Folketeatrets turnéforestilling ’Skatteøen’ tager med sin fantastiske scenografi og Sebastians velkendte sange publikum med ud på eventyr på de syv have med det gode skib ’Hispañola’.
Eventyret tager sin begyndelse i 1745, hvor vi møder den unge, eventyrlystne Jim Hawkins på kroen Admiral Benbow, som drives af hans mor, Mrs. Hawkins. Jim kommer i besiddelse af et skattekort, da den gamle sørøverkaptajn Bill Bones ankommer til kroen med en mystisk rejsekiste. Så tager historien fart, for Kaptajn Flints skat skal findes, og sammen med doktor Livesey og godsejer Trelawney tager Jim afsted på det gode skib Hispaniola, som stævner ud med en besætning bestående af en flok farlige pirater og deres leder, John Silver, forklædt som skibskok.
Unge Jim Hawkins spilles sikkert og overbevisende af Siw Ulrikke Maibom, der har en rigtig god stemme og indtager hele scenen på trods af sit spinkle ydre. Maibom synger i ’Drømmen’ så smukt om at drømme sig væk og ud på de syv have. Szhirley giver liv til Mrs. Hawkins og tager ’Fuld af nattens stjerne’ til nye højder med en flot sangpræstation og er en skøn kromutter. Den drikfældige sørøver Bill Bones i Ole Boisens skikkelse er tilpas barsk men alligevel rædselsslagen over at få det sorte tegn, som han synger om i sangen af samme navn.
Jim Hawkins allierer sig med de ærkeengelske venner Dr. Livesey og godsejer Trelawney. Christian Mosbæk spiller den meget klassebevidste Trelawney, som mangler penge for at kunne drive sit gods. Mosbæk fremstiller godsejeren let karikeret og lidt ironisk. Sammen med Kristian Bolands Dr. Livesey synger Mosbæk om ’De engelske dyder’, og det gør de to herrer med bravour.
De to gange Morten med efternavnene Christensen og Lützhøft veksler begge mellem flere roller som henholdsvis sørøvere og kaptajn. Christensens Sorte Hund er uhyggelig ligesom Lützhøfts Blinde Pew. Til gengæld spiller Lützhøft en fantastisk flot og heltemodig Kaptajn Smollet, der har en anelse om, at besætningen på Hispaniola ikke har rent mel i posen.
Det kan han jo have ret i, for med ombord på Hispaniola er blandt andre den farlige John Silver, som spilles fantastisk flot af Mathias Flint, der har en fin sangstemme og en skøn og sjov mimik, der bløder lidt op på den farlige karakter.
Skattejagten bringer Hispaniolas besætning til skatteøen, hvis eneste beboer er Ben Gun, der er blevet en anelse sær af ensomheden. Udover at spille Mr. Dance spiller Sofie Stougaard Ben Gun, og det gør hun så ensomheden og galskaben kommer helt ud over scenekanten. Stougaards udgave af ’Ostesangen’ er imponerende.
I Folketeatrets opsætning af ’Skatteøen’ ses der stort på kønnene, når man bryder med den traditionelle besætning og lader Siw Ulrikke Maibom spille Jim Hawkins, og Mr. Dance og Ben Gun spilles af Sofie Stougaard, og der findes også kvindelige pirater. Generelt er her tale om et ualmindelig dygtigt ensemble, der fortæller historien yderst troværdigt.
’Skatteøen’ med Sebastians musik og tekst blev opført første gang i 1986, og den er tidløs, kan man konstatere ved at se sig om i teatersalen blandt publikum, der tæller både folk fra bedsteforældregenerationen og børn og helt unge mennesker.
’Skatteøen’ turnerer frem til den 25. marts 2024.
Medvirkende: Siw Ulrikke Maibom, Mathias Flint, Sofie Stougaard, Szhirley, Christian Mosbæk, Morten Christensen, Morten Lützhøft, Ole Boisen, Kristian Boland, Maria Corydon Hellborn, Conny Thur/Theresa Sølvsteen, Mathias Sprogøe Fletting, Monica Isa Andersen, Rasmus Fruergaard og Rasmus Kirkegaard Faartoft
Dramatisering: Preben Harris og Sebastian frit efter R. L. Stevensons roman
Musik og sangtekster: Sebastian
Instruktion, bearbejdelse og koreografi: Birgitte Næss-Schmidt
Scenograf: Terry Parsons
Kapelmester og arrangør: Peter Hellemann