Sukkersøde ”Skønheden og Udyret”, som vi kender den fra Disneys tegnefilm, er pakket godt væk i familieforestillingen på Odense Teater. Her har en moderne vestlig vind været i kontakt med både manuskript og scenografi.
”Tænk at kalde sit barn Skønheden”, siger Skønheden til udyret, mens hun fnysende sparker ud med benene.
Til det svarer Udyret: ”Skønheden passer godt til dig, synes jeg”.
Skønheden fnyser tilbage: ”Jeg kunne da lige så godt være blevet tudegrim. Desuden er jeg også god til at svømme, men der er da ingen, der kalder mig makrel, vel?”
Sådan cirka lød nogle af replikkerne i familieforestillingen ”Skønheden og Udyret”. Glem alt om sukkersøde Belle fra Disney-tegnefilmens ”Skønheden og Udyret”, når du sætter dig i stolen på Odeon for at se Odense Teaters opsætning. Her vil du møde Skønheden, som hellere vil gå i bukser end skørt. Skønhedens søster der elsker kjoler, men dog stadig gerne vil væk fra gryderne og ud at opleve verden. Og den afdankede fe Cecile der føler sig 40, fed og færdig, men som ender med at tage sin skæbne i egne hænder, når hendes kompagnon feen Mr. Pink bliver blind af sin egen egoisme.
Familieforestillingen ”Skønheden og Udyret” er skrevet af den britiske unge dramaturg Lucy Kirkwood og er baseret på det klassiske franske folkeeventyr fra 1740. Det er forfriskende at se et folkeeventyr med humor, selvironi og kvindelige stærke karakterer som Skønheden spillet af Cecilie Gerberg og søsteren Lettice spillet af den skuespilstuderende Kimmie Liv Sennov. Især Kimmie Liv Sennov får hele salen til at grine om kap – voksne som børn – hver gang hun åbner munden eller bevæger sig som både søsteren eller en kanin, der synger ”Silent Night”. Hun har en lys fremtid forude med det komiske talent og timing, hun mestrer. Det samme gælder Kristoffer Helmuth i rollen som feen Mr. Pink, der er forestillingens fortæller og tryllekunstner. Børnene var helt opslugt af hans små tricks. Feen Cecile spillet af dubleanten Signe A. Mannov var en tand for overspillet i 1. akt – selvom det er hendes karakter, men i 2. akt kom der mere ro på hendes spil – og så var vi alle med hende i hendes kamp for kærligheden. Desuden skal Udyret have stor ros for sin fysiske fremtoning med voldsomme hop som et udyr fra bord til gulv adskillige gange – og en gangart der må give meget behov for en tur ved fysioterapeuten. I pausen var adskillige drenge på gulvet for at efterligne hans gangart – så her rammer familieforestillingen plet med noget for både drenge og piger.
Men nu til det mindre sjove – for der sker desværre det – med en voksens øjne – at humoren og et forsøg på at bryde ud af Disneys kløer fjerner den magi, der egentlig er i fortællingen. Man når ikke at heppe på, at Skønheden forelsker sig i udyret. Deres kærlighedshistorie blegner ved siden af Mr. Pink og Ceciles humoristiske mellemfortællinger, søsterens humoristiske tilgang til alting og orkestrets rolle, der er insekter i en kasse, der spiller musik. Sidstnævnte dele fungerer rigtig godt – og børnene var vilde med det og kedede sig ikke et sekund. Men hvis man er en romantisk voksen sjæl, bliver man nok desværre skuffet i denne forestilling, der mest af alt bliver gak og løjer og overfladiske karakterer – der dog spilles til UG af skuespillerne.
Med sådan en magisk familieforestilling, må der også nogle gange være lidt ro – både på scenen og inde i skuespillerne, der nogle gange jappede lidt igennem replikkerne. Tankesnupperen, der var en hat, der blev brugt til at læse karakterenes tanker, var mere forstyrrende end givende – og nok mere sjov på papiret. Lyden fra Tankesnupperen er for sløret og er mange gange svær af forstå – og desuden ser den også ud til flere gange at være ved at falde af. Det virker forstyrrende. Lige her forstår jeg ikke instruktøren Kamilla Bach Mortensens valg.
Scenografien var hverken skuffende eller overraskende – når man tænker på, at dette ikke er en musical med adskillige penge til scenografi. Her er det måske også svært at glemme, at både musical-opsætningen og Disneys to film alle er kendt for den smukke scenografi og Belles smukke gule kjole. Det får man ikke noget pay off på i denne familieforestilling. Men er man et barn på 10 år, er dette fuldstændig ligegyldigt. De så ud til at more sig!
Vi ville give den en slags anmeldelse som voksen med børnebriller – men børnene havde nogle andre reaktioner, og det tager vi også med i vurderingen.
Spiller indtil 15. februar på Odeon i Odense
Oversættelse og iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen
Orkesterleder: Anders Ortman
Medvirkende: Kristoffer Helmuth, Signe A. Mannov, Cecilie Gerberg, Kimmie Liv Sennov, Klaus T. Søndergaard og Nicolai Jandorf
