Sønderborg Sommerrevy 2017 – Når enden er go’


Kan en sommerrevy i Sønderborg efterlade dig med tårer i øjenkrogen? I hvert fald, når du ved, at netop dette års revy er den sidste, hvor Leif Maibom medvirker. Igennem en næsten uoverskuelig lang årrække har han stået i spidsen og været ansigtet udadtil for Sønderborg Sommerrevy – en æra, der nu er slut, men som sluttes med manér.


Fyldt med masser af klassisk revysarkasme, dygtige skuespillere og fantastiske tekster er der lagt op til et brag af en revy. Aktuelle historier lige fra Trumps mur omkring Mexico og et muligt samarbejde med Inger Støjberg til Mobilepay, der udkonkurrerer de sorte penge tages op til  grundig bearbejdning, når der blandt andet berettes om, hvordan ”vi bygger en mur, så vil vi hygge os med badehotellet i vores stuer.”

Rasmus Krogsgaard brillerer i en helt uovertruffen grad i rollen som den koleriske Bertel Haarder. Så meget at man næsten bliver i tvivl om hvorvidt, det egentlig er Bertel Haarder, der aggressivt farer frem og tilbage på scenen og nærmest tryner de stakkels musikere. Herudover beviser han sit værd i et ekstremt originalt nummer, når han på et usynligt trommesæt fremkalder genkendelige lyder, for året der er gået i form af blandt andet: Brexit, Uber og Trump.

I rollen som Inger Støjberg ses Jeanne Boel, der udover skuespiller på scenen også overtager instruktørværvet efter Leif Maibom. Rollen som Inger Støjberg, der kæmper med Rasmus Krogsgaard Donal Trump om hvem, der kan være hårdest er ikke alene gennemspillet men også i den grad så underholdende, at selv Inger Støjberg, der var at finde blandt publikum, nærmest græd af grin, da hun så sig selv portrætteret som en ægte Trumpine.

Lone Rødbroe  giver den som en munter spejderleder, der har sit hyr med tropperne og bidrager generelt til både det høje niveau af underholdning samt stemningen på scenen. Jacob Morild optræder med sit glansnummer som en yderst stereotyp og direkte træls underviser med hentehår og dårlig tøjsmag, der skal undervise de offentlige ansatte i, hvordan man klarer sig i udkantsdanmark, dette serveret med lige dele sarkasme og ironi – til glæde for publikum.

Alt dette danner rammen om Leif Maiboms afsked med revyen og med den især i Sønderjylland kendte og elskede karakter Thorleif. Publikum synger næsten vemodigt med, når han synger om sin store kærlighed og klapper sig på lårene af grin, når han giver den som en yndig og underholdende udgave af Thyra Frank.

Vi tager afsted med, hvad der var, men glæder os til at se, hvad der kommer, for når ”vi lader humor være våbnet, så ved vi, enden bliver’ go’.

Sønderborg Sommerrevy spiller frem til 29. juli 2016.

Instruktør: Jeanne Boel
Medvirkende: Rasmus krogsgaard, Jeanne Boel, Leif Maibum, Thomas Pakula, Lone Rødbroe, Jacob Morild.