Østre Gasværks smukke og helt unikke sal er på bedste corona-manér fyldt med forventningsfulde Ramajsang-fans. Sjældent har så mange børn været samlet under den smukke kuppel. Alt sammen bare fordi Onkel Reje, Motor Mille og Hr. Skæg byder indenfor til den helt nye musikalske børneforestilling ”Storm over Ramasjang.”
Det yngste publikum får noget for pengene, de griner og råber med, når de tre DR-Ramasjang karakterer på fineste vis inddrager børnene i hele missionen om at rede Onkel Reje fra et giftermål med den uhyggelige heks Frøken Storm, men længere når de desværre ikke ud. Har man tidligere siddet i Cirkus Summarum teltet ved man, at Ramasjang år efter år formår at underholde børn såvel som voksne, blandt andet med jokes, der for børnene virker uskyldsrene mens de for forældrene tendenserer til det lumre og ved, at de netop husker, at forældrene også gerne skal begejstres idet, det trods alt gør det nemmere at sælge billetterne. Alt dette formår man ikke at komme igennem med i ”Storm over Ramasjang”. Historien er ikke videre indholdsrig og ligner på mange måder enhver anden børnehistorie og budskabet om, at man skal tro på sig selv og hinanden, lurer da også lige under overfladen, men uden at det rigtig dukker op fra det gemte.
Det er synd, for Mie Riis Christiansens scenografi er fantastisk lavet til Østre Gasværks smukke rammer, og mulighederne for at lade karaktererne svæve rundt over hovederne på det unge publikum er nærmest uendelige, dette krydret med Brian Njie giver et flot og imponerende indtryk, som desværre ikke rigtig bakkes op af selve fortællingen.
Mille Gori, Mikkel Lomborg og Mads Geertsen, bedre kendt som Motor Mille, Hr. Skæg og Onkel Reje, gør et ihærdigt forsøg på at vække de kendte skikkelser til live, og det lykkes. Karaktererne fejler ikke noget selvom man godt kunne have ønsket, at Onkel Reje var lidt mere fyrig, som han nu én gang plejer at være. Med sangen ”Farvel til børne-tv og pjat” finder Mads Geertsen dog den Onkel Reje frem, som vi kender med klare referencer til ”Onkel Rejes Heavyband”. Det bliver dog også den eneste af forestillingens sange, som sætter sig fast. De resterende fire sange bliver en anelse kedelige og intetsigende i håbet om at male et væld af billeder i børnenes hoveder.
Andrea Pellegrini bliver udover kapelmester Andreas Ortman i skønneste mågekostume, forestillingens musikalske højdepunkt. Hun er sød som den ensomme heks Frøken Storm og leverer en skøn mezzosopran, der løfter ramasjangs sange op på et helt nyt niveau. Samtidig leveres det søde islæt af de tre yndige buske, der som det eneste levende stadig danser rundt på øen.
Nogen stor kunstnerisk oplevelse er der ikke tale om, det yngste publikum er godt underholdt, men som forælder virker tiden en anelse for lang. Når man ved, hvilken type underholdning folkene bag Ramasjang normalt leverer, så bliver ”Storm over Ramasjang” en skuffelse.
Den 4. stjerne gives derfor af vores junioranmelder, der var meget begejstret for Østre Gasværk og DR Ramasjangs ”Storm over Ramasjang”.
”Storm over Ramasjang” spiller på Østre Gasværk fra den 8. oktober til 29. november.
Medvirkende: Mille Gori, Mads Geertsen, Mikkel Lomborg, Andrea Pellegrini, Bobby Atiedu
Kapelmester og Komponist: Anders Ortman
Manuskriptforfatter: Pelle Møller
Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen
Koreograf: Christel Klan Stjernebjerg
Lys: Brian Njie
Lyd: Morten Frank