Astrup Hansen leverer Mrs. Hawkins “Fuld af nattens stjerner” flot og indlevende.

Lige så flot og underholdende leverer Anders Kobbelgaard Hansen som Ben Gun den klassiske og elskede “Ostesangen”. Kobbelgaard er kugleskør som Ben Gun skal være og tilføjer også lidt af sin egen charme og humor til karakteren.

Aftenens stærkeste kort er dog foruden John Silver og resten af piratholdet Neklas Klausen som Doktor Livesey. Klausen er underholdende og sympatisk samtidig med, at han flere gange redder sine kollegaer, når de har glemt deres replikker.

Herudover er orkestret bag forestillingen med Alfred Storm i front værd at nævne. Desværre gemmes de bag scenen og får heller ikke den velfortjente applaus til fremkaldelserne. Det er synd, for orkestret er velspillende og skaber allerede stemning, før forestillingen skydes igang.

Desværre oplevede forestillingen et uheld på premiereaftenen; John Silver måtte udgå i sidste del af forestillingen, hvorfor lys og al teknik lukkede ned. Det er netop, når sådan noget sker, at et godt hold beviser sit værd. En stor del af holdet forsøgte da også at bevare overblikket men antallet af folk, der stormede febrilsk om bag scenen gjorde, at det efterfølgende var svært for skuespillerne at fange publikum igen.

Intentionerne er gode, og der er dygtige kræfter, der virkelig knokler for at få forestillingen i mål. Det lykkedes dog ikke helt, men potentialet er der og “7-kanten – Den Vestjyske Amatørscene” kører den hjem på charmen, dygtige musikalske kræfter og gode intentioner.

“Skatteøen” spiller på Den Vestjyske Amatørscene til og med 5. marts 2022.

Musik og sangtekster: Sebastian

Instruktør: Jens Jager

Medvirkende: Christian Bossen, Rebecca Hansen, Niels Lind Brunsborg, Jesper Ulbæk Andersen, Jonas Flindt-Christensen, Kevin Christensen, Neklas Klausen, Anders Kobbelgaard Hansen m.fl.